'I am so sorry. But your king is dead.' Jørgen fra Vejle husker nøjagtigt, hvor han var, da han hørte om kong Frederik IX's død

FREDAG 14. JANUAR 1972

Jeg møder ham i tehuset på pladsen bag hovedpostkontoret i Bagdad.

Et tehus som de fleste andre tehuse. Små træborde med hårde træstole, bordene står tæt sammen, tomme vægge, der engang har været hvide, fyldt med skæggede mænd, der højrøstede snakker med hinanden, spiller domino og ingen kvinder.

Det er søndag eftermiddag, og tehuset er fyldt. Alle drikker te og alle kigger op, da jeg kommmer ind, og et øjeblik er der næsten tavshed.

Det er tydeligvis ikke hver dag, der kommer en lyshåret, rødskægget europæisk udseende mand ind på deres cafe.

Vi sidder ved samme bord og falder hurtigt i snak. Han er på min alder, studerende i Bagdad og taler et udmærket engelsk. Han fortæller hurtigt, at han ikke er iraker, men kurder. Det er meget vigtigt for ham at få det fortalt.

”I tell you, you must see my country, the mountains, meet my people and you will have to meet Mullah Mustafa Barzani. Come with me, I will show you Kurdistan.”

Vi får mere te. Stærk og med meget sukker, serveret i små glas. Glassene er buede og brune af gammel te, der ikke er vasket af, men teen smager vidunderligt.

”Come with me. I will show you Kurdistan.”

Vi aftaler at mødes næste dag klokken 10 på Dolmus-pladsen - dolmus er de små busser, der kører, når der er passagerer nok - i udkanten af byen, omfavner hinanden, og jeg går tilbage til bussen.

Til aftenmødet fortæller jeg om mit møde og min aftale næste dag. Jeg vil til det ”befriede” Kurdistan. Vi har nu rejst i to måneder og har forlængst aftalt, at vi altid rejser to og to.

Marianne vil med mig. Vi aftaler, at vi skal møde "bussen" - resten af danskerholdet - igen i Damaskus eller Amman.

Vi er i god tid på Dolmus-pladsen. Den ene minibus efter den anden kører, mange i vores retning mod Kirkuk. Vi har vænnet os til tiden som et meget bredt begreb, men ved middagstid begynder vi at ane, at min ven nok ikke dukker op.

Hurtigt beslutter vi, at så må vi selv rejse. Mullah Mustafa Barzani er en legende, og udsigten til at møde ham er fantastisk.

Vi kryber ind i en dolmus, der meget hurtigt bliver fyldt op af irakere og kurdere med masser af gamle tasker, sække, poser og fyldte kurve med frugt og grønsager. En herlig duft af krydderier blandet godt og grundigt med sur armsved breder sig hurtigt.

Mit sidste bad var i Afghanistan og lidt tøjvask i Iran, så jeg føler mig godt hjemme. Tom og jeg har været ved barber et par dage før, så mit ellers lange skæg er nu som de øvrige mænds et par dage gammelt.

Den lange tur til Kurdistan begynder. Alle ville snakke med os, så fagter og tegnsprog er med til at gøre rejsen sjov og spændende. Der er uafbrudt kontrolposter, aldrig er der blevet set så meget i mit pas. Og som vi nærmer os den kurdiske del af Irak, bliver kontrollerne oftere og mere grundige. Men vi når Kirkuk hen på aftenen.

Vi ved, at Mullah Mustafa er i bjergene i den del, der under våbenhvilen er kontrolleret af kurderne, så næste dag finder vi det Kurdiske Demokratiske Partis (KDP) hovedkontor i Kirkuk.

De griner ad os.

”Do you really think, that it is possible?” ler de.

Vi har gennem vores lange rejse lært, at intet er umuligt, når bare man er stædig og overbevisende nok. Så efter en times tid frem og tilbage får vi en officiel passerseddel til det befriede område og får at vide, at Mullah Mustafa måske er i Halabja - en lille landsby en dagsrejse fra Kirkuk og i det kæmpe bjergområde, der strækker sig langt ind i Iran, og langt væk fra dolmus og busser.

