Annonce
Erhverv

I 2016 gik tankanlæg op i flammer: Nu rejser Dan Gødning tankene igen

Sådan så Dan Gødnings tanke ud efter storbranden på havnen i 2016. Tankene blev revet ned, men det har ligget i kortene, at tankene skulle genopføres. Nu har Fredericia Kommune givet byggetilladelse til nye tanke, som kun skal opbevare gødningsstoffer og ikke palmeolie, som den aften i februar var årsag til en brand, der gik over i historien. Arkivfoto: Mads Hansen
Fire store og to mindre tanke til gødningsprodukter skal opføres på grunden, hvor der i 2016 opstod storbrand i virksomhedens tankanlæg. Der opføres ingen tanke til palmeolie. Dan Gødning har netop modtaget byggetilladelse.

Fredericia: Dan Gødning A/S opfører nu et nyt tankanlæg på grunden, hvor virksomhedens gamle tanke for snart fire år kollapsede og var årsag til storbrand. Mandag modtog virksomheden byggetilladelse til at opføre et nyt tankanlæg. Det oplyser virksomheden og ADP A/S i en fælles pressemeddelelse.

- ADP har haft en mangeårig lejeaftale med Dan Gødning, og vi har haft en forventning til, at Dan Gødning ville bygge nye tanke på Fredericia Havn. Flydende bulk er ét af vores største forretningsområder, og Dan Gødnings forretning er derfor vigtig for Fredericia Havns fremtidige udvikling, siger Rune D. Rasmussen, CEO for ADP A/S.

Havneaktiviteterne på Fredericia Havn skaber arbejdspladser og vækst via godsgennemstrømning, så derfor ser ADP frem til igen at få aktivitet på det store areal i Møllebugten.

Annonce

Det nye anlæg vil derfor kun omfatte gødningsprodukter. Der vil således heller ikke oplagres brændbare produkter på det nye anlæg.

Adm. direktør for Dan Gødning A/S Kenneth Frederiksen

Nye tanke lever op til krav

De nye tanke kommer til at leve op til gældende miljøkrav og er specielt designet til oplag af gødningsstoffer.

- Det er en stor forbedring i forhold til tidligere, konstaterer René Olesen, koncernchef for Teknik og Miljø i Fredericia Kommune.

Det nye tankanlæg kommer til at bestå af fire store tanke og to mindre tanke, og administrerende direktør for Dan Gødning A/S, Kenneth Frederiksen, udtaler i pressemeddelelsen:

- Fredericia Havn er med dens centrale placering og store vanddybde vigtig for vores gødningsforretning, og vi ser derfor frem til at opbygge et nyt moderne tankanlæg på Fredericia Havn. Firmaet Nagro A/S, der arbejder med palmeolie, har valgt at flytte aktiviteterne til Aarhus Havn. Det nye anlæg vil derfor kun omfatte gødningsprodukter. Der vil således heller ikke oplagres brændbare produkter på det nye anlæg, siger Kenneth Frederiksen.

Under storbranden 3. februar 2016 var det netop brand i palmeolien, der betød, at branden blev så voldsom og langvarig, at det var nødvendigt at evakuere flere hundrede beboere i Prangervejskvarteret.

Udover byggetilladelse har Dan Gødning modtaget VVM-screeningsafgørelse, og man vil inden længe kunne gå i jorden på arealet i Møllebugten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce