Annonce
Vejle

Hvem indgik aftalen? Vi jagter et svar på, hvorfor sygehuset var sponsor for Hover IF

Af en aktindsigt fremgår det, at Sygehus Lillebælt i i 2011 betalte 2500 kroner til et skilt på Hover Stadion. Her hang skiltet i næsten et årti. Privatfoto
Hvorfor har Sygehus Lillebælt haft et reklameskilt på Hover Stadion i næsten et årti? Og hvorfor valgte hospitalet at støtte klubbens fodboldafdeling? På jagten efter svar møder avisen mest af alt undren.
Annonce

Svindelsag: Ingen lader til at vide, hvordan et reklameskilt, der reklamerer for det offentlige hospital Sygehus Lillebælt, endte på Hover Stadion nær Vejle. Ligesom ingen husker, hvorfor hospitalet valgte at sponsorere klubbens fodboldafdeling.

Det står klart, efter avisen Danmark og Vejle Amts Folkeblad har været i kontakt med de for avisen kendte parter i sagen.

Avisen afslørede forleden, at Sygehus Lillebælt over en seksårig periode frem til 2016 betalte 147.611,25 kroner eksklusive moms til fodboldafdelingen i Hover IF.

Pengene gik til en pølsevogn, sommerfester og ungearbejde. Af en aktindsigt fremgår det desuden, at 2500 kroner i 2011 gik til et skilt på stadion. Her hang skiltet i næsten et årti.

Sygehuset gemmer kun fakturaer i fem år, og dermed er det umuligt at se, hvem der dengang tog beslutningen om sponsoratet. En beslutning, som en ekspert har kaldt uholdbar, og som ifølge den nuværende sygehusdirektør er underlig.

Det siger mig absolut ingenting. Hvis han siger det, må der jo være noget om det. Hvorfor skulle han ellers sige det? Men igen; jeg mindes ikke, at sygehuset skulle have sponsoreret en fodboldklub. Jeg er helt blank.

Per Askholm Madsen, tidligere direktør på Vejle Sygehus

Annonce

Tribune-tilskud

Søgen på en forklaring begynder i Hover IF, men her kender formanden hverken til sponsorat eller skilt.

- Jeg kom først til som formand for fem år siden, så jeg aner intet om, hvad klubben havde af aftaler for syv og otte år siden. Så det er første gang, jeg hører om de penge, siger Leif Nygaard.

- Jeg har talt med formanden for fodboldafdelingen, og han oplyser, at aftalen om sygehusreklamen ikke fremgår af listen over årlige sponsorater. Hans bedste bud er, at sygehuset gav et engangsbeløb, da tribunen blev opført for 5-10 år siden, tilføjer formanden.

Leif Nygaard har ikke nogen anelse om, hvad fodboldafdelingen har brugt pengene fra sygehuset til, men han gætter på, at de er gået til drengenes udlandsture.

Annonce

Direktørens ønske

Den svindelsigtede, nu tidligere indkøbschef på Sygehus Lillebælt, virkede i mange år som sponsoransvarlig i Hover IF. Han havde ifølge formand Leif Nygaard et stort netværk og trak mange sponsorater hjem til klubben.

Han ønsker ikke selv at kommentere sagen, men afviser at have noget med skiltet at gøre.

"Jeg kan oplyse, at min klient har valgt at holde en pause, indtil udfaldet af straffesagen ligger fast. For så vidt angår skiltet på Hover Stadion, var det ikke på foranledning af min klient, at dette blev sat op," skriver forsvarsadvokat Mette Grith Stage i en sms til avisen.

Avisen har fået aktindsigt i en mailkorrespondance mellem sygehuset og idrætsklubben. Her skriver indkøbschefen, at skiltet kom op efter ønske fra hans overordnede.

"Kære Pernille. Jeg HAR bedt om, at vores praktiske mand fjerner skiltet - jeg følger op med det samme. Skiltet er sat op for mange år siden efter ønske fra daværende direktør Per Askholm Madsen", skriver den tidligere indkøbschef og sponsoransvarlige.

