Vejle: Efter flere måneder med forhindringer for biltrafikken er situationen i Vejle så småt på vej tilbage til det mere normale.
Tirsdag markerede afslutningen på fire måneder uden biltrafik over Rådhustorvet, og torsdag er det så tunnellen under jernbanen ved Gammelhavn og Sjællandsgade, der genåbner.
Trafikken blev brat afbrudt mandag 21. oktober, da en ødelagt hovedvandledning underminerede forbindelsen mellem Sønderbrogade og Toldbodvej. I første omgang var der stærkt bekymrede miner i forhold til at få genetableret tunnel-konstruktionen i et område, der både rummer jernbane og Sønderåen plus en stor kloakhovedledning.
Men det viste sig, at arbejdet var knap så kompliceret som ventet, og efter kun godt en måned kan bilerne igen passere - en uge før den oprindelige deadline.
Asfalt først til sommer
Den helt glatte asfaltbelægning må dog vente endnu nogle måneder. Først til sommer er det planen at lægge det endelige slidlag. Men køres kan der, og dermed er der dømt aflastning til blandt andet Havnegade.
Det er efterhånden 15 år siden, at der blev skabt en genvej under jernbanen ved Gammelhavn. Dengang var forventningen, at den daglige trafik ville nå op på 15.000 biler - men sådan er det ikke gået. I dag kører der omkring 5000 biler gennem tunnellen hver dag.