Så det er igen tommelfingeren.

Inden vi når helt op bjerglandet, kommer vi til en grænsekontrol og for første gang en kontrol bevogtet af kurdere. Kurdere i farvestrålende tøj med posebukser, flot bundne klædestykker på hovedet, patronbælter og maskinpistoler på ryggen. Nu er vi her.

Sidst på eftermiddagen kommer vi til landsbyen. To rækker huse med en jordvej i midten.

Hvor er Mullah Mustafa Barzani?

Vi finder byens tehus. Et lille firkantet rum med jordgulv, en lille disk og nogle små borde med skamler rundt om.

Alle kikker på os. Vi bestiller te med brød og ris og spørger temanden:

“Do you know, where we can find Mullah Mustafa Barzani?”

Temanden ser længe på os, gæsterne ser på os, og alle trækker på skulderne og ryster på hovedet.

”Do you speak English?”

Igen trækker først temanden så alle gæster på skuldrene og ryster på hovedet.

Timerne går. Det bliver mørkt udenfor. Temanden tænder for petromaxene. Men udenfor er der helt mørkt. Ingen neonskilte, ingen gadelysingen lys i husene. Kun mørke. Nye gæster kommer til. Mange blot for at se os, andre for at spille domino. Og naturligvis kun mænd. Aftenen går. Vi snakker lidt om natten, hvor skal vi sove, hvad gør vi?.

To unge mænd kommer ind. De er klædt i farvede posebukser, lammeskindsveste, patronbælter og med maskinpistoler på ryggen. De snakker med temanden. Han peger på os, og de kommer hen til vores bord.

”You will like to meet Mustafa Barzani?” spørger den ene på meget dårligt engelsk.

Vi nikker.

”Come.”

Vi rejser os og følger de to. Vi går ud i mørket, hen til en jeep, og bliver sat på bagsædet. Den ene kører, den anden sidder halvvejs vendt mod os og med maskinpistolen i skødet. Vi kan intet se i mørket, men mærker, at vi kører i bjerge og på dårlige veje, op og ned og rundt og rundt. Men hvor hen?

”No English” er det eneste, vi får ud af dem.

En evighed senere ser vi en lampe, og jeepen standser uden for et stenhus. De peger med maskinpistolerne, vi går ind og bliver vist ind på et lille værelse med to brikse.

”Sleep here,” siger den ene. Vi får vist toilettet - et lille rum med hul i jorden. Uden for vores værelse står en vagt med maskinpistol.

Vi er spændte: hvor er vi, hvem er de, hvad sker der i morgen? Vi sover. Det har været en lang dag.

Næste morgen vækker vagten os og følger os ind til et overvældende morgenbord med friskbagt fladbrød, æg, mælk og te. Vi er sultne.

Vi venter og formiddagen går. Der er ingen vinduer i vores værelse, så vi har stadig ingen anelse om, hvor vi er og hvad der vil ske.

Endelig. En ung mand klædt som de andre og med maskinpistol kommer ind.

”Hello,” siger han. ”Welcome to us.”

Han fortæller, at vi er i en peshmerga-lejr. I lejren bor der flere hundrede peshmergaer - frihedskæmpere, oprørere, på kurdisk: ”De, der går døden i møde”.

De venter på, at krigen mod Irak bryder ud igen. Mullah Mustafa Barzani er her ikke, men han kommer i løbet af ugen, så hvis vi vil være deres gæster indtil da.

Det vil vi gerne.

De næste dage kører vi og går ture rundt i det smukke bjerglandskab - hele tiden i selskab med unge peshmergaer. De er stolte af deres land og fortæller om deres liv. De er stolte af deres sejre, de er stolte af deres kamp for et selvstændigt Kurdistan. 30 millioner kurdere er uden egen stat. Det største folk i verden uden selvstændig stat.

De ved, de snart skal i kamp igen, våbenhvilen er meget skrøbelig.

