x
Annonce
Livsstil

- Jeg vil gerne beriges og også gerne udfordres

Ditte Larsen. Foto: Ingrid Riis/Turbine

Mig og kulturen: Ditte Larsen

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Allerførst til gode fællesoplevelser med familie og venner. Der må gerne diskuteres holdninger og rykkes ved nogle grænser. Selv vil jeg gerne beriges og også gerne udfordres. Jeg bruger blandt andet besøg på museer i mit design, hvor fascination af farver spiller en stor rolle. Hvis jeg samtidig kan sætte min inspirationskilde ind i et historisk og samfundsmæssigt perspektiv, bliver det en god dag.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- På en sær måde toner ”Ved vejen” frem i erindringen. Jeg har gennemanalyseret Herman Bangs forfatterskab og ser stadig romanens hovedperson, Katinka Bai, melankolsk siddende ved vinduet, mens livet glider forbi. Det er jo næsten ikke til at holde ud, at den kærlighed og hengivenhed, hun oplever med den nye forvalter, hr. Huus, ikke kan forløses. Hun er nemlig apatisk gift med den plumpe stationsforstander, hr. Bai, og datidens normer tillod ikke skilsmisse. Jeg bliver bare så irriteret over, at de alligevel ikke stikker af og skaber en ny tilværelse. Det er SÅ irriterende, at hr. Huus ikke bare smider hende op på den hvide hest og rider ud i sommernatten.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Hvis jeg virkelig skal ønske, vil jeg gerne ind i en tidsmaskine og en tur tilbage til Club Dynamite på Stevns, hvor jeg kommer fra. Omkring 1966/67 stod Sir Henry and his Butlers på scenen. Tommy Seebach spillede keyboard og kiggede kun på mig, mens han sang ”Beautiful, beautiful brown eyes”. Jeg sov ikke en hel uge! Og så var der jo også Simon & Garfunkel i Idrætsparken i 1982. Eller ”Tannhäuser” i Bayreuth sidste sommer.

Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Uhyggelig, tårevædet, morsom - spændende scenografi, imponerende skuespilpræstationer? Her er jeg på glatis, for der er alt for meget at vælge imellem. Er det ikke i orden at sige, at jeg tuder, når de små mus hjælper Askepot med sin fine kjole?

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Det betød rigtig meget for mig at besøge udstillingen ”Hjemme hos Hammershøi” på Ordrupgaard (2016). Efter i mange år at have koncentreret al min energi på at drive butik fik jeg overskud til at åbne op for inspiration fra nye sider. Der blev til strikkebogen ”Hammershøi på pindene”, hvor både Vilhelm Hammershøi og Svend Hammershøi er repræsenteret. Og nu har jeg adskillige gange besøgt den smukke og betagende Anna Ancher-udstilling på Statens Museum for Kunst.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Mine forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre med pinde og garn, blev der i den grad rykket ved, da jeg stod i kø i timevis for at komme ind og se Kaffe Fassetts farverige udstilling på Kunstindustrimuseet i 1989. Jeg kan huske, at jeg stod ved siden af en dame, der helt for sig selv udbrød: ”Man broderer da ikke et kålhoved, mand!” Jeg er en stor beundrer af Kaffe Fassetts fandenivoldske tilgang til alle former for tekstildesign og brug af inspirationskilder. Han har om nogen været med til at hæve tekstildesign op på et andet plan - man tør næsten sige KUNST.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Jeg er så privilegeret, at tid ikke er et problem. Og at leve i verden, hvor det bare er at gå i gang med at tage for sig af oplevelserne. Så det er jeg faktisk gået i gang med - på alle planer!

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Når noget er virkelig grimt eller uharmonisk, malplaceret eller uforståeligt - sidstnævnte belyst ved en forestilling i Sydneys Opera, hvor vi troede, vi skulle overvære operaen ”Othello” - vi havde desværre fået bestilt billetter til skuespillet (!) opført på Shakespeares middelalderengelsk med australsk accent. Scenografien kunne heller ikke holde mig fanget - spånplader, der blev skubbet rundt af skuespillere i joggingtøj og gummisko. En meget lang aften i et meget smukt operahus.

Ditte Larsen

Født i 1950 og har gennem mere end 40 år været en markant del af den danske strikkeverden.

Hun er kendt som grundlægger af butikken Sommerfuglen i København, men også som designer og arrangør af forskellige strikkeevents har hun gjort sig bemærket.

Hun har leveret opskrifter til danske magasiner og ugeblade samt udgivet flere strikkebøger. Blandt andet “Hammershøi på pindene”, hvor strikmodellerne har fundet inspiration i Wilhelm Hammershøis malerier og i broderen, Svend Hammershøis, keramik, og den aktuelle “Anna Ancher på pindene”, hvor Ditte Larsens strikkedesign er inspireret af Anna Anchers malerier og hendes skildring af lys og farver.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce