Annonce
Vejle

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Sognepræstens møde med coronaen

Sognepræst Birgitte Møldrup har ikke kun dårligt at sige om corona. Tværtimod. Hun oplever, at mange har fået tænketid. Nu er det spændende så, om vi falder tilbage i det gamle trav, når engang det hele tør op igen. Foto: Mette Mørk
Corona-krisen ændrede brat mange spilleregler. Ikke kun negativt. Folk har fået tid til at tænke sig om. Det har en del gjort aktivt brug af. Nu er der bare én ting, vi skal passe på.

Kollerup: For første gang i århundreder var kirkerne lukket. Coronaen ændrede spillereglerne for kirkerne. Selv juleaftensgudstjenesterne blev aflyst i 12. time.

Siden har kirken fået lov til forsigtigt at åbne døren på klem. Mange regler og afstandskrav, korte gudstjenester, prædiken i pixi-format, solosang.

Men man kan godt være en menighed, selv om kirken er mere eller mindre lukket. Sognepræst i Kollerup-Vindelev Birgitte Rosager Møldrup henviser til Jesu ord i Bibelen om, at han er til stede, hvor to eller tre samles i hans navn.

Annonce

Den lukkede kirkes åbne dør

- Vi kan lukke op for Jesus, når kirkens dør er lukket. Jo, man kan godt være en menighed, også når der ikke er en kirke. Når det er sagt, så ligger der en næring i at gå til gudstjeneste sammen, som er kirkens berettigelse. Det minder os om, hvad vi tror på og er fælles om at tro på. Og der sker noget i kirken, når barnet døbes, og når vi går til alters, og når vi modtager velsignelsen, som ikke kan gengives derhjemme eller på en video. Derfor har vi brug for at mødes.

Vores år med corona

  • 11. marts er det præcis ét år, siden statsminister Mette Frederiksen (S) på et historisk pressemøde lagde Danmark i dybfryseren for at dæmme op for covid-19-virussen.
  • Vejle Amts Folkeblad markerer årsdagen med en række artikler, hvor vejlenserne fortæller om deres år med corona.

- Personligt må jeg indrømme, at jeg har brug for nogen at tro sammen med. Det er det smukke ved kirken, at vi kan hjælpe hinanden med at tro, at man bærer hinanden, siger sognepræsten.

Hun fortæller, at præster generelt har haft større søgning til sjælesorg - altså samtaler mellem præsten og enkeltmennesker, og i det hele taget, at mange har overvejet større ting.

Annonce

Her er en faldgrube

- Vi har haft tid til at komme til at tænke over nogle ting. Det kan være spørgsmål som "Var det her, jeg gerne ville lande?" eller "Hvad er der sket med mit liv i alle de år?" Corona har givet os noget af den udstrakte tid, der er så sundt for ethvert menneske, siger hun - men henleder så også opmærksomheden på en fremtidig risiko for at miste det nyvundne:


Man skal være opmærksom på, hvad der sker, når vi åbner igen, hvis vi ikke vil ende samme sted med mangel på eftertænksomhed, fordi alt går så stærkt.

Birgitte Rosager Møldrup, sognepræst


- Man kan have de bedste intentioner om at bringe de gode ting med sig, men man skal være opmærksom på, hvad der sker, når vi åbner igen, hvis vi ikke vil ende samme sted med mangel på eftertænksomhed, fordi alt går så stærkt.

Annonce

Coronaens positive sider

Som præst har hun til tider oplevet de store forandringer i kirkens måde at arbejde på som positive.

Hun mener, det har været godt for mange præster at skulle holde korte prædikener og være opmærksomme på, hvordan man fortæller budskabet inden for den korte tid.

Forsøgene med onlinegudstjenester har vist alle, hvordan gudstjenesten foregår, og er dermed nået ud til dem, der måske har svært ved at gå i kirke.

- Onlinegudstjenester og online foredrag har den fordel, at deltagerne ikke får deres sociale evner udstillet. Småsnakken i pausen eller efter mødet, hvor man måske ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv, er jo væk. Online giver bedre plads til den indadvendte. Så kan man tænke over, om vi måske er blevet presset for langt i ekstrovert retning. Fællesskabet kan være svært, men det er jo noget af det, vi savner mest lige nu. Men vi skal huske på de ting, vi har lært: At ikke alle er lige tilpas med det store fællesskab, siger Birgitte Møldrup.

Annonce

Kommer kirkegængerne tilbage?

Hun er sikker på, at aktiviteter online fortsætter. Men naturligvis vil kirken åbne "rigtigt" igen.

Og der er så det store spørgsmål:

- Kommer kirkegængerne tilbage? Der er sket meget, og kontinuiteten er brudt. Nogle er måske nærmest vænnet fra at gå i kirke. Vi har set dåbstallet falde. Barnet er måske blevet navngivet, tiden går, og "det går jo egentlig meget godt". Vi kommer til at begynde forfra på nogle måder, og vi kan ikke regne ud, hvad der vil ske. For der er intet fortilfælde af det, vi har oplevet det seneste år.


Kommer kirkegængerne tilbage? Der er sket meget, og kontinuiteten er brudt. Nogle er måske nærmest vænnet fra at gå i kirke.

Birgitte Rosager Møldrup, sognepræst


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Se Knuds første stik: 766 fik med nålen på den store vaccinationsdag - og der er plads til endnu flere

Sport

Give starter ligaen i København

Annonce