Annonce
Fredericia

Hus blev solgt på en uge: Køber bød over prisen

Lisbeth Brynning havde sin bolig liggende i skuffen hos en ejendomsmægler, og da den først kom på nettet, var den solgt i løbet af en uge. Et eksempel på, at mange bolighandler går stærkt i Fredericia i øjeblikket. Foto: Klaus Madsen
Mange hushandler går stærkt i Fredericia. Da Lisbeth Brynning satte sit hus i Stjernevejskvarteret til salg, gik der blot en uge, inden det var solgt.

Fredericia: Da Lisbeth Brynning i august valgte at sætte sit hus til salg, var hun optimist.

Alligevel blev hun positivt overrasket, da Spicavænget 3 kom til salg på nettet 22. august. Blot en uge senere skrev hun under på en købsaftale, og det 161 kvadratmeter store hus i Stjernevejskvarteret var solgt.

- Jeg havde det liggende som skuffesalg hos mægleren i et par måneder, inden jeg bestemte mig for at sætte det til salg på nettet, fortæller 51-årige Lisbeth Brynning.

I Fredericia er der generelt solgt flere huse i 2019 end sidste år, og flere ejendomsmæglere har til Fredericia Dagblad fortalt om hurtige handler på de mest efterspurgte boliger. Det mærkede Lisbeth Brynning meget konkret, da hendes hus kom på Homes hjemmeside.

- Det blev lagt på nettet en torsdag eftermiddag, og i løbet af weekenden var der seks-syv fremvisninger. Jeg skulle selv af sted den weekend, men søndag var mægleren i huset fra middag til aften. Det var lidt vildt, at der var så stor interesse med det samme. Jeg havde ikke lige forventet, der ville være så mange fremvisninger på en weekend, siger Lisbeth Brynning.

Annonce

Fem værelser i huset

Til daglig er Lisbeth Brynning souschef i en privat døgninstitution for unge, og hun har boet i huset i 25 år. For syv år siden blev hun skilt og købte sin eksmands andel i huset. Men da begge hendes sønner nu er flyttet, vil hun gerne flytte til en mindre bolig.

Hun har fulgt markedet og vidste, at villakvarterets huse ofte sælges hurtigt. Det er tæt på indkøbsmuligheder, og der er stisystem, så børn kan cykle til områdets skoler. Desuden er der kort til både vand, by og skov. Huset på Spicavænget 3 er fra 1978 og løbende vedligeholdt og opdateret med mahognidøre og vinduer, nyt træværk, tagrenovering og efterisolering. Til huset hører en 1100 kvadratmeter stor grund, og der er fem værelser.

Den vare fik to mulige købere til at byde på huset. Det blev solgt for 2,02 millioner kroner, hvilket var 25.000 kroner over udbudsprisen.

Vil tættere på vandet

Mens handlen gik hurtigt, er der lidt længere tid til flytningen. Overtagelsen sker 1. december, hvor Lisbeth Brynning overdrager nøglerne til den børnefamilie, som skal bo i huset.

- Det er idéelt til en børnefamilie, siger Lisbeth Brynning.

Hun er selv på udkig efter en lidt mindre bolig, gerne lidt tættere på vandet.

- Huset har været en stor del af mit liv, og mine drenge er vokset op her. Så det har en stor betydning at flytte, og det bliver vemodigt at sige farvel, men jeg glæder mig også til at begynde på noget nyt, siger Lisbeth Brynning.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Brud på vandledning har ødelagt asfalten: Vejen hævede sig en halv meter

112

Massiv regn har smadret bro over å

Vejle

Vigtig vej er lukket på ubestemt tid: Vandet spærrede Patrick inde

Annonce