Annonce
Fredericia

Christine har åbnet en hundesalon - og elsker at snakke med sine kunder

Christine Blom er igang med at ordne Mollys pels i den nye Salon K9 ved Fredericia Specialfoder på Krogsagervej i Erritsø. Fito: Peter Friis Autzen
Christine Blom har åbnet en hundesalon hos Fredericia Specialfoder. Og der er rift om at få sat hundens lokker.

Erritsø: Det er ikke kun mennesker, der snakker med deres frisør, mens lokkerne klippes og rettes til.

Det gør hunde også. Og Christine Blom elsker at være en del af den samtale.

Christine har åbnet Salon K9 i et lokale ved Fredericia Specialfoder på Krogsagervej i Erritsø.

- Jeg har selv fem hunde, hvoraf den ene dog bor hos nogle venner, siger Christine.

- Så selvfølgelig skal jeg også arbejde med hunde, siger hun.

- Jeg elsker nærværet mellem hunden og mig, når jeg klipper den. Der er også meget nursing og nus i det. Undervejs snakker vi med hinanden. En hund fortæller meget - næsten som et menneske, der er ved frisør. Man skal bare have øre for det og forstå, hvad den siger.

Christine Blom klipper også hunde to steder på Fyn, men den nye salon i Fredericia bliver hendes hovedkontor. Foto: Peter Friis Autzen

To timer

Christine klipper også hunde to steder på Fyn. Men lokalet i Erritsø bliver hendes nye hovedkontor.

- Her kan jeg klare hunde på op til 20 kilo, siger Christine, der er uddannet veterinær-sygeplejeske - altså "dyre-sygeplejeske".

- Min baggrund gør, at jeg også kan undersøge hundenes tænder og ører. Og i det hele taget sende hund og ejer videre til en dyrlæge, hvis der er brug for det, siger hun og tilføjer, at hun også kan tømme hundes analkirtler, hvis der er brug for det.

- Det har overraskende mange hunde brug for, siger hun.

Men klipning er det primære. Og det tager tid at nå omkring en hund.

- Først vasker jeg den, så føntørrer jeg den, så klipper jeg den og klipper dens negle. Det varierer lidt, hvor lang tid det tager - afhængigt af blandt andet race og klipning. Men normalt varer en klipning omkring to timer.

Vokset op med hund

Christine voksede op i Gårslev og havde hund hele sin barndom.

I dag er hun bosat i Glamsbjerg på Fyn. Men hunde har hun stadig. Som nævnt tæller flokken fem. Eller rettere: Lidt flere.

- En af mine tæver har syv hvalpe. Så der er en del hunde derhjemme for tiden.

På bordet, den dag ElboBladet kommer forbi, er Holly - en halvandet år gammel shih tzu. Hun slapper fuldstændig af, mens Christine arbejder.

- Hun er vant til det, siger Christine og tilføjer, at hun også tager imod hvalpe, der skal "prøveklippes". Nogle hunde skal nemlig lige vænne sig til at være på bordet - og jo tidligere, den tilvænning starter, jo bedre, oplyser Christine.

Hunde kan blive helt salige og stille, mens deres pels ordnes. Molly her har det i hvert fald dejligt. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce