Annonce
VB

Inden VB's skæbnekamp: Det er åbent, men VB'er er fortrøstningsfuld

Mads Lauritsen og VB hentede i Hobro sæsonens første udesejr og skabte et godt udgangspunkt inden søndagens returkamp i Vejle. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mads Lauritsen forventer bedre spil end i den første kamp, når VB og Hobro søndag spiller den afgørende kamp på Vejle Stadion.

Vejle: Karrierens vigtigste kamp?

VB’s Mads Lauritsen tøver lidt med svaret:

- Det er ikke noget, jeg prøver at gøre den til, men måske er den det - der står i al fald meget på spil.

Kampen er søndagens på Vejle Stadion mellem VB og Hobro. VB vandt en uge tidligere klubbernes første møde med 1-0 og står i en favorabel position i forhold til den samlede sejr. Den samlede vinder kæmper videre for overlevelse i Superligaen, mens taberen er færdig og rykker ud.

Trods VB’s sejr i Hobro kalder Mads Lauritsen opgøret åbent, men han er ganske fortrøstningsfuld på baggrund af klubbernes første møde.

- Vi havde fint styr på dem, og samtidig skabte vi to-tre gode muligheder på en dag, hvor vi ikke selv følte, vi spillede godt, siger Mads Lauritsen.

Det første opgør bar præg af vigtigheden, og hos begge mandskaber virkede spillet nervøst og tilsat flere fejl end normalt. Mads Lauritsen forventer imidlertid, at søndagens opgør rammer et højere niveau, selvom vigtigheden er endnu større end i den første kamp.

- Inden den første kamp havde vi to ugers kamppause, og det kunne mærkes. Nu er vi i gang, og jeg tror, det får en positiv indflydelse på spillet.

Vi spiller på hjemmebane, der kommer mange tilskuere, og i den situation skal vi på banen for at vinde.

VB-træner Constantin Gâlcă

Der er trænet straffespark

I den første kamp var det først og fremmest to ting hos Hobro, som ifølge VB-træner Constantin Gâlcă voldte vejlenserne problemer; dødboldene og andenboldene.

- På de punkter skal vi gøre det bedre, siger han.

Netop de to ting har i løbet af ugen været i fokus på træningsbanen, og det samme gælder straffespark.

Vinder Hobro 1-0, skal der spilles to gange 15 minutters forlænget spilletid, og er den samlede stilling fortsat 1-1, falder afgørelsen på en straffesparkskonkurrence.

- Alle spillere har i løbet af ugen sparket en del straffespark, så også på det punkt har vi forsøgt at forberede os så godt som muligt, siger Constantin Gâlcă.

Samtidig har VB-træneren dog holdt fast i, at det først og fremmest har handlet om, hvad VB’erne skal gøre.

- Det vigtigste er, at vi holder fast i vores eget spil og holder fokus på os selv, siger Gâlcă og fortsætter:

- Vi skal være mentalt stærke nok til at angribe. Jeg ved godt, vi har et resultat, men der er en risiko for, at vi bliver for passive, hvis vi spekulerer for meget på det første kamp. Vi spiller på hjemmebane, der kommer mange tilskuere, og i den situation skal vi på banen for at vinde.

To VB’ere stadig i karantæne

VB-truppen er stort set forskånet for andet end småskavanker, men til gengæld er hverken Allan Sousa eller Viljormur Davidsen til rådighed, da de afsoner karantæne.

Begge er dog karantænefri og dermed i spil til de næste kampe, hvis de bliver aktuelle.

Hobro har anfører Jonas Brix-Damborg i karantæne, og så bliver stopperen Rasmus Minor Petersen næppe klar. Minor nåede kun at spille et par minutter af den første kamp, inden han udgik efter et sammenstød med Vladlen Yurchenkos støvle. VB’erne ramte Rasmus Minor Petersen i hovedet, og Hobro-spilleren blev kørt på sygehuset, hvor han var indlagt i flere dage på grund af en hjernerystelse.

Til gengæld har Hobro stopperen Yaw Amankwah tilbage efter afsonet karantæne, og så skulle den farlige kantspiller Edgar Babayan være klar igen efter en mindre skade.

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny S-formand udfordrede Mette Frederiksen

Mest læste

Annonce