Tavshed: I mere end to et halvt år har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse kendt til en stor forurening med giftstoffet PFOS i Hessellund Bæk, der ligger tæt ved Karup Å. Det viser en rapport, Avisen Danmark og Radio4 har fået aktindsigt i.
Alligevel bortforpagtede forsvaret i perioden jorden og bækken ud til en kvægbonde, der har haft kødkvæg til at græsse på arealet.
Først indenfor den seneste måned har Forsvaret orienteret kvægbonden om, at han ikke må benytte den forurenede bæk, og at græsset omkring bækken ikke må bruges til foder.
I Korsør blev flere end 100 borgere forgiftet med PFOS, efter at have spist oksekød fra kvæg, der græssede på en eng nær den lokale brandskole, hvorfra forureningen havde spredt sig. Stoffet PFOS, der i årtier har været brugt i brandslukningsskum kan både være kræftfremkaldende og skade immunsystemet, og flere børn i Korsør har fået målt forhøjede nyre- og kolesteroltal efter at have spist oksekødet gennem en årrække.
Ud fra rapporten om PFOS-forureningen fra Flyvestation Karup vurderer professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet Philippe Grandjean, at der er ligheder mellem sagen fra Korsør og forureningen ved Hessellund Bæk.
- Det ligner Korsør-sagen. I begge tilfælde stammer forureningen fra brandskum, der er vasket ud med regnvandet, og videre til en mindre bæk, der løber gennem en eng, hvor køer græsser. De niveauer, der er målt i Hessellund Bæk er rigtig høje, og derfor kan jeg godt frygte, der er sket en betydelig forurening af kødet, siger han.
Målte store overskridelser
Bjarne W. Strobel, lektor i Miljøkemi på Københavns Universitet vurderer også, at kødet kan være forurenet.
- Jo mere kvæget drikker af åen, jo større er risikoen selvfølgelig for, at kvæget kan være forgiftet. Hvis det er kvægets hovedkilde til vand, så vil man formentlig kunne spore forhøjede værdier af PFOS, siger han.
I både 2019 og 2020 blev der målt værdier af PFOS i vandet fra Hessellund Bæk, der var op til 55 gange over miljøkvalitetskriteriet.
Alligevel er det først nu, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har fået taget prøver af græsset. Der er ikke blevet taget prøver af oksekødet, men det bør også ske, lyder det fra Philippe Grandjean.
- Jeg synes helt klart, man bør undersøge kødet. Køer spiser ikke kun græs, de drikker også vand. Vi ved at vandet i bækken er kraftigt forurenet. Derfor er man nødt til at måle, hvor meget der er i kødet, siger han.
Kendte ikke til kvæg på arealet
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at den har anlagt ”et forsigtighedsprincip”.
- Da Ejendomsstyrelses jordforureningssektion bliver bekendt med, at der er dyr på området, der har adgang til at drikke fra bækken, undersøges forholdene, og der rettes henvendelse til forpagteren.
Styrelsen forklarer desuden, at dens jordforureningssektion ”ikke har haft viden om, hvilke områder der er forpagtet ud og til hvilken anvendelse”. Men at de informationer i kølvandet på Korsør-sagen nu bliver holdt op mod hinanden.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse vil nu klarlægge, om der er tale om en lignende sag som den i Korsør, men påpeger, at niveauerne, der indtil nu er målt i Hessellund Bæk ligger langt under de niveauer, der er fundet i Korsør.
Fraråder at spise kødet
Miljøkvalitetskriteriet er dog stadig overskredet med en faktor 55 ved Hessellund Bæk. Derfor fraråder professor Philippe Grandjean, at man spiser kød fra det forurenede område, indtil analyser har vist, at det er sikkert.
- Det jeg er mest bekymret over er, at kødprodukterne måske er blevet forurenede, og så er det os det går udover, når vi spiser kødet, præcis som i Korsør. Vi har et problem med at sikre vores landbrugsproduktion mod at blive forurenet med de her meget persistente stoffer, som samtidig er uhyre giftige, siger han.
Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Syddansk UniversitetDet, jeg er mest bekymret over er, at kødprodukterne måske er blevet forurenede, og så er det os det går udover, når vi spiser kødet, præcis som i Korsør.
Samtidig vurderer han, at der er et behov for bedre kommunikation mellem forskellige styrelser og afdelinger, når det kommer til PFOS.
