Annonce
Billund

Ingen kram under corona: Legoprinsesse Thea tager cyklen rundt i Legoland

Prinsesse Thea med sin hofnar Nicolaj. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Thea Laugesen har i fem år været prinsesse i Legoland. Men denne sæson er noget anderledes, end hvad hun hidtil har været vant til.
Annonce

Ungarbejdere: I Theas arbejde skal hun iføre sig både krone og kjole, og når hun herefter træder ind i Legolandparken, går hun fra at være 20-årige Thea Laugesen, der til dagligt er studerende i Aarhus til at blive “Prinsesse Thea af Legoland”.

- Jeg er stemningsspreder, en fantasikatalysator. Jeg skal leve mig ind i eventyret og få børnene til at være en del af det. At være prinsesse er ikke bare en rolle, jeg påtager mig, det er noget, jeg er, forklarer Thea med et stort smil. Det er hendes femte sæson som prinsesse.

Normalt byder prinsesselivet på mange opgaver at udføre i løbet af en dag.

- Vi plejer at have et stramt program, hvor vi skal ud og gå i parken, snakke med en masse børn, møde op bestemte steder og hen på Hotel Legoland, fortæller Thea Laugesen.

Det var heller ikke usædvanligt at få et kram af prinsessen, holde hende i hånden, hviske hemmeligheder til hende eller måske sidde ved hende.

- Jeg gør meget ud af at lytte til børnene, for de har stor tillid til mig og børn har meget på hjertet.

Men denne sæson har været meget anderledes end de foregående, for fra at give kram og sidde med børnene, når der skulle tages billeder, skal der nu holdes afstand på grund af smittefare.

Annonce

Cyklende højhed

Legoland har dog fundet en løsning på udfordringen – en særlig cykel med plads til to.

- Det er egentlig en gammel cykel, vi var holdt op med at bruge, fortæller Thea Laugesen.

Med cyklen kan Prinsesse Thea og hendes hofnar komme rundt i parken og hilse på de besøgende i prinsessens rige i sikker afstand.

Der sammenlignes gummistøvler. Foto: Kristina V. Skjoldborg

- Jeg er stadig prinsesse. Jeg snakker, bruger bevægelser og rekvisitter. Da det var rigtig varmt, kørte vi for eksempel rundt med vandpistoler. Det er en begrænset interaktion, men jeg er taknemlig for, at det kan lade sig gøre, så der stadig kan være en prinsesse i Legoland, siger hun.

Parkens små gæster har ifølge prinsessen taget godt imod den royale cyklist.


Det er mærkeligt, når man på facebook ser billeder fra sidste år, hvor jeg giver børnene et kram. Det virker så lang tid siden

Thea Laugesen, prinsesse i Legoland


- De er rigtig gode til at holde afstand. Cyklen er også en god måde at gøre det på, fordi man ikke forbinder den med corona, og helt naturligt holder man afstand.

Hun savner dog den tid, hvor det var muligt at give børnene et kram.

Der krammes ikke, men der kan stadig vinkes. Foto: Kristina V. Skjoldborg

- Jeg savner friheden ved at gå rundt, og de muligheder, det gav for at fortælle historier. Jeg savner at give børnene et kram og at svinge med kjolen, siger Thea Laugesen og fortsætter:

- Det er mærkeligt, når man på facebook ser billeder fra sidste år, hvor jeg giver børnene et kram. Det virker så lang tid siden.

Annonce

Opsigt på den fede måde

Udover at holde afstand har cyklen også andre fordele:

- Vi vækker opsigt på en fed måde, når vi kommer rundt.

Man bliver aldrig for gammel til at finde prinsessen interessant. Foto: Kristina V. Skjoldborg

Foruden prinsessen og hofnarren har Legoland også deres egen maskot i form af den grønne drage Olli, der også plejer at være at finde i parken.

- Det er jo hele Legolands krammebamse, som børnene spørger meget til, forklarer Thea.

Han er dog ikke at finde i parken i øjeblikket, og det er der en god forklaring på:

- Han har spist for mange popcorn sammen med piraterne, så nu ligger han oppe på slottet og har ondt i maven, forklarer Prinsesse Thea.

Også cyklen er coronasikker. Foto: Kristina V. Skjoldborg

Corona og Legoland

Corona har også haft andre påvirkninger på Legoland.

Forlystelsesparken måtte flere gange udskyde årets åbning, der først fandt sted 8. juni mod planlagt 28. marts.

Sidste års nyhed, Legoland Castle Hotel, er slet ikke åbnet i år, og den planlagte nyhed til 2020, Legoland Movie World, er blevet skubbet til 2021.

Legoland har i denne sæson sidste åbningsdag 1. november.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce