Annonce
Trekantområdet

Ildsjæl fylder rundt: Vagn Ove Hansen har viet det meste af sin fritid til sin fodboldklub

Vagn Ove Hansen var med til at starte Rock Under Broen i 1989 og har hjulpet til som frivillig lige siden.  Foto: Peter Leth-Larsen
Det er en af Middelfarts mest markante frivillige ildsjæle, der fylder rundt, når Vagn Ove Hansen på søndag inviterer til 70-års fødselsdag på Restaurant Marsvinet.
Annonce

Middelfart:  Brorocker, børnehaveleder, frikadelletyv, stadionspeaker, konferencier, målmand, tennisspiller, familiefar og nu også både morfar og farfar. Vagn Ove Hansen har haft og har stadig mange gøremål i livet, og nogle er sikkert glemt her.

Sandheden er nemlig, at Vagn Ove Hansen kan se tilbage på et ualmindelig aktivt liv, når han søndag den 11. oktober byder 36 gæster velkommen til sin 70 års fødselsdag på Restaurant Marsvinet.

Hovedparten af sin fritid har han i mere end 50 år brugt som frivillig i sin gamle fodboldklub MG&BK, enten i selve klubben som målmand og stadionspeaker eller som uopslidelig trækhest hos støtteforeningen Rock Under Broen og de andre koncertaktiviteter, som har bakket op om fodboldklubben.

- Jeg elsker min by og min fodboldklub, lyder hans korte forklaring.

- Det har været meget meningsfuldt at være med til at hjælpe bredden og ungdommen i klubben. Der er også en stor tilfredsstillelse ved at se ting lykkes, uddyber Vagn Ove Hansen.

Han nævner det gamle klubhus på Færøvej og de nye kunststofbaner, som konkrete eksempler på, hvordan MG&BK har udviklet sig gennem årene og i dag har Fyns største ungdomsafdeling.

For Vagn Ove Hansen er indsatsen for MG&BK også en indsats for sin by.

- Vi har med Rock Under Broen været med til at sætte Middelfart på landkortet, og det er der også en stor glæde ved. For jeg elsker Middelfart ligeså meget som min fodboldklub, som jeg har spillet i lige siden, jeg var en stor dreng, siger søndagens fødselar, der stadig er stolt over at kunne gøre en forskel.

- Jeg bliver sgu da varm indeni, når sådan en gammel mand som jeg i sommer bliver ringet op af Brobygning Middelfart og spurgt, om jeg vil være opråber til open air banko under broen, siger han.


Jeg bliver sgu da varm indeni, når sådan en gammel mand som jeg i sommer bliver ringet op af Brobygning Middelfart og spurgt, om jeg vil være opråber til open air banko under broen.

Vagn Ove Hansen


Annonce

Det gode kammeratskab

Også kammeratskabet har været en væsentlig drivkraft i Vagn Ove Hansens arbejde. Flere af de inviterede på søndag er venner, han mødte første gang  i frivillige sammenhænge i 1970'erne.

-  Jeg har jo truffet en masse skønne mennesker, alle med hver deres forskelligheder, det har været enormt berigende, siger Vagn Ove Hansen.

Annonce

Frikadelletyv og ture til Spanien

Ikke kun som arbejdsivrig ildsjæl i den lokale fodbold er Vagn Ove Hansen blevet lidt af en lokal-kendis. Også i sine mere end 20 år som leder af Børnehaven Merianvej har han slået sit navn fast - nemlig som den navnkundige frikadelletyv, der altid sad på spring for at stjæle børnene frikadellemadder i frokostpausen.

- Det er ikke sjældent at børnene, der nu er blevet store, hilser på mig som frikadelletyv i gadebilledet. Så er den dag da bare reddet, smiler Vagn Ove Hansen, der stoppede som leder af Merianvej for 10 år siden.

De frivillige opgaver er ikke blevet færre siden Vagn Ove Hansen gik på pension. Samtidig er der kommet fem børnebørn til.

- Jeg aner faktisk ikke, hvor de sidste år er blevet af, de er bare fløjet afsted, siger Vagn Ove Hansen, der også nyder sit otium sammen med sin hustru i spanske Almunecar. Parret er afsted tre-fire gange om året. Ikke for at komme på afstand af sin elskede by, nærmest tværtimod.

- Vi kalder det Lille Middelfart dernede, for en række af vores venner har lejlighed tæt på os, fortæller Vagn Ove Hansen, der ikke har de store gaveønsker på søndag.

- Jeg er jo nået den alder, hvor man ikke mangler noget, mit ønske er, at vi får en dejlig eftermiddag, siger Vagn Ove Hansen, der disker op med sin livret, smørrebrød.

- Jeg kan godt lide mad, man kan drikke en liter øl til, forklarer han med et smil.


Blå bog

1950 Født i det lille, gule ledvogterhus på Mariemøllevej i Hyllehøj

1967 Første år som medhjælper ved byfester og halkoncerter i Middelfart

1970 Udlært kommis i Kauslunde Brugs

1970 Værnepligt ved Søværnet

1971 FDB's Andelsskole

1971 Pædagogmedhjælper i Børnehave 1, Teglværksgade

1972 Pædagogmedhjælper Siesta

1972 Seks måneders ophold på erhvervshøjskolen Brogården

1972-82 Klubmedarbejder på Ungdomsborgen på Blindbomsvej

1973 Ølkusk hos Carlsberg

1974 -1977 Pædagoguddannelse i Esbjerg, møder sin hustru, Conni Hansen. Parret har i dag to børn og fem børnebørn

1978-79 Souschef i Bakkehuset

1981 Ansat som leder af den nye Børnehaven Merianvej

1989 Med til at stifte første Rock under Broen, deltaget lige siden.

1990 Med til at starte musikstedet Kridthuset i Middelfart

2010 Stopper på Merianvej, da børnehaven lægges sammen med Blæksprutten.

2010-12 Bakkehuset.

Formand for Middelfart Event, der blandt andet laver halkoncerter og koncerter på Hindsgavl Slot til fordel for MG&BK.

Stadionspeaker

Tennis en til to gange om ugen

Som leder af Børnehaven Marianvej fik Vagn Ove Hansen tilnavnet Frikadelletyven, fordi han altid sad på spring for at stjæle børnenes frikadellemadder i frokostpausen. Foto:
Vagn Ove Hansen i aktion som målmand i en showkamp på Middelfart Stadion med blandt andre brødrene Laudrup. Foto: Peter Leth-Larsen
Vagn Ove Hansen som konferencier under en koncert i Lillebæltshallerne med Boney M. Han har også i mange år udfyldt rollen som konferencier ved Rock Under Broen, både alene og sammen med sønnen Anders. Foto: Kim Rune
Vagn Ove Hansen i fuld sving hos Middelfart Tennisklub i 2009. Han spiller stadig mindst én gang og helst to gange om ugen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Søndagens fødselar er kendt for sit gode humør. Foto: Peter Leth-Larsen
Vagn Ove Hansen har i mere end 20 år været stadionspeaker under førsteholdets kampe på Middelfart Stadion. Foto: Peter Leth-Larsen
Vagn Ove Hansen som rundviser ved Rock Under Broen. Foto: Søren Gottwald
En glad Vagn Ove Hansen under Abba-showet ved Hindsgavl Slot i 2018. Foto: Søren Gottwald
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give For abonnenter

Sygepleje-elev under den spanske syge: Jeg stod alene med den døde mand - og alle de andre patienter

Annonce