- Der er helt klart et kommunikationsbehov. Det er et problem, at man ikke ved, hvem der har bolden. Er det forsvaret, som ikke har en miljømedicinsk afdeling? Eller er det en styrelse, som forsvaret burde have konsulteret? Det kan hurtigt blive meget indviklet, og derfor er der også i Folketinget blevet efterlyst en myndighed, som siger, at nu tager vi styringen på det her, så der bliver sat en systematisk indsats i gang, hvor vi får taget de rigtige prøver i miljøet, fødevarer og blodprøver fra mennesker, der har været udsat for de her stoffer. Vi har ikke en systematisk indsats i dag, siger han.
- Det er virkelig rystende
Carl Valentin, miljøordfører for Socialistisk Folkeparti vil tage forsvarets håndtering af forureningen fra Flyvestation Karup og den sene orientering af kvægbonden op med miljøministeren.
- Det er virkelig rystende. Forsvaret er jo normalt undtaget fra miljøbestemmelserne, men det er ikke undtaget fra at tage hensyn til befolkningen. Ministeren skal hurtigst muligt danne sig et overblik over forureningerne, når forsvaret tydeligvis ikke selv kan finde ud af at håndtere det. Borgerne skal kunne være trygge ved, at det de spiser ikke er forgiftet med PFOS, siger han.
Hvad er PFOS?
PFOS er ét ud af en række flourstoffer, der går under den fælles betegnelse PFAS.
PFOS blev udviklet af en amerikansk virksomhed i 1949. Stoffet er vand- og fedtafvisende, og er derfor tidligere blevet brugt i et hav af ting, vi bruger i hverdagen - blandt andet regntøj, stegepander, tandtråd, pizzabakker og brandskum.
I starten af 2000'erne fandt man ud af, at stoffet er sundhedsskadeligt. Forskning fra EU og USA peger på, at høje værdier af PFAS kan øge risikoen for forhøjet kolesteroltal, påvirkning i leveren, forhøjet blodtryk og stofskiftesygdomme samt påvirkning af immunsystemet med nedsat effekt af vacciner hos børn.
Ved graviditet kan høje værdier af PFAS medføre let nedsat fødselsvægt samt let øget risiko for forhøjet blodtryk og svangerskabsforgiftning.
Flere studier har desuden vist sammenhæng mellem høje PFOS-værdier og en øget forekomst af nyrekræft og testikelkræft.
PFOS er meget svært at nedbryde. Det har været forbudt at bruge PFOS siden 2011. Allerede i 2006 blev stoffet forbudt i brandskum i Danmark, men det var tilladt at bruge restlagre frem til midt i 2011.
Jacob Jensen, miljøordfører for Venstre, vil også lægge pres på miljøministeren for at få et overblik over, hvor der er forureninger, også på forsvarets område. Han mener, det er problematisk, hvis manglende kommunikation mellem forsvarets afdelinger resulterer i, at der ikke reageres på en forurening. Samtidig opfordrer han til, at forsvaret tager ved lære af Korsør-sagen.
- Der har man undersøgt kødet. Derfor er det også nærliggende at gøre her. Det er meget tæt på at være en parallel historie, siger han.
Forsvarsministeren kræver en forklaring
Avisen Danmark og Radio4 har forsøgt at få et interview med miljøminister Lea Wermelin (S). Men miljøministeriet henviser i stedet til forsvarsminister Trine Bramsen (S).
Trine Bramsen skriver i en skriftlig kommentar, at hun har bedt Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse om en forklaring:
- Jeg har selvsagt en forventning om, at de relevante myndigheder reagerer på mistanker - uanset om det handler om svindel, sundhed eller trusler. Jeg har ingen grund til at tro, at nogen bevidst skulle have undladt at reagere, men har bedt om en forklaring på, hvorfor der er handlet som der er. Det er ikke mindst afgørende for at sikre opmærksomheden fremadrettet.
Kvægbonden har ikke ønsket at stille op til interview, men bekræfter, at han de seneste syv år har haft højlandskvæg på arealet omkring Hessellund Bæk.
Radio4 Morgen taler mandag med Thomas Damgaard, der er chef for Natur og Miljø i Viborg Kommune. Det overrasker ham, at der går græssende køer på området ved Flyvestation Karup. Hør interviewet her.
Du kan også høre fra Walter Brüsch, geolog ved Danmarks Naturfredningsforening, der mener, det er en meget alvorlig situation. Hør ham forklare det herunder.