Billund: Det kan være rigtig svært at tænke store tanker og forbi ens egen næse, når man sidder hjemme ved køkkenbordet og arbejder med sin virksomhed.
Det er i hvert fald Sheridan Meadows' erfaring. Hun driver virksomheden Swedish Ninja sammen med sin business partner Maria Gustavsson. De kommer henholdsvis fra Australien og Sverige og har drevet designvirksomheden fra Spinderihallerne i Vejle.
De to har tidligere efterlyst iværksætterlokaler i Billund, og nu har de faktisk fået, hvad de ønskede sig.
- Grow er det iværksættermiljø, som vi savnede, og det har givet os et kæmpeboost i de seneste to måneder, fortæller Sheridan Meadows, der blandt andet har fået hjælp til at ekspandere både i England og Danmark, som er et marked, de ikke har kendt særligt godt, selvom de bor her.
- Det har betydet virkelig meget at få andres øjne og nye vinkler på vores virksomhed. Når man sidder derhjemme, klarer man opgaverne og får ikke tænkt de store tanker på samme måde, påpeger Sheridan Meadows, der også føler, at de er blevet en del af lokalsamfundet.
- Jeg har fået en introduktion til det lokale og fået kendskab til et netværk, siger hun.
Swedish Ninja er allerede til stede i 11 lande, men planen er, at virksomheden skal vokse sig endnu større.
- Vi håber, at vi kan fortsætte i et miljø, når vi ikke længere kan være en del af Grow, siger Sheridan Meadows.
Hjælp til næste skridt
Kinga Kopfer-Racz har også været glad for og er lettet over at få kendskab til Grow i Billund. For tre år siden drev hun virksomheden My Smooth Landing som en hjælp til internationale familier med at falde på plads i deres nye liv i et fremmed land.
Tre nye internationale virksomheder
- Swedish Ninja designer lamper, lys og møbler.
- BuddhaDoodles.com er hverdagstegninger med et spirituelt udtryk og budskab og kan købes på alt fra kalendere til sengetøj.
- Mysmoothlanding.com henvender sig til expats i ind- og udland i forhold til de livsudfordringer, der kan være i forbindelse med at flytte til et nyt land.
Nu er hun efter en familieforøgelse tilbage med virksomheden, som ikke nødvendigvis kun henvender sig til lokale expats. Expats er folk, der er flyttet til et andet land, end de oprindeligt er fra, oftest brugt om personer, der er flyttet for at arbejde i et andet land.
- Uanset hvor man bor og flytter hen, så er problemerne som oftest de samme under overfladen, siger Kinga Kopfer-Racz, der er glad for muligheden for at sidde sammen med andre og udvikle sin virksomhed.
Kinga Köpfer-RaczJeg har ønsket at sidde med andre i et fællesskab og hørte blandt andet om Grow fra Sheridan. For mig er det positivt at deltage i projektet fysisk i stedet for at deltage i noget over internettet.
Den tredje virksomhed er drevet af Molly Hahn, der siden 2011 har tegnet Buddha Doodles til hele verden.
Plads til alle
Marianne Witte, erhvervs- og iværrksætterrådgiver, glæder sig over de tre nye virksomheder, der alle arbejder med potentialet i deres virksomheder.
- Vi hjælper dem med at fokusere på deres næste skridt i deres forretninger, siger Marianne Witte, der anerkender, at coronasituationen har været en faktor i forhold til virksomhedernes behov for hjælp.
- Det er slet ikke sikkert, vores nye virksomheder har behov for at blive et helt år, påpeger hun, der har tre-fire borde mere til håbefulde iværksættere.
- Løber vi tør for borde, bygger på bare ud, konstaterer hun.