Annonce
Hedensted

I mål efter 43 dage på tur rundt om Danmark i kajak: Det primitive liv har givet Søren stof til eftertanke

Søren Walter satte hånden på grænsestenen ved Kruså onsdag efter at have tilbagelagt 1300 kilometer i kajak. Det tog ham halvanden måned at ro rundt om Danmark. Turen har været en kæmpe oplevelse. Den har også været hård. Han er sluppet fra den uden skader, men ryg og krop er lidt øm. Privatfoto.
59-årige Søren Walter fra Tørring har fuldført den 1300 kilometer lange kajaktur, han satte ud på i begyndelsen af juni.
Annonce

Tørring: Et eventyr af de mere krævende er slut for Søren Walter.

Den 59-årige mand fra Tørring roede i begyndelsen af juni ud på en 1300 kilometer lang kajaktur, der begyndte i Vidå Slusen i Tønder Kommune og skulle bringe ham Danmark rundt.

Onsdag, 43 dage senere, nåede han sit mål, da han satte hånden på grænsesten nummer et ved Krusåens udløb i Flensborg Fjord.

Her stod Søren Walters forældre, børn og børnenes mor med dannebrogsflag for at modtage ham.

- Det var en god måde at afslutte turen på. Det var en glad dag. Den var også lidt vemodig. Jeg var ude at ro, fordi jeg gerne ville. Det er halvanden måned, der er gået med noget, jeg godt kan lide, siger Søren Walter.

Annonce

En god slankekur

Han har levet et simpelt liv ude på vandet.

Dagene er gået med at ro, spise, slå lejr og sove.

Diæten har primært bestået af frysetørret mad, dåsemakrel og rugbrød, men også grillmad, når muligheden har budt sig.

- Jeg har spist alt, hvad jeg er kommet i nærheden af, men jeg har smidt fem kg. Så det har været en god slankekur, siger han og griner.

Annonce

Sengen har været savnet

Onsdag efter at være kommet i land kørte Søren Walter og familien forbi et sted, der serverede bøf med bløde løg og kartofler.

Depoterne blev fyldt op, inden turen fortsatte hjem til Tørring, hvor den stod på rengøring af grej og tøjvask inden et glædeligt gensyn med egen seng.

- Jeg så også lidt fodbold og nyheder. Det var rart at blive opdateret. Jeg har overhovedet ikke set fjernsyn eller hørt radio i halvanden måned, siger Søren Walter.


Det er fantastisk at være rundt og se Danmark, at være ude i naturen og at snakke med en masse mennesker, man møder undervejs.

Søren Walter


Annonce

Godt for hovedet

Han drog ud på kajakturen efter at være have mistet sit arbejde som driftsleder i passagerafdelingen i Billund Lufthavn som følge af coronakrisen.

Ude på vandet har han haft ro til at gøre sig tanker om livet og fremtiden, og samtidig har han fået Danmark at se fra en anden side og mødt en masse mennesker.

- Det har været en kæmpe oplevelse. Det gør noget godt for én. Det er helt sikkert, siger Søren Walter og fortsætter:

- Det er rart at komme ud og leve primitivt og komme hjem igen i den varme stue. Man finder ud af, hvor godt man har det, og hvor lidt man egentlig har behov for, hvis det skulle være. Det giver stof til eftertanke.

Søren Walter havde telt, sovepose og luftmadras med i sin kajak. Her ses hans teltplads i Thyborøn. Selvom det primitive liv har haft sin charme, så er han glad for at være kommet hjem til en varm stue og en rigtig seng. Privatfoto: Søren Walter
Annonce

Var også rundt i 2014

Han roede også "Danmark rundt" i 2014.

Dengang tog han Bornholm med og var udsat for hårdere vind og vejr end denne gang.

Tror du, det bliver til en tredje tur?

- Nej, det tror jeg ikke. Jeg skal ud på lange ture igen, men det bliver nok ikke lige Danmark rundt. Men det sagde jeg nu også efter den første tur, siger han og griner.

Søren Walter har tænkt sig at nyde resten af sommeren sammen med sin kæreste og derefter tage nærmere stilling til, hvad han vil lave resten af sit arbejdsliv. Det må gerne have noget med friluftsliv at gøre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce