Annonce
Egtved

Ingen penge til Egtvedpigens besøgscenter på budgetforliget, men politikerne tror stadig på projektet

Der blev heller ikke på dette budgetforlig sat penge af til et besøgscenter ved Egtvedpigens Grav. Men politikerne tror stadig fuldt og fast på projektet. Skitse: Art+Com Berlin


Egtved: Der var penge til flere projekter i Egtved-området på det budgetforlig, samtlige politiske partier i Vejle Kommunes byråd i sidste uge underskrev. Blandt andet penge til en tilbygning af ØSVN-Hallen og til køb af nyt varmeanlæg til Bindeballe Købmandsgård. Til gengæld var der heller ikke i denne omgang penge til et besøgscenter ved Egtvedpigens Grav, som ellers har været på tegnebrættet i flere år.

Der ærgrer blandt andet byrådpolitiker Lars Schmidt (V), som ellers havde forsøgt i sin egen partigruppe at presse lidt på for at prioritere projektet.

- Jeg ville rigtig gerne, at vi fra politisk side havde kunne sende det signal, at vi gerne vil det her projekt. Der er så mange frivillige, der er engagerede i det projektet, så det havde også været et godt signal at sende til dem, siger han.

Men da pengene skulle fordeles, var der nogle meget tunge poster, som begrænsede de økonomiske midler til andre projekter. Blandt andet blev der afsat mange midler til socialt udsatte og mange penge til blandt andet tilbygning af hal og opførelse af ny daginstitution i Gauerslund.

- Det er bedre, at vi venter til næste år, så vi kan afsætte et beløb, der matcher det høje ambitionsniveau, vi har til besøgscentret, frem for at sætte et "forkølet" beløb af på dette års budgetforlig. Projektet fortjener meget bedre, lyder det fra Lars Schmidt.

Annonce

Besøgscenter ved Egtvedpigens Grav

Planerne for et nyt besøgscenter ved Egtvedpigens Grav er udviklet i et samarbejde mellem VejleMuseerne, Vejle Kommune, Egtved Udviklingsråd, Natonalmuseet, Aarhus Universitet og virksomheden Art+Com Berlin.

De nedslidte faciliteter, der i dag findes ved graven, skal skiftes ud med et 650 kvadratmeter stort og moderne besøgscenter, der også tager de udendørs arealer i brug.

Fortællingen om Egtvedpigen kommer til at bestå af fire kapitler: ét, der handler om Egtvedpigen selv, et andet, der handler om hendes religion, et tredje, som fokuserer på hendes rejse gennem Sydeuropa og et fjerde, der fortæller om den kultur, der mødte hende i Egtved.

Besøgscentret er budgetteret til at komme til at koste cirka 39 millioner kroner at opføre.

Tempoet skal sættes op

At det ikke lykkedes at finde penge i denne omgang, betyder på ingen måder, at projektet er dødt, lyder det fra formand for kultur- og idrætsudvalget Dan Arnløv Jørgensen (K).

- Det er stadig et rigtig godt projekt, og jeg oplever stadig en meget stor politisk opbakning, så jeg er sikker på, at vi nok skal få det i mål, siger han.

Vejle Kommune er desuden stadig indstillet på at finansiere udgifter til drift foruden at afholde en del af anlægsudgifterne. Men der skal gerne mere skub i arbejdet med at skaffe penge fra de forskellige fonde.

- Jeg tror, vi er nødt til at rykke et niveau op, så det bliver borgmesteren og jeg, der sammen med kulturdirektøren rykker ind og går i dialog med fondene. Vi kan bedre lave løfter overfor de forskellige fonde i forhandlinger, end museumschefen, der er nødt til at holde sig til de rammer, han har fået udstykket, forklarer udvalgsformanden.

Det er dog ikke noget, man bare gør fra dag til dag. Det tager tid.

- Vi holder møder med alle fonde i stedet for at sende skriftlige ansøgninger. For det er bedre at gå ind ad bagdøren og få en god dialog, hvor vi drøfter mulighederne, i stedet for bare at sende en ansøgning og måske få afslag, siger han.

Dan Arnløv Jørgensen håber stadig på, at det kan lade sig gøre at påbegynde byggeriet i forbindelse med 100-års jubilæet for fundet af Egtvedpigen i 2021.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle For abonnenter

Borgmesterkandidat med kampgejst: Han har ført sag mod sin egen kommune og været i strid med fagbevægelsen

Annonce