Annonce
Hedensted

I Hornborg mødes man på sportspladsen - også til sankthans

Når man tænder bål er det vigtigt også at have vand ved hånden. En situation som Hornborgs børn var helt med på, da der tirsdag blev fejret sankthans på landsbyens sportsplads. Foto: Mads Dalegaard
Corona kunne ikke afholde borgerne i Hornborg fra at fejre sankthans. Bålet blev selvfølgelig tændt på landsbyens sportsplads, der med nyopsatte trampoliner og en stor multihytte er blevet genoplevet som landsbyens samlingssted.
Annonce

Hornborg:  En håndfuld børn hopper i badetøj og vådt tøj, der med fordel kunne have været badetøj, rundt på trampolinerne. Bag ved dem står en heks, næsten lige så stor som de tørre pinde under den, parat til at flyve til Bloksbjerg, og på tæpper på græsset lidt væk sidder en flok småsnakkende voksne, der forsøger at holde hunde og en enkelt kat væk fra maden på tallerknerne.

Vi er til sankthans i Hornborg. Sidste år var 70 lokale borgere med til at markere dagen, hvorfra de lyse timer svinder. I år har coronaen, som så mange andre steder sat sit præg på festlighederne, og et noget lavere antal har fundet vej til bålet.

- Under coronatiden er vi blevet bedt om at udvise samfundssind. Vi skal ville hinanden det bedste, og det vil vi i Hornborg. Vi skaber fællesskaber og kun derigennem bliver vi en landsby. Tænker vi kun på os selv, er vi bare en tilfældig samling huse, siger Søren Friis, da han lidt senere holder årets båltale.

Han er blandt de mange lokale, der de seneste år har været med til at rejse tusindvis - ja hundrede-tusindvis af kroner fra fonde, kommunale puljer, EU-midler m.m. til at omdanne den lidt forsømte sportsplads midt i den 126 husstande store landsby til hele byens samlingssted.

Annonce

Kommunen skubbede i gang

Det er efterhånden nogle år siden byens sidste fodboldhold begyndte at spille i nabobyen, hvor der var lys på banen. Så da det for tre år siden blev Hornborgs tur til at få 50.000 kroner af Hedensted Kommune i borgerbudgetteringsmidler, blev det startskuddet til en vision om at skabe nyt liv på det centrale stykke græs.

Søren Friis holdt årets båltale, hvor han bl.a. talte om vigtigheden af inkluderende fællesskaber. Foto: Mads Dalegaard

Siden er det ene efter det andet projekt blevet til virkelighed. Først kom der en bålplads, derefter et overdækket busskur, og som det seneste skud på stammen to trampoliner og en stor samlingshytte og naturskole, der blandt andet kan bruges som udgangspunkt til natur-aktiviteter for landsbyens børn. Plakaterne på væggen med fauna og flora indbyder i hvert fald til at gå på opdagelse i områdets natur og der vil inden længe også komme et skab op med fiskenet med videre.

- Vi bor lige ved siden af og kan se, hvor mange der kommer på sportspladsen nu i forhold til før. Især trampolinerne tiltrækker mange, og der kommer endda også nogle fra nabolandsbyerne hertil, fortæller Trine Kruse Friis, mens datteren bekræfter, at sportspladsens trampoliner altså også er meget bedre end den hjemme i haven.

Annonce

Er lykkes

Selvom fremmødet til årets sankthans nok ikke er helt så stort som håbet, og der endnu er flere ting på ønskelisten til sportspladsen, blandt andet en multibane, flere borde-bænkesæt og bedre baner til petanquespillerne, er ingen i tvivl om, at visionen er lykkedes.

Alene de omkring 25 børn, der nu i samlet flok står og venter på bussen under tag i det nye busskur i stedet for at stå i hver sin ende af byen i regn og rusk er en succes og med til at øge fællesskabet i byen.

- Meningen med det hele er jo, at det skal blive bedre at bo i Hornborg. Kun, hvis vi selv skaber noget, er vi noget, konstaterer Marianne Gundersen formand for Hornborg Lokalråd, inden hun tænder bålet.

Selvom der sidste år var 70 til sankthans i Hornborg, var der ingen risiko for at bryde forsamlingsforbuddet på 50 i år. Foto: Mads Dalegaard

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Midt i oprykningsfest: Minde om VB's storhedstid - og Brøndbys bratte fald - rykkes ned

Hedensted For abonnenter

Triax med stort underskud i årsregnskabet: - Det er vi ikke tilfredse med

Annonce