Læserbrev: Den socialdemokratiske byrådsgruppe i Billund Kommuner hilser i læserbrevet "Statsministeren vil starte forfra på ældreområdet: Vi er klar" det udspil på ældreområdet, som Mette Frederiksen fremlagde i sin nytårstale, velkommen.
Gruppen skriver, at udspillet "vil nemlig gøre, at vi som kommune i højere grad kan tilrettelægge plejen, så den enkelte ældre får den pleje, der lige nøjagtig er behov for."
Jeg vil gerne bede Kris Jensen Skriver (S) give en række eksempler på regler fastsat af staten, der forhindrer Billund Kommune i at give den enkelte ældre nøjagtigt den pleje, der er behov for.
Mette Frederiksen ved godt, at både sundhedsvæsenet og ældreplejen ligger i ruiner.
Hun har haft store udfordringer med strejkende sygeplejersker. Hun ved godt, at hun ikke kan løse udfordringerne på både sundheds- og ældreområdet inden næste valg. Derfor prøver hun taktisk og kynisk desperat at lade kommunerne få ansvaret for de skandaløse forhold i ældreplejen inden næste folketingsvalg.
I nytårstalen sagde Mette Frederiksen, at det ikke er tiden at tale om reformer i sundhedsvæsenet på grund af de store udfordringer, man har her.
Samtidig vil hun straks have lavet en helt fundamental reform af ældreplejen, på trods af at udfordringerne her er mindst lige så store som i sundhedsvæsenet.
Kan Kris Jensen Skriver mon forklare den manglende konsistens i argumenterne?
Jeg vil gerne bede Kris Jensen Skriver (S) give en række eksempler på regler fastsat af staten, der forhindrer Billund Kommune i at give den enkelte ældre nøjagtigt den pleje, der er behov for.
Den socialdemokratiske byrådsgruppe har skrevet dette svar:
Først og fremmest tak for din store interesse i det lokalpolitiske i Billund Kommune. Det er dejligt, at der også udover kommunegrænsen er interesse for, hvad vi politikere mener og bør mene.
Det er ikke vores opgave som politikere at kunne opremse den ene lovgivning efter den anden. Vi kan forholde os til, at dokumentationen for alvor er rykket ind på ældreområdet, og at de dygtige medarbejdere, som vi har på området, derfor bruger for meget af deres tid der. I stedet ser vi gerne, at medarbejderne bruger deres tid til pleje og omsorg hos borgerne. Vi tror faktisk på, at det er det, man gerne vil, når man arbejder inden for ældreområdet.
Vi tror også på, at det netop er medarbejderne, der bedst selv kan planlægge deres tid. Derfor talte vi også i valgkampen for at kigge mod den model, man har indført i andre kommuner med mere selvstyrende teams. Vi er klar til at indgå i arbejdet med at få forenklet tingene på ældreområdet og på at få peget fokus ind på det, som det egentlig handler om: Plejen.
Vi lytter os til, at man har haft stor succes med en forenkling i Middelfart Kommune. Det kan vi også få. I processen med at få dette tilrettelagt, vil vi gerne lytte til, hvad medarbejdere og eventuelt pårørende oplever. Det er nemlig lige præcis her, man ved, hvad der kan gøres anderledes.