Jelling: "Til alle jer, der har arbejdet hårdt med at planlægge festivaler, markeder og andre store begivenheder hen over sommeren, har jeg desværre også en alvorlig melding. Forbuddet mod de store forsamlinger fastholdes til og med august."
Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i sidste uge.
For folk på Jelling-egnen faldt tankerne straks på Jelling Musikfestival, som ikke må gennemføre den planlagte festival sidste weekend i maj. Men der er også andre lokale begivenheder, som er enten tvunget til at aflyse eller afvikle arrangementerne i et mindre format.
1) Folkefesten i Jelling
100-året for Genforeningen skulle i 2020 fejres over hele landet, og i Jelling var en folkefest planlagt til at blive afholdt over to dage 24. og 25. april.
Musikere, foredragsholdere og andre aktører var booket, men de må vente til næste år med at komme i aktion - ligesom de 4000 programmer, der allerede var trykt.
2) Forår i Jelling
Samme weekend skulle der om lørdagen 25. april have været forårsmarked ved Runecentret. Et traditionsrigt marked med friske fødevarer og kunsthåndværk.
- Vi har besluttet at aflyse Forår i Jelling. Vi kan ikke lave marked i denne corona-periode. Desværre, lyder det fra Irene Uhrbrand, formand for Jelling Turist- og Handelsstandsforening.
3) Spotlight
Vejle Kommunes børnefestival Spotlight var i år blevet rykket fra efteråret til foråret, således det skulle være afholdt fra 27. april til og med 1. maj. Om onsdagen skulle det være foregået på Byens Torv i Jelling.
Festivalen er aflyst, men det er dog lykkedes arrangørerne at flytte nogle af koncerterne til efteråret.
4) Jelling Orm
Der var planlagt en folkelig søsætningsfest med underholdning til både børn og voksne i forbindelse med 30-års jubilæet for vikingeskibet Jelling Orm.
Bestyrelsen i skibslauget arbejder stadig på at få skibet ud på Fårup Sø, men venter med at melde en dato ud.
5) Veterantog
Bestyrelsen i Sydjyllands Veterantog har besluttet, at de kommende kørsler 16. og 17. maj (markering af 50-året for damptogenes ophør i Danmark) samt sommerkørslerne mellem Vejle og Jelling i juni og august er aflyst grundet coronavirussen.
I forvejen var sæsonplanen udfordret af et stort renoverings- og sporarbejde på Vejle Station.
6) Jelling Børnefestival
Om lørdagen op til Jelling Musikfestival - det vil sige 23. maj - var det planen at afholde Jelling Børnefestival for børn i alderen 0-10 år og deres familier.
- Børnefestivalen bliver først holdt til næste år, og de gode ideer er gemt, så der nemt kan bygges op igen. Det kan være, at nogle af de gode ideer bliver forsøgt henover året, når der er mulighed for det. Det arbejder de enkelte tovholdere på, forklarer Trine Laursen, projektkonsulent i CityCo, som sammen med BID Jelling står bag den lille festival.
7) Jellingløbet
Sidste år deltog 906 motionister i Jellingløbet, som i år skal foregå onsdag 10. juni.
Avisen har forsøgt at få en kommentar fra arrangørerne - dog uden held. Men på løbets hjemmeside står der, at beslutningen om at udskyde eller aflyse løbet bliver truffet 1. maj.
8) Præstegårdsfestival
I præstegårdshaven i Hvejsel havde sognepræst Gitte Sandager Bjerre for tredje år i træk inviteret til præstegårdsfestival lørdag 14. juni. Også dette arrangement må vente til næste år.
- Det er drønærgerligt, men i forhold til så mange andre har vi jo ikke noget økonomisk i klemme. Det er trist, og jeg tænker at særligt i år vil vi have brug for at mødes, være sammen i fællesskaber, og til det er præstegårdshaven og musikken en fantastisk ramme. Men vi vender tilbage næste år, lyder det fra Gitte Sandager Bjerre.
9) Vikingemarked
Som sædvanlig skulle der i begyndelsen af juli have været afholdt Vikingemarked ved Jellinghøjene.
- Vikingemarkedet, der er planlagt til 4. og 5. juli, bliver ikke i det omfang, som vi har forventet. Bestyrelsen for markedet afventer retningslinjerne for, hvor mange mennesker der må mødes til den tid. Når vi har dem, vil vi træffe beslutning om et eventuelt reduceret marked, siger Bjarne Madsen, formand for foreningen Vikingemarked ved Højene.
10) Verdensballetten
For første gang nogensinde skulle Verdensballetten have optrådt ved Sydhøjen i Jelling. Arrangementet var planlagt til 2. august fra klokken 16 til 18, men det hænger nu i en tynd tråd.
Egentlig har Vejle Kommunes kulturudvalgsformand, Dan Arnløv Jørgensen, i sidste uge meldt ud, at balletopvisningen bliver aflyst. Men officielt er der ikke kommet en endelig udmelding fra Vejle Musikteater, som er arrangør, eller Verdensballetten.