Annonce
Egtved

Hvordan kan Egtved trække flere turister til byen?

Tørskind Grusgrav besøges hvert år af tusindvis af danskere, der gerne vil se de store landskabsskulpturer. Egtved Udviklingsråd drømmer om at kunne lokke nogle af dem til at tage en overnatning eller to i Egtved, hvis der blev etableret et vandrerhjem i byen. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Området omkring Egtved tiltrækker tusindvis af mennesker hvert eneste år. Men hvordan får man flere af dem til at besøge selve byen og eventuelt bruge et par dage her?

Egtved: Der er masser at byde på i Egtved og omegn. Rundt om Egtved finder man smuk natur, blandt andet ved Tørskind Grusgrav, hvor man også finder Robert Jakobsen og Jean Clareboudts unikke landartskulpturer. Der er Bindeballe Købmandsgård, som årligt besøges af omkring 100.000 mennesker. Og om nogle år vil der forhåbentlig også være et stort oplevelses- og besøgscenter ved Egtvedpigens Grav.

Borgerne i Egtved er stolte af deres by. Det mærker man, hvis man færdes meget i byen, men det fremgik også med al tydelighed i en undersøgelse, Epinion foretog på vegne af Vejle Kommune i 2017. Ifølge undersøgelsen er Egtved-borgerne mere tilfredse end gennemsnittet - målt ud fra alle fire centerbyers svar i undersøgelsen - når det drejer sig om servicetilbud i byen, udvikling og lokalt engagement samt dét, der betegnes som herlighedsværdier, eksempelvis natur og kultur.

Derfor er borgere og foreninger i byen meget enige om et ønske om at få flere turister til byen og området generelt. Men hvordan gør man det? Det kunne meget vel blive noget af det, der bliver et emne, når Egtved og Vejle Kommune i år skal begynde at udarbejde en ny visionsplan for byens udvikling.

Annonce

Serie om visioner for Egtved

I 2020 skal Egtved-borgerne atter til at drøfte byens fremtidige udvikling i samarbejde med Vejle Kommune, når der skal udarbejdes en ny visionsplan.

Den seneste visionsplan er fra 2011, og flere af de ønsker, der står nævnt i den, er blevet helt eller delvist opfyldt siden.

Gennem en række artikler kan man her i avisen læse om nogle af de ting, der er sket i Egtved siden 2011, og om nogle af de områder, hvor der stadig er et stort udviklingspotentiale.

Måske Egtved-borgere vil blive inspireret til at tænke over, hvad de ønsker for deres by i de kommende år.

Flere busturister til byen

Ikke langt fra Egtved ligger den gamle Bindeballe Købmandsgård, som har et besøgstal på over 100.000 gæster om året. En stor del af de besøgende her kommer i hold i busser, ofte på 50-100 mennesker ad gangen, som kommer for at opleve den gamle købmandsstemning.

- Hvis vi kunne finde en velegnet busholdeplads i Egtved, kunne vi måske få nogle af de busser til at gøre holdt i Egtved også, siger Helle Wiese, næstformand i Egtved Udviklingsråd.

Men det er ikke den eneste slags bus, udviklingsrådet drømmer om at få til byen. Henover sommeren havde turister muligheden for at tage en shuttlebus, der tre gange om dagen kørte mellem Vejle Trafikcenter og Randbøldal Camping med stop ved blandt andet Jelling, Givskud Løvepark, Legoland og Lalandia. Endda ganske gratis. Optællinger viste, at over 1000 mennesker om ugen benyttede sig af den mulighed.

Desværre kørte shuttlebussen ikke forbi Egtved-området. Udviklingsrådet håber derfor, at shuttlebus-ordningen til næste sommer udbygges til også at dække Egtved og turistattraktionerne i nærheden.

Mangler overnatningssteder

Flere turister til Egtved er det klare mål, mener Egtved Udviklingsråd. Men samtidig kunne et mål være at forsøge at holde længere på de turister, der kommer til byen, ved at sørge for flere overnatningsmuligheder. I den seneste visionsplan fra 2011 blev det foreslået at omdanne den gamle foderstof-silo i Dalgade til et vandrehjem. Selvom siloen blev revet ned i 2014, er idéen stadig meget aktuel, mener Egtved Udviklingsråd.

- Jeg forestiller mig bestemt, at tanker om et vandrerhjem bliver en del af den nye visionsplan, vi skal i gang med at udarbejde i 2020. Der mangler sådan en overnatningsmulighed, for vi har så mange ting at byde på her i byen og omegn, lyder det fra Inger Pabst, der er formand for Egtved Udviklingsråd.

Blandt andet er der i Egtved-området et stigende antal cykel- og naturturister, som kunne være potentielle gæster til et vandrerhjem. Med attraktioner som Bindeballe Købmandsgård, Tørskind Grusgrav og forhåbentlig på et tidspunkt et oplevelsescenter ved Egtvedpigens Grav er der også stort potentiale for at trække gæster længere fra til at tage en overnatning i Egtved, mener hun.

- Og så ligger Egtved strategisk godt i forhold til blandt andet Legoland, Lalandia og Givskud Løvepark. Egtved ville være et rigtig godt overnatningssted at køre ud fra, mener Inger Pabst.

Der ville også være god mulighed for, at det ville gavne byens handelsliv, hvis flere gæster overnattede i byen og måske fik tid til at besøge de forskellige butikker, mener udviklingsrådsformanden.

Sådan et vandrerhjem kunne godt bygges på grunden, hvor den gamle foderstofsilo lå. Men det kunne også placeres i nærheden af hallen og den nye svømmehal.

- Så kunne det være, at man som gæst på vandrerhjemmet også fik lyst til at benytte vores nye svømmehal eller hallen, forklarer Inger Pabst.

Den smukke natur i Vejle Ådal trækker mange natur- og cykelturister til Egtved-området. Hvordan kunne man få flere af dem til at gøre holdt i Egtved - og eventuelt tage en overnatning? Arkivfoto: Mette Mørk
Over 100.000 gæster årligt besøger den hyggelige gamle købmandsgård i Bindeballe. Mange af dem i store busser - kunne man måske finde en måde at få busturisterne til at stoppe i Egtved? Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

Længe ventet rapport er landet: Motorvej øst om Billund giver bedst aflastning for E45

Annonce