Svindelsagen kort fortalt

  • I december fortalte Sygehus Lillebælt, at en betroet medarbejder var under mistanke for svindel for op imod 1,5 millioner kroner.
  • Avisen kunne senere skrive, at der var tale en indkøbschefen, som havde været ansat i mere end 30 år.
  • Ifølge sygehuset skulle svindlen være foregået ved, at medarbejderen og to samarbejdspartnere i fællesskab foretog fiktive indkøb og falske fakturaer.
  • Politiet ransagede i december fire adresser i Vejle, på Fyn og Sjælland. Tre blev sigtet. Sigtelsen lyder ifølge Sydøstjyllands Politi på mandatsvig eller medvirken dertil.
  • I januar fortalte politiet, at man havde sigtet endnu en person.
Annonce

Er helt blank

Den nuværende sygehusdirektør, Christian Sauvr, blev ansat på Sygehus Lillebælt i 2018 og ved ikke, hvem der indgik aftalen.

- Det skulle efter sigende være en beslutning, der blev truffet tilbage i 2008. Jeg kender ikke til baggrunden for at hænge skiltet op, og for mig virker det underligt. Det er bestemt ikke noget, vi ville gøre i dag, siger Christian Sauvr.

Per Askholm Madsen var administrerende direktør på Vejle Sygehus i 15 år og fratrådte stillingen i 2008, hvorefter han stod i spidsen for Skejby Sygehus i Aarhus. Han husker dog ikke noget om et sponsorat fra sin tid, som den tidligere indkøbschef ellers mener han stod bag.

- Det siger mig absolut ingenting. Hvis han siger det, må der jo være noget om det. Hvorfor skulle han ellers sige det? Men igen jeg mindes ikke, at sygehuset skulle have sponsoreret en fodboldklub. Jeg er helt blank, siger Per Askholm Madsen.

To virksomheder - fire sigtede

I 2017 stiftede den sigtede, nu tidligere indkøbschef fra Sygehus Lillebælt virksomheden Careman ApS, tidligere Zhopman, sammen med to andre. Det viser research i blandt andet Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Fire måneder efter overlod han virksomheden, der sælger inventar til hospitaler, til medstifterne og sin søn.

Indkøbschefen fratrådte ifølge en aktindsigt sin stilling på Sygehus Lillebælt 17. september 2019. Dagen inden forlod indkøbschefens søn Careman. De to andre fulgte trop to uger efter, og her overtog den den ene stifters far ejerskabet. Den ene medstifter, en ung kvinde, er stadig direktør i virksomheden og sigtet i sagen.

Faderen er ved siden af ejerskabet af Careman medejer af og direktør for Foho ApS, der ligeledes sælger hospitalsinventar. Han er også sigtet i svindelsagen. Begge virksomheder har, bekræfter sygehuset, handlet med Sygehus Lillebælt og efterforskes i øjeblikket i svindelsagen.

Foho har desuden støttet fodboldafdelingen i Hover IF med minimum 35.000 kroner over syv år og har et reklameskilt hængende på stadion. Sponsoratet blev skaffet af den tidligere og sigtede indkøbschef, som i mange år virkede som klubbens sponsoransvarlige.

Annonce

Det er mærkeligt

Niels Nørgaard Pedersen overtog i 2008 ansvaret fra Per Askholm Madsen og var direktør på Sygehus Lillebælt frem til 2015. Han er i dag administrerende direktør på Odense Universitetshospital.

"Jeg har fra min tid som administrerende sygehusdirektør ved Sygehus Lillebælt ikke kendskab til et sygehussponsorat af en lokal fodboldklub," svarer han avisen i en mail.

Tilbage i Hover IF har formanden ikke tidligere tænkt meget over Sygehus Lillebælt-skiltet på tribunen. Men i dag erkender han, at det stikker ud i mængden.

- Det er da mærkeligt, at et sygehus reklamerer i en fodboldklub. Hvorfor skulle det det? Det er jo ikke der, man har lyst til at være kunde, hvis du forstår, hvad jeg mener, siger Leif Nygaard.

- Jeg kom først til som formand for fem år siden, så jeg aner intet om, hvad klubben havde af aftaler for syv og otte år siden, siger formand for Hover IF Leif Nygaard. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Midt i oprykningsfest: Minde om VB's storhedstid - og Brøndbys bratte fald - rykkes ned

Hedensted For abonnenter

Triax med stort underskud i årsregnskabet: - Det er vi ikke tilfredse med

Annonce