Vi taler om døden, om et liv uden krig, om det eneste, de har lært: at slås. Vi taler om frihed og om at leve i et selvstændigt og demokratisk land. Vi deler tobak med hinanden og ruller vore cigaretter, mens vi taler om kærlighed, muligheder for et godt liv og fred. Jeg bytter min varme blå duffelcoat og får i stedet en fåreskindsvest, der hænger på mig i flere år.

Mange år senere fortalte forfatteren Carsten Jensen om sine besøg hos de danske soldater i Afghanistan. Og om, at han aldrig havde oplevet unge mænd tale så meget om livet, døden, kærligheden og meningen med det hele. ”Der er ikke plads til øl, fisse og hornmusik.”

Mullah Mustafa kommer ikke. Vores skuffelse er stor. Men de sidste dage med de mange snakke har fyldt os. Én af Barzanis ledende folk kommer og vil meget gerne møde os.

Vi får en lang samtale med ham. Han fortæller om det kurdiske folk, det splittede land, historien, de rige olieområder omkring Kirkuk og Mosul, om Englands og Frankrigs store svigt efter Første Verdenskrig, hvor kurserne var blevet lokket med i krigen mod lovning om en selvstændig stat, og om hvad vi kan gøre, når vi kommer hjem:

”Fortæl om Kurdistan, vores folk, vores kamp og undertrykkelsen af vores folk.”

Vi bliver kørt til Kirkuk af to peshmergaer. De afleverer os hos KDP. Nu har vi været i det befriede Kurdistan, og nu er vi vigtige gæster.

Vi sidder otte rundt om bordet. Vi er inviteret af Det Kurdiske Arbejderparti og sidder nu på det, der må være Kirkuks fornemste restaurant sammen med seks ledende mænd.

De er klædt i traditionelt kurdisk tøj med posebukser, lammeskindsveste, hovedbeklædning, patronbælte og med maskinpistoler hængende på stoleryggene. Vi kan fornemme en krydret duft fra køkkenet, der næsten overdøver den stærke hørm af gammelt mandesved.

Endelig kommer forretten ind. En tallerken bliver sat foran mig og overdøver mandesveden. Jeg ser nysgerrigt på min velduftende tallerken og opdager to øjne, der stirrer på mig. Øjnene sidder fast i et kogt fårehoved, kvalmen og panikken vælter frem.

”Hvad gør vi?” hvisker vi til hinanden.

”Vi er gæster, og vi opfører os ordentligt” hvisker Marianne tilbage.

Vore værter kaster sig med store smil og glæde over fårehovederne. Øjnene først. Det er ikke nødvendigt med kniv eller gaffel for at få dem ud. Langsomt får jeg det første øje i munden. Kvalmen og øjet vokser i munden.

Jeg lukker øjnene og tygger et par gange, sluger øjet og skyller hurtigt efter med et stort glas vand. Forsigtigt får jeg det andet øje i munden og gentager hurtigt øvelsen og får øjet ned. Vore værter snakker og smasker vellystent og har ingen anelse eller tanke om, at dette fantastiske måltid måske ikke er vores livret. Efter øjnene bliver det kogte og velkrydrede kød skrabet af hovedet.

Resten af måltidet har jeg glemt.

Vi stopper tilbage til Bagdad og derfra videre til Jordan og Amman, hvor vi begynder at spørge efter vores bus. En ung mand, der taler godt engelsk, fortæller os, at han har set en bus foran radiohuset. Han vil vise vej. Vi går. Det er sent om aftenen. I snakken spørger han, hvor vi kommer fra.

Jeg fortæller, at vi er fra Danmark.

Pludselig stopper han op, ser meget alvorligt på mig og siger:

”I am so sorry. But your king is dead.”

I en tid, hvor mange i Mellemøsten aldrig har mødt eller set en europæer, og Danmark er hovedstaden i Sverige.

Denne unge mand ved, at kongen af Danmark - Frederik den Niende - er død.

Det er fredag den 14. januar 1972.