Annonce
Debat

Jeg blev kaldt 'blegansigt' som dreng: Provsten fortæller om dengang, hvor man var 16 børn om at dele en halv appelsin

"Fik vi ved et lykketræf en appelsin i hånden, ja så gik vi ud på gader og stræder og kaldte på vore kammerater, indtil vi var 16," fortæller provst Børge Munk Povlsen - så absolut sandfærdigt! - om barndommens jul. Jo, kanske det var små kår, men til gengæld var julen altid hvid... Foto: Gitte Kjærbøl/Ritzau Scanpiz

Da jeg var barn i Hurup i de gode gamle dage, var julen altid hvid. Ja, sådan husker jeg det. Det var også dengang, en rigtig far altid havde god tid til at læse julehistorier for børnene, mens man ventede på alt det fantastiske på den store aften.

Nok var kårene svære og tiderne fattige, men det fejlede aldrig, at mødre puslede i køkkenet med den smule, man havde, for at gøre det alt sammen fint og klart til den store fest.

Lad mig sige det, som det var, for det er godt at få på tryk. Vi var 16 om at dele en halv appelsin til jul. Sådan var vilkåret. Det vidste vi. Sådan var vi opdraget. Fik vi ved et lykketræf en appelsin i hånden, fordi der blev set nådigt til os, ja så gik vi ud på gader og stræder og kaldte på vore kammerater, indtil vi var 16. Når det tal var nået, kunne vi glæde os sammen, skrælle appelsinen og suge den liflige saft til os.

Annonce

Det var tider, hvor børn kun stilles ved lidt, og alligevel var var taknemmeligheden stor.

Set i bagspejlet er det ikke forkert at sige, at vi ville livet og glæden og hinanden. Eller i hvert fald noget i den retning.

Lørdagsbanden

Lørdags-banden består af tidl. folketingsmedlem Karen J. Klint (S), direktør for DGI Huset Vejle Roland Christiansen, skuespiller Maria Skuladottir, festivalkaptajn Lars ”Charlie” Mortensen, områdedirektør i Sydbank Tina Kromann Lyngsø og provst Børge Munk Povlsen.

Det kunne børn nok lære lidt af i dag, tænker jeg, i stedet for at se så meget fjernsyn, så meget spise slik og kigge så meget på deres telefoner.

Det er sært, men selv mine egne tre efterkommere i næste række blev både fjerne og mistroiske i blikket, mens de voksede til, når jeg fortalte dem, at der var en tid, hvor vi var nogle børn, som i mange år sagde nej tak til julegaver.

Det var en slags bevægelse. Det havde sine gode grunde. Fra søndagsskolen var vi bekendte med verdens nød. Vi havde set lysbilleder med mennesker, der ret beset så noget anderledes ud end os selv og med opspilede maver. De trængte til hjælp. De var meget solbrændte, nærmest mørke, nogle endda sorte i huden. De boede så langt væk som i Afrika og Indien. Vi betegnede dem dengang farvemæssigt med et udtryk, som ikke må bruges i dag, hvorfor jeg da heller ikke her skal gentage det.

Men jeg vil da godt indrømme, at udtrykket stod i skarp modsætning til den betegnelse, som jeg selv gik under i hele min barndom. Jeg var et såkaldt ”blegansigt”. Til almindelig oplysning, skal det nævnes, at det er stadiet lige før, at man betegnes som albino.

Mit hår var kridhvidt og min hud ditto dog med et stænk af lyserød grisefarve. Sådan er det såmænd fortsat fat med mig den dag i dag, når der skrabes dybt nok.

I søndagsskolen stod der ved udgangen en indsamlingsbøsse, formet som en mørk dreng i hvide klæder. Han nikkede og takkede, hver eneste gang vi lod vores fem- og ti-ører falde ned gennem den lille revne. Når vi havde hørt historierne fra det mørke Afrika, var det helt enkelt for os at forsage Slikmutter og alle hendes fristelser. Vi var vakte og ville ændre verden.

Derfor bad vi så mindeligt vore forældre om, at de ville sende alle vores julegaver til de sultende børn i Afrika og Indien i stedet for at give dem til os. - Og i tilgift var vi meget taknemmelige, når de tog os på ordet…

Jeg kan endnu huske et bevægende billede fra min barndoms jul det år, hvor jeg for første gang i hele mit liv fik en julegave. Jeg var vel 10 år. To gaver bar mit navn.

I den ene var der en blyant. Den varslede om en kreativ fremtid.

I den anden pakke var der et par hjemmestrikkede sokker. Garnet var i brug for anden gang. Havde tidligere i en anden skikkelse tjent som ”slip-over” for min storesøster. Mor havde glædet mig med et fint mønster på sokkerne. Jo, såmænd, det var stort.

Det var i øvrigt samme år, hvor hovedretten juleaften var gjort særlig festlig. Vi fik ikke bare leverpostej som på andre højtidsdage. Nej - den juleaften trodsede mor alle CO2- advarsler og serverede varm leverpostej. Jo, det var en god tid. Nok var der ikke meget at slå til søren med. Til gengæld skulle der heller ikke meget til, før vi kunne glæde os!

