Annonce
Jelling

Jellingensere: Sådan gør vi livet surt for indbrudstyvene

Nabohjælp er skabt af Det Kriminalpræventive Råd i 1987. For otte år siden gik rådet sammen med Trygfonden om redskabet, der angiveligt kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud. Arkivfoto: John Randeris
Nabohjælp er vejen frem i kampen mod indbrudstyvene, mener flere Jelling-borgere. Også andre idéer er kommet på banen.
Annonce

Jelling: En række indbrudstyverier siden sommer har skabt en del frustration for boligejere i Jelling.

Det viser den aktivitet, der blandt andet har været i Facebook-gruppen "Det sker i Jelling", hvor flere brugere har advaret om indbrudstyve i byen. Også i politiets døgnrapporter kan der læses om indbrud eller forsøg på indbrud i Jelling.

Politiets fem indbrudsråd

  1. Vær en god nabohjælper
  2. Tænd lys udenfor og klip hækken
  3. Gør døre og vinduer svære at bryde op
  4. Undgå at købe tyvekoster - brug sikre betalingsformer
  5. Ring 114, hvis du har mistanke om indbrud

Derfor har vi her på avisen sat fokus på problemet i flere artikler den seneste uge. I den anledning har vi bedt borgerne  om at komme med gode idéer til, hvad man selv kan gøre for at bidrage til at reducere antallet af indbrud i byen.

Her bringer vi et udpluk af de forslag, vi har modtaget via Facebook.

1 Grønne øer

Judith Leegwater skriver:

- Jeg tænker vores gade er jo fantastisk for tyverne at flygte afsted. Der er ingen hæmninger og kan bare træde “spederen” i bunden. Nogle små grønne øer vil hæmme deres flygtvej og kan gøre, at de overvejer ikke at “operere” i gaden. Samtidig vil de øer også hindre almindelig trafik i at køre for stærkt, da det oftest også sker.

2 Nabohjælp

- Alle hopper med på nabohjælp - og åben kommunikation der igennem - jo flere vågne øje jo sværere bliver det for dem der ikke vil opføre sig ordentligt, skriver Søren Heggelund Wind.

- Giv besked til naboerne når I tager væk et par dage. hold i hinandens indkørsler under ferien og hæng vasketøjet ud på naboens snor. Kør skraldespanden ud og tøm deres postkasse. Gå jævnligt rundt om huset og se efter om der er noget unormalt, skriver Jette Holmgaard.

3 Møde med politiet

- Kunne der være et møde med politiet, der kunne orientere om forebyggende foranstaltninger, gode ideer med mere, foreslår Dorte Rørbye.

4 Overvågning

- Vi har kamera to steder i huset. Det synes jeg er rart. Risikoen for indbrud, når man har en godkendt alarm, bliver mindre, mener Tina Hartmann Sandholdt Verner.

- Overvågning med en eller to administratorer. Eksempelvis på en gade, foreslår Rasmus Kring.

5 Kan jeg hjælpe med noget?

- I vores grundejerforening har vi en Facebook-gruppe, hvor vi orienterer hinanden, hvis vi ser, oplever eller hører noget mistænkeligt i nabolaget og opfordrer hinanden til at være ekstra opmærksomme. Et høfligt "kan jeg hjælpe med noget?", hvis man møder 'ukendte gæster' i området, viser hjælpsomhed for de med gode hensigter og i modsatte fald en opmærksomhed på, at de er set men ikke genkendt (at man kan give et eventuelt signalement). Dette vil måske afskrække nogle, lyder det fra Vivi Højris Fig.

6 Gør huset levende

Mikkel Blauenfeldt skriver følgende:

- Vi har nabohjælp på Dalvænget/Skråningen, og det virker langt hen ad vejen godt i ferie- og juleperioder. Men ikke desto mindre var der som omtalt indbrud hos naboen en helt almindelig søndag aften. Det er rimelig hårdkogt og nok svært at gardere sig mod. Tror det handler om at få sit hus til at se beboet ud, og at det virker levende. Tænd lys. Lad radioen/tv'et køre og lignende. Eventuelt med en timer.

- Er selv hundelufter i området Dalvænget/Bakkedraget/Rosenvold, og det er (specielt i den mørke tid) meget let at spotte, hvor der er nogen hjemme og hvor der er frit slag for indbrudstyve.

- Det jeg synes, der er det mest ubehagelige, er de historier, hvor folk fortæller om, at der bliver banket på ruderne om natten for at finde ud af, om der er nogen hjemme. Det er skræmmende.

7 Sensorlamper

Susanne Thyme Hildebrandt foreslår:

- Man kunne installere sensorlamper flere steder rundt om huset. Måske det vil afskrække tyven at få spot på sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce