Annonce
Erhverv

Ingen spor af mus i melet: Syv bagerbutikker genåbner fredag

Alt brød til P.A. Brøds syv butikker - og en række eksterne kunder - produceres på den store fabrik på Frostvej. Bagermester Kristian Andersen viste anlægget frem kort efter indvielsen i 2017. Arkivfoto: Lars Juul
P.A. Andersen & Sønner fandt spor af mus i lageret, og det var nok til at lukke alle bagerbutikker, som genåbner fredag.

Artiklen er opdateret. På grund af en misforståelse fremgik det tidligere, at bagerbutikkerne åbner igen torsdag. Det er først fredag, der på ny er varme rundstykker på hylderne.

-

Vejle: P.A. Andersen & Sønner åbner sine syv bagerbutikker fredag.

Det ligger fast onsdag morgen, hvor fødevaremyndighederne er på besøg hos P.A.'s centrale bageri på Frostvej.

- Vi har fået lov til at åbne butikkerne i dag, men vi venter til fredag. For det, vi producerer den ene dag, bliver solgt i butikkerne dagen efter, og vi har valgt at sende al personale hjem i dag bortset fra de ledende medarbejdere, fortæller bagermester Kristian Andersen.

Da personalet opdagede spor af mus på centralbageriets lager, blev lageret straks ryddet for råvarer og færdigproducerede varer.

- Selvom vi har dobbeltemballerede sække, og musene ikke har været i råvarerne, tager vi ingen chancer og har fjernet alt. Vi har ikke set spor af mus i selve produktionslokalet, men alene mistanken om risiko for mus her gør, at vi har stoppet produktionen. Det er også det råd, vi har fået fra fødevaremyndighederne, fortæller Kristian Andersen.

Annonce

Bare mistanken om, at der kan være noget, er nok til, at vi lukker. Det gør vi også næste gang, selvom jeg ikke håber, at det bliver tilfældet.

Kristian Andersen, bagermester

Mel alle kritiske steder

Normalt er der masser af mel på bordene i produktionen, men det seneste døgn har melet ligget spredt ud over store dele af bageriet.

- Vi har lagt mel ud på gulvet på alle kritiske steder for at tjekke, om der er spor af mus. De er nataktive, men her til morgen var der ingen spor at finde, og det er baggrunden for, at myndighederne har givet os lov til at åbne, siger bagermesteren.

P.A. Andersen & Sønner, der har eksisteret i 120 år, flyttede i 2017 til moderne produktionslokaler på Frostvej og forlod dermed den faste base gennem samtlige år, Skyttehusgade. Her har virksomheden aldrig måttet lukke på grund af skadedyr.

- Jeg ville have betalt rigtig mange penge for at undgå, at vi stod i denne situation. Men vi er nødt til at erkende, at bare mistanken om, at der kan være noget, er nok til, at vi lukker. Det gør vi også næste gang, selvom jeg ikke håber, at det bliver tilfældet. Men vores kunder skal have tillid til os, fortæller Kristian Andersen.

Give ordenlig forklaring

Hvor meget de to dages lukning koster P.A. Andersen & Sønner kan Kristian Andersen ikke sætte et præcist tal på, men han skønner, at det er i 100.000 kroner-klassen.

- Vi er en lille branche, og normalt har de fleste nok at gøre med deres egen lille butik. Men to af vores kolleger har ringet og spurgt, om der var noget, de kunne hjælpe os med i situationen. Det er rigtig sejt, siger bagermesteren.

På Frostvej er der fra byggeriets start gravet skadedyrsgitter ned i 90 centimeters dybde langs bygningens fundament, ligesom der er sat fælder op. Samtidig installerer det lokale bagerfirma nu 40 centimeter dybe riste ved alle porte for at undgå ubudne gæster i fremtiden.

Gæster møder der til gengæld op ved alle P.A. Brøds butikker, og her blev kunderne ikke bare mødt af en seddel i døren i morges.

- Vi ville gerne give kunderne en ordentlig forklaring, og derfor stod der personale klar fra klokken 6.30 til 9.30 for at tage imod kunderne med en gratis kop kaffe i alle butikkerne, sagde Kristian Andersen i formiddag.

I Vejle har P.A. butikker i Skyttehusgade, hvor det oprindelige bageri lå, i Vindinggård Center, i Bredballe Center og i Østerbo under navnet Mad & Brød. Derudover er der udsalg i Børkop, Hedensted og Horsens.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce