Annonce
Egtved

Hvordan kan man løfte den gamle midtby?

Den gamle bykerne omkring Søndergade, Vestergade og Dalgade var engang byens centrum, og her var alle butikkerne samlet. Siden er de flyttet til Aftensang, og de gamle butikker er omdannet til boliger. Foto: Mette Mørk
Engang var Egtveds butikker samlet i den gamle bykerne ved Søndergade og Vestergade. I dag er butikkerne samlet langs Aftensang, og den gamle bykerne står lidt trist tilbage. Kan man finde en god måde at give den et løft på?
Annonce

Egtved: Engang var nordlige ende af Søndergade og Vestergade fyldt med butikker. Efterhånden som butikkerne begyndte at samle sig langs Aftensang, som i dag er Egtveds handelsgade, forsvandt butikkerne fra den gamle bydel. Her i efteråret flyttede Butik-112, der var den sidste specialforretning i området der flyttede, også til Aftensang.

Nu er blot en genbrugsbutik, Spejderloppen, tilbage foruden et pizzaria og nogle enkelte håndværker- eller servicevirksomheder.

Det er forståeligt nok, at butikkerne har valgt at samle sig et andet sted i byen, hvor der blandt andet er væsentlig bedre parkeringsmuligheder. Men det er samtidig lidt synd, at der ikke længere er et butiksliv i den gamle bydel, hvor der kunne være en anden fortættet handelsmidte end på Aftensang.

I den gamle bykerne bor nu i stedet blandt andet en del borgere, som lejer sig ind. En del af udlejerne bor ikke i byen, og de føler måske ikke det store behov for at vedligeholde husene, og derfor er der adskillige huse i den gamle bykerne, der ser slidte og triste ud.

Serie om visioner for Egtved

I 2020 skal Egtved-borgerne atter til at drøfte byens fremtidige udvikling i samarbejde med Vejle Kommune, når der skal udarbejdes en ny visionsplan.

Den seneste visionsplan er fra 2011, og flere af de ønsker, der står nævnt i den, er blevet helt eller delvist opfyldt siden.

I de kommende uger vil man her i avisen kunne læse om nogle af de ting, der er sket i Egtved siden 2011, og om nogle af de områder, hvor der stadig er et stort udviklingspotentiale.

Måske Egtved-borgere vil blive inspireret til at tænke over, hvad de ønsker for deres by i de kommende år.

Annonce

Grøn asfalt eller blomsterkrukker

Selvom der er gjort meget for at give området omkring Søndergade, Vestergade og Dalgade et ordentligt løft, virker det stadig noget forladt, og det hænger ikke ordentlig sammen med den nye midte i byen ved Aftensang.

Når man kommer til byen sydfra, kan man godt få en fornemmelse af Egtved som en by, der er gået lidt i stå, hvis man kun ser den gamle bydel og så kører videre mod Billund. Og det er synd, for byen har faktisk rigtig meget at byde på.

Kunne man måske gøre noget visuelt for at lede udefrakommende til den del af byen, hvor butikkerne ligger, og hvor den daglige puls findes? Kunne man tænke ud af boksen og finde på noget mere iøjnefaldende end et facademaleri af et skilt, der tidligere har været malet på en endegavl i Søndergade?

Kunne man lægge grøn asfalt på op ad Søndergade, videre ad Kirkevej og hen til Aftensang, så man som bilist udefra blev lokket til at finde ud af, hvor den grønne asfalt fører hen? En slags grøn tråd mellem den gamle og den nye bykerne? Om det overhovedet er muligt i forhold til gældende regler, vides ikke - men det kunne da undersøges. Eller kunne man hænge blomsterkrukker med farverige blomster op langs vejene for at signalere en sammenhæng? Måske findes der er en finurlig idé, der kan binde byen bedre sammen?

Når Egtveds borgere og Vejle Kommune til næste år skal i gang med at udarbejde en ny visionsplan for byen, vil det være oplagt at kigge på, hvordan man leder folk sydfra videre til den nye bykerne. For Egtved har meget mere at byde på, end hvad man måske lige oplever, hvis man kun ser den gamle bymidte.

Annonce

Stadig mulighed for tilskud

I 2012 afsatte Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i alt 2,35 millioner kroner til byfornyelse af den gamle bykerne i Egtved på betingelse af, at Vejle Kommune stillede med det dobbelte, altså 4,7 millioner kroner. Kommunen var hurtig til at gribe muligheden og fandt de betingede midler.

Gennem en række cafémøder, spørgeskemaer og et borgermøde blev der i 2013 vedtaget et byfornyelsesprogram for området, som blandt andet medførte, at veje, fortove og de grønne områder i den gamle bymidte fik en kærlig og tiltrængt hånd. Og det pyntede en del.

- I udviklingsrådet var vi af den klare holdning, at hvis området virkelig skulle have et løft, var det ikke nok at kigge på veje og grønne områder. Man var også nødt til at løfte boligmassen i området, fortæller formand for Egtved Udviklingsråd, Inger Pabst.

Det lyttede Vejle Kommune til, og der blev afsat to millioner til bygningsforskønnelse. Boligejere, der havde boliger i området, som er bygget før 1960, kunne få op til en tredjedel i tilskud ved kommunen ved bygningsforskønnende tiltag. Den mulighed har enkelte boligejere benyttet sig af, men der er faktisk stadig omkring en million kroner i puljen, oplyser Søren Nellemann, byplanlægger ved Vejle Kommune.

Kunne man gøre andet for at lokke boligejerne til at give deres huse en forskønnende renovering?

- Hvis det for alvor skal rykke noget i forhold til forskønnelse af den gamle midtby, så skal der gerne være nogle flere, der er med på at renovere deres boliger, fortalte han i starten af november i en artikel om støttemuligheden.

Flere af boligerne i Søndergade bærer stadig præg af engang at have været butikker og har store glaspartier ud til vejen. Da det ikke er alle, der ønsker, at forbipasserende får frit indkig i deres hjem, ser man i Søndergade en del nedrullede gardiner hele dagen. Det er forståeligt nok, men det er med til at give et trist og øde indtryk. Foto: Vibeke Frost Oxholm
Kunne man gøre noget for at gøre noget ved Søndergade, for at gøre den centrale gade mere imødekommende, og som måske samtidig kan lede besøgende op til den nye bykerne ved Aftensang. Foto: Vibeke Frost Oxholm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Sådan ruster vi EU til fremtiden

Vejle

Flere corona-krav til Bryggen: Nu holder opsynsmænd øje med din hygiejne

Annonce