Annonce
Kultur

Ildsjælene samles: Foreninger i Nørre Snede finder fælles fodslag

Et meget velbesøgt fælles foreningsmøde i Nørre Snede - det første af slagsen - samlede 45 mennesker, der tilsammen repræsenterer 22 foreninger. Foto: Hans Jørgen Jensen
Engagement er vigtigt, understreger lokalrådet. Der skal kæmpes for at skaffe tilflyttere, ellers bliver der 300 færre borgere i løbet af de næste 10 år.

Nr. Snede: Ikke mindre en 22 af Nørre Snedes aktive foreninger var repræsenteret onsdag aften til et fælles foreningsmøde, hvor det stod klart, at engagementet i lokalsamfundet er stort. Men det er også klart, at det er meget vigtigt at holde liv i det engagement - ikke mindst hvis man skal gøre sig håb om at få flere tilflyttere.

Bosætning var et af de varme emner, der blev drøftet. Og her skal der en indsats til.

- Hvis ikke vi gør noget, så vil vi i det her område miste 300 borgere i løbet af de næste 10 år. Det nytter ikke, at vi bare ser til. Hvis indbyggertallet falder, så får det konsekvenser for vores skoler, butikker og institutioner. Og vi risikere især at komme til at mangle de borgere, der tjener penge, siger lokalrådsformand Hans Jørgen Jensen.

Tallene er en kommunal fremskrivning af den mulige udvikling i det skoledistrikt, der omfatter Nr. Snede og Klovborg, oplyser Hans Jørgen Jensen.

- Heldigvis har vi Domea og Nr. Snede Byinvest, der er godt i gang med at bygge 50 nye boliger. Dertil kommer, at vi i lokalrådet er i gang med bosætningsaktiviteter, og vi har for eksempel en gruppe, der vil tage sig godt af tilflyttere og hjælpe dem med at falde godt til, fortæller Hans Jørgen Jensen.

Det handler også om at gøre Nr. Snede og omegn synlig. Det gør man blandt andet ved hjælp af den lokale hjemmeside og rigeligt med omtale.

Et samarbejde og dialog med lokalrådet i Klovborg vil ligeledes være en god ide, understreger Nørre Snedes lokalrådsformand.

Annonce

Ide om foreningsmesse

Et nyt tiltag, der kan være være med til at skabe opmærksomhed, var et forslag om en stor foreningsmesse eller "foreningsmarked", hvor alle de lokale foreninger kan vise, hvad de har at byde på. Dette forslag, der blev fremsat af Nørre Snede Husflidsforening, er endnu i ide-fasen, men blev godt modtaget.

Lokalrådet i Nørre Snede har også en ide om at få byen med i kapløbet som Årets Landsby. Og det er på tale at holde et motions-arrangement, hvor byerne i kommunen kan dyste mod hinanden med at gå. løbe og cykle så meget som muligt. Der er ikke sat dato på det arrangement endnu, men det skal finde sted inden 1. september.

Der er også planer om et hjerteløberprojekt i samarbejde med kommune og Røde Kors.

Og ikke mindst skal der gøres et vedvarende arbejde for at gøre byerne og området mere tiltrækkende.

Ildsjæle er der øjensynlig ikke mangel på. Lokalrådet har oprettet Team Frivillig, en slags "arbejdsbank", hvor folk kan melde sig til opgaver. Og det virker. For nylig var der fire, der meldte sig til tjansen som bypedeller, der rydder op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce