Annonce
Vejle

- Jeg ville føle mig dårligt tilpas uden min daglige avis

Vejle Amts Folkeblad er en fast del af inventaret hjemme hos Jane Kjeldgaard. Hun nyder gerne at læse avisen med udsigt til fjorden fra sin lejlighed. Foto: Yilmaz Polat
77-årige Jane Kjeldgaard bryder sig ikke om at bo i en by og ikke vide, hvad der foregår i byen. Derfor har hun trofast læst Vejle Amts Folkeblad i 55 år.

Vejle: En bunke aviser ligger på stolen og på spisebordet ligger endnu en avis slået op. I køkkenet er Jane Kjeldgaard ved at brygge en kop te, imens hun nyder udsigten udover Vejle Fjord fra sin lejlighed i Bølgen.

Vejle Amts Folkeblads søndagsavis fylder et år, og derfor er avisen taget ud i det blå for at besøge vores læsere, lære dem at kende og blive klogere på, hvorfor de holder af at læse Vejle Amts Folkeblad.

En trofast læser af avisen er Jane Kjeldgaard. Hun har holdt avisen, lige siden hun flyttede til byen i 1964.

- Jeg er vokset op i Kastrup på Amager, men flyttede til Vejle, da jeg var 22 år. Jeg blev ansat i Vejle Bank som bankassistent, og det var advokat Bent Skov, som ansatte mig. Han var en højt respekteret person. Derudover red jeg i rideklubben, som dengang lå på Nørremarken. Jeg kendte ingen mennesker, men jeg fik et netværk i klubben og så var jeg med i konservativ ungdom. Det var festlige dage, siger hun.

Jane Kjeldgaard slår op på en side i søndagsavisen.

- Jeg synes, den her artikel med pigespejderne er så god og billederne er flotte. Jeg har selv været spejder i mange år på Amager, og været spejderleder for en stor flok ulveunger, siger Jane Kjeldgaard.

Annonce

Jeg ville få det rigtig dårligt, hvis jeg ikke kunne læse avisen. Jeg er ikke tilpas med at bo i en by og ikke vide, hvad der foregår i den.

Jane Kjeldgaard

Med Ekstra Bladet i garagen

Det var ikke alle aviser, som gennem tiden fik lov til at komme inden døre i Jane Kjeldgaards hjem.

- Jeg kan ikke fordrage aviser som Ekstra Bladet, og det vidste min mand godt. Alligevel købte han nogle gange avisen, og så stod han og læste den ude i garagen, inden han smed den ud, så jeg ikke opdagede noget, siger Jane Kjeldgaard med et smil.

I 1969 blev Jane Kjeldgaard gift med sin mand, Mogens Kjeldgaard, som hun havde mødt til fest hos nogle fælles bekendte.

- Mogens var født og opvokset i Vejle og vi flyttede til Grejsdalen, hvor vi boede i 35 år og fik vores to børn, inden vi flyttede ind i en villa i Mølholm.

Ægteparret nåede at bo i Mølholm i ni år, inden Mogens Kjeldgaard døde for seks år siden. For et år siden valgte Jane Kjeldgaard at skifte villaen ud med en lejlighed ved vandet.

- Det har været meget svært at flytte. Det er hårdt at pakke et helt liv ned og skifte et stort hus ud med en lille lejlighed. Og selvom beliggenheden ikke fejler noget, så skal jeg lige vænne mig til at bo her, siger Jane Kjeldgaard.

Hun bladrer endnu engang i avisen.

- Når der har vi jo et billede af Dan Arnløv. Han er en flittig viceborgmester, synes jeg.

Egen forretning og lækkert mad

Da Jane Kjeldgaard mødte sin mand, valgte hun at sige farvel til jobbet som bankassistent og kom i stedet ind i sin mands forretning.

- Min mand havde firmaet CC Vejle, og det var rigtig spændende at arbejde sammen i mange år, siger Jane Kjeldgaard.

I 1988 solgte parret firmaet, og valgte at åbne Vejles første delikatesse forretning.

- Der var ofte mange forskellige delikatesser, vi ikke kunne få, når vi var ude at handle, og derfor åbnede vi vores egen delikatesse forretning. Her kunne man købe delikatesser fra Frankrig, Italien, Tyskland og Danmark, siger Jane Kjeldgaard.

Efter 10 år med forretningen begyndte der at komme børnebørn, og parret valgte at lukke og slukke. Nu var der kommet vigtigere gøremål.

Seks favoritter

Hvilken musik lytter du til?

Jeg har lige fornylig lyttet til DRs Pigekor og deres koncert med sange fra Højskolesangbogen. Jeg holder meget af danske sange, så det var så smukt.

Hvilken bog læser du lige nu?

Jeg er i gang med at læse "Alle mine morgener på jorden" af Troels Kløvedal. Jeg har fulgt meget med i hans liv og mange eventyr, og jeg nyder virkelig hans sprog.

Hvad ville du vise gæster som det første i Vejle?

Jeg ville vise dem Fjordenhus. Det er ualmindeligt smuk og jeg har næsten ikke ord for, hvordan man beskriver det. Det er bare storslået.

Hvilken kendt person ville du helst invitere på middag?

Det må nok være Mads Mikkelsen. Ham har jeg altid været meget begejstret for. Til min 70 års fødselsdag fik jeg et billede af ham, som jeg har stående på mit skrivebord.

Hvad er din livret?

Det er en god bøf og et godt glas rødvin.

Hvilken app har du senest downloadet?

Det er TV2 Nyhederne. Det er rart at kunne følge lidt med.

Søndagsaviser kan noget særligt

Jane Kjeldgaard læser altid avisen fra ende til anden, og derfor har hun også godt styr på indholdet.

- Jeg kan slet ikke lide billederne til den her artikel. Jeg synes, man kommer alt for tæt på, siger hun, og tager en ældre avis frem.

- Jeg ville få det rigtig dårligt, hvis jeg ikke kunne læse avisen. Jeg er ikke tilpas med at bo i en by og ikke vide, hvad der foregår i den, siger Jane Kjeldgaard.

Derfor var hun også meget begejstret, da den første søndagsavis landede i postkassen.

- Jeg syntes, det er dejligt at læse en avis om søndagen. Jeg har ikke haft en søndagsavis, siden jeg boede hjemme, og Berlingeren kom ind af døren. Jeg synes, den her avis er rar at læse. Jeg holder især af at læse om politik med mere, og så nyder jeg billederne, som jo oftest er rigtig gode, siger Jane Kjeldgaard.

Meldingen fra hende er derfor også klar.

- Hvis jeg ikke kunne lide at læse den, ville jeg ikke købe den.

Jane Kjeldgaard har holdt avisen lige siden hun flyttede til Vejle i 1964, og hun er særlig glad for søndagsavisen, da hun holder ekstra meget af at læse om søndag. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Hjulboltene var skruet af Toyota

Kultur

Marie fra Roxette er død: Hendes sidste danske koncert var i Jelling, hvor hun sad ned - og lånte en varmeblæser

Kultur For abonnenter

Vi åbner dagens kalenderlåge: Landmanden Leif kæmper for sin troværdighed hver eneste dag

Annonce