Det var noget anderledes med den lille dreng, som for bare et par år siden sad og skrev et brev til Jesus. Anledningen var indlysende, for julen var nær. Han havde skrevet lange ønskelister til sin far og mor i månedsvis. Gjort dem opmærksom på det, som han helt sikkert ikke kunne leve foruden. Det, som han drømte om hver nat og for den sags skyld hver dag, når han blev fjern i blikket.

Men der var intet, der tydede på, at forældrene havde forstået noget som helst. Hver eneste dag i hele december måned havde han, diskret, undersøgt alle de pakker, som hans far og mor havde haft med, når de kom hjem fra arbejde.

Det var rene nittere i tombolaen. Han ønskede sig så inderligt et avanceret legotog i julegave. Drengen havde nok ikke været i søndagsskole, hvorfor han i første omgang havde skrevet til julemanden om sit store ønske. Men så var han trods alt blevet lidt klogere. En aften i FDF havde han hørt, at julemanden nok alligevel ikke var den, der bestemte, hvad børn skulle have i julegave, så nu ville han henvende sig direkte til chefen selv.

"Hej, Jesus," skrev han, men så tænkte han, at det nok var lidt for friskfyragtigt, tog sig i det, ændrede tiltalen og skrev:

"Kære Jesus, jeg ved godt, at du er en travl mand. Derfor får du lige en statusopdatering: Jeg har lyst til at fortælle dig, at jeg har været en god dreng i 6 måneder nu."

Vi var 16 om at dele en halv appelsin til jul. Sådan var vilkåret. Det vidste vi.

Lidt efter stregede han 6 måneder ud og skrev i stedet: 3 måneder.

Ved nærmere eftertanke kunne han godt se, at det kunne heller ikke passe, så han stregede også det ud og skrev: "Kære Jesus, jeg har været en rigtig, rigtig god dreng, ja mor siger endda, at jeg har været en dejlig dreng i to uger nu."

Efter endnu en pause kradsede han også det ud. Nu begyndte tårerne lige så stille at trille uafladeligt ned ad kinderne på den lille dreng. Fortvivlet gik han ind i stuen. Der havde hans mor stillet et fint lille krybbespil på kommoden. Det var så fint, så fint!

Drengen stod længe og kiggede vemodigt på den fine opstilling. Pludseligt lyste hans ansigt op i et smil, der rakte fra øreflip til øreflip. Med et afklaret blik snuppede han handlekraftigt jomfru Maria.

Med hende i lommen løb han ind på værelset, hvor han satte sig ned for at skrive igen:

"Hej, Jesus, hvis du nogensinde vil have en chance for at se din mor igen, må du hellere give mig det store legotog i julegave i år. Ellers...!!”

Ja… hvad ellers?

Forskellige tider – forskellige sind, kan man vist godt sige! Glædelig advents- og juletid.


Annonce
Alarm 112 For abonnenter

Politiet tror, at mindst 11 brande er påsatte: Der har været ild i naturen omkring Egtved flere gange i årets første måneder end i hele 2021

Danmark

De seneste coronatal: Otte døde og 50 færre indlagte

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Steffen går til stålet med ny butik i Vestbyen: Stjernekok kiggede forbi

Egtved For abonnenter

Engang var det et helligt hus, men snart fyldes det med andre interesser: Bobby skal dog lige på jagt efter skejser først

Give

Mangeårigt byrådsmedlem var 'saftsuseme' skuffet efter sidste valg: I dag har han forliget sig med, at hans faste plads i lokalpolitik formentlig er fortid

Vejle Boldklub For abonnenter

VB henter nyt: Derfor ligner sommerens første forstærkning rent faktisk en forstærkning og ikke en lottekupon

Løvkvist: Nu går Mette Frederiksen benhårdt efter at klæde  Ellemann af inden valget

Erhverv For abonnenter

Annette sælger butikken i Foldegade: 'Jeg savner simpelthen at komme til at bruge mine hænder igen. Nu skal det være'

Erhverv For abonnenter

Anders fik sin drømmeuddannelse i Hedensted, men nu bliver tilbuddet lukket: Der er for få studerende

Ekstremerne vinder i jagten på talent: Hvis du vil være noget for alle, er du ikke noget for nogen, mener Odense-direktør

Vejle

Morten D. D. boykotter DR: - I behøver ikke ringe en anden gang

For abonnenter

Meningsmager Gitte Seeberg: Vi vil ikke være til grin for vores egne penge, kære politikere - hvorfor koster benzin dobbelt så meget herhjemme som i USA?

Vejle Boldklub

Så er den første nye på plads hos VB: Henter gammel kending og styrker midtbanen

Vejle For abonnenter

Her er ugens bolighandler i Vejle Kommune: Sælger fik det dobbelte for huset

Kultur

Butikken er forvandlet: Bydel får eget kulturhus med bibliotek, spilarkade og foredragssal

Annonce