Annonce
Erhverv

Indvielse af ny virksomhed: Uniscrap fejrede milepæl

Genanvendelsesvirksomheden Uniscrap har slået sig ned i Taulov, hvor man er flyttet ind i cirka 20.000 kvadratmeter byggeri og oplagsplads til jern- og metalskrot. Foto: Dorte Brandsen
Uniscrap indviede fredag sit nye hovedkontor. 20 ansatte er flyttet fra Kolding til Taulov.

Taulov: - Det er en vigtig milepæl. Det er en stor dag i Uniscrap. Det er ikke hver dag, vi indvier en ny plads med deep sea faciliteter.

Sådan sagde driftschef hos Uniscrap Bo Sandemand fredag, da virksomheden fejrede sit nye hovedkvarter på adressen Prinsessens Kvarter 6. Her er Uniscrap flyttet ind i omkring 20.000 kvadratmeter kontor og oplagsområde til sine produkter - genanvendeligt jern og metal. I øjeblikket har virksomheden en midlertidig plads hos Fredericia Havn. Til nytår får virksomheden en større permanent plads.

Uniscrap overtog officielt det nye hovedkontor 1. oktober og de cirka 20 ansatte fra kontoret i Kolding er alle rykket med til Taulov.

Taulov Dry Port er bygherre på de omkring 20.000 kvadratmeter, mens Uniscrap lejer sig ind på en langtidskontrakt.

Annonce
Uniscrap fejrede fredag sit nye hovedkontor i Prinsessens Kvarter. Foto: Dorte Brandsen

Fra skrot til nyt

Uniscrap er en i rækken af nye virksomheder, som bygger i området. Blandt andet er Google i gang med at opføre sit datacenter ved siden af, og lidt længere nede af Skærbækvej opfører grovvareselskabet DLG sit nye logistikcenter. Sidstnævnte er som Uniscrap en del af Taulov Dry Port.

- Når man som kommune arbejder med et erhvervsområde på 600-700.000 kvadratmeter, skal man også tænke på, hvordan man kommer til og fra. Derfor har vi afsat et stort millionbeløb og samarbejder med Vejdirektoratet om infrastrukturen, sagde borgmester Jacob Bjerregaard (S).

Netop infrastruktur er vigtig for Uniscrap - ikke bare tilkørselsforholdene, da virksomheden har kunder og afdelinger i hele landet, men også den 15 meter havnedybde i Fredericia Havn. Dermed kan Uniscrap sende sine produkter med store skibe til de lande, som forvandler jernskrot til nyt stål.

- Recycling er big business. Jern og metal har en fordel i forhold til andre genanvendelige emner, da det ikke mister ydeevne, fortalte administrerende direktør i havneselskabet ADP Rune D. Rasmussen.

Indtil 2006 var Uniscrap ejet af miljøinvesteringsselskabet Invest Miljø og er i dag ejet af det kinesiske selskab Chiho Environmental Group.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny forretning: Et klip med gyldne fingre

Annonce