Annonce
Egtved

Hvad er der af ønsker til Egtveds fritidsliv?

Den gamle hal trængte i den grad til som minimum en gennemgribende renovering - derfor var det også et stort ønske, da visionsplanen i 2011 skulle udarbejdes, at der blev gjort noget ved den slidte bygning. Arkivfoto: Torben Glyum
Siden seneste visionsplan for Egtved fra 2011 er der sket store ting i forhold til idrætsfaciliteter, der nu blandt andet tæller ny hal, ny svømmehal og ny kunstgræsbane.
Annonce

Egtved: Det er næsten ti år siden, den seneste visionsplan for Egtved blev vedtaget. Det gjorde den i 2011, og siden da er der sket meget i byen. Ikke mindst i forhold til idrætsfaciliteter, hvor en ny svømmehal sidste år blev indviet som seneste store skud på stammen.

I visionsplanen fra 2011 står blandt andet:

"Egtved har en meget aktiv idrætsforening, hvor mange af byens indbyggere er medlem. I hallen er der også et fitnesscenter og en mindre café tilknyttet. Der arbejdes lige nu på at renovere og eventuelt udbygge med endnu en hal."

En ny hal var bestemt også meget tiltrængt, idet den gamle fra 1967 trængte til en omfattende renovering. Blandt andet var toiletterne meget gamle og slidte, halgulvet nødrepareret gentagne gange, og vinduesrammer var begyndt at rådne væk.

Resultatet blev som bekendt en ny, stor multihal, som blev indviet og taget i brug i 2016. Med den fik byens idrætsfaciliteter et stort - og meget tiltrængt - løft.

Året før blev nye kunstgræsbaner etableret, hvilket gav meget bedre betingelser for fodboldafdelingen.

Serie om visioner for Egtved

I år skal Egtved-borgerne atter til at drøfte byens fremtidige udvikling i samarbejde med Vejle Kommune, når der skal udarbejdes en ny visionsplan.

Den seneste visionsplan er fra 2011, og flere af de ønsker, der står nævnt i den, er blevet helt eller delvist opfyldt siden.

Gennem en række artikler kan man her i avisen læse om nogle af de ting, der er sket i Egtved siden 2011, og om nogle af de områder, hvor der stadig er et stort udviklingspotentiale.

Måske Egtved-borgere vil blive inspireret til at tænke over, hvad de ønsker for deres by i de kommende år.

Annonce

Svømmehal

I 2011 var der næppe mange, om nogen, der havde forestillet sig, at der otte år senere også ville være en svømmehal i Egtved.

Da Vingsted Hotel & Konferencecenter meldte, at man agtede at lukke svømmehallen for i stedet at etablere en stor konferencesal, var Egtved Udviklingsråd hurtig til at gribe bolden og få sammensat en række interessenter, der sammen kunne argumentere for, hvorfor en ny svømmehal som erstatning for den i Vingsted skulle placeres i centerbyen.

Også Ødsted og Bredsten bød ind på svømmehallen, men Vejle Kommune valgte altså i sidste ende at placere den i Egtved. I oktober sidste år kunne de første badegæster springe i vandet i de to bassiner.

Sidste år fik man også mulighed for at dygtiggøre sig til golf via et setup med en såkaldt trackman, en slags simulator, hos Lars Vegas Golf ved Circle K i Egtved.

Annonce

Nye idéer?

Men hvad kunne man ellers have af ønsker for Egtveds fremtidige udvikling i forhold til idrætsfaciliteter og -tilbud? Det kunne måske være et emne, når man i år begynder arbejdet på at udarbejde en ny visionsplan for byen.

I visionsplanen fra 2011 var der blandt andet forslag om at etablere en klatrevæg, en motionsløbesti samt en mindre udendørs multibane på arealet omkring Roberthus for at være med til at skabe lidt liv her. Det kunne måske stadig give rigtig fin mening.

Eller hvad med en overdækket skaterbane til løbehjul, som børn og unge måske kunne have meget fornøjelse af? Eller kunne det være interessant at få opstillet forskellige træningsredskaber ved byen - eksempelvis på det grønne område ved Roberthus eller ved Nydam?

Det er bare med at få store som små idéer frem i lyset, så der kan komme nogle nye spændende forslag i spil til den nye visionsplan.

Den nye multihal i Egtved blev indviet i 2016 og er siden blevet brugt meget flittigt. Arkivfoto: Mads Hansen
I oktober sidste år kunne de første springe i vandet i Egtveds nye svømmehal. Arkivfoto: Christina Møgelvang Mosegaard
Nye kunstgræsbaner blev det også til i Egtved i 2015 til stor glæde for fodboldafdelingen under Egtved IF. Arkivfoto: Mads Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Annonce