Annonce
Vejle

Har selv prøvet at falde om: Jens løber, når et hjerte svigter

Jens Nielsen har været hjerteløber siden juli 2018. Inden han tilmeldte sig havde han ti års erfaring med førstehjælp. Han har som hjerteløber været med til at redde flere liv. Foto:Yilmaz Polat
Jens Nielsen er hjerteløber. Han oplevede selv for nogle år siden at falde om, fordi hans hjerte ikke slog, som det skulle. Nu bliver han kaldt ud, hvis andre falder om med hjertestop.

Vejle: Jens Nielsen er 67 år. Han er frivillig hos politihjemmeværnet, snart også hos hjerteforeningen, og endelig er han hjerteløber. Han sætter i spurt, hvis et hjerte stopper med at slå. Jens har været hjerteløber siden juli 2018. I den tid er han blevet kaldt ud otte gange - tre gange, hvor hans hjælp havde direkte indflydelse på udfaldet.

Han ser ikke det frivillige arbejde som hjerteløber som en heltegerning, han gør det bare, fordi han har muligheden for at hjælpe.

Jens har undervist i førstehjælp i ti år, så da muligheden for at blive hjerteløber opstod i juli 2018, syntes Jens at det var noget for ham.

- Jeg er pensionist, og har været det siden 2017. Så jeg er hjemme det meste af tiden alligevel, så jeg har tid til det, siger Jens Nielsen.

Når man selv har prøvet at falde om, så er det rart at man kan gå ud og gøre en forskel.

Jens Nielsen 67 år, Hjerteløber

August 2016

Jens har også selv prøvet at have brug for akut hjælp. I august 2016 faldt Jens Nielsen om. Hans hjerte var i en dårlig tilstand, og Jens fik hjælp til at komme videre på sygehuset. Her besluttede lægerne, at Jens skulle udstyres med en såkaldt loop recorder, som er en computer der måler hjertets rytme, så sygehuset løbende kan holde øje med, hvordan hjertet slår. Lægerne kunne efter seks uger konstatere, at Jens' hjerte var nødt til at få lidt ekstra hjælp i form af en pacemaker.

- Hvis ikke jeg havde fået sat min pacemaker ind, kunne jeg være faldet om mange gange siden, fortæller han.

Der er dog også en anden årsag til, at Jens i dag er hjerteløber. I det fitnesscenter, hvor Jens Nielsen træner, faldt en af Jens' bekendte en dag om med hjertestop. Jens var ikke selv til stede, men hans bekendte blev reddet af, at der var én i centret der kunne førstehjælp. Jens har efterfølgende tilbudt sin hjælp i fitnesscenteret, og hjælper dem med førstehjælpskurser, så de kan redde liv, hvis noget lignende skulle ske igen.

- Når man selv har prøvet at falde om, så er det rart at man kan gå ud at gøre en forskel. I det kvarter, hvor vi bor, er der også mange ældre og seniorer, hvilket er en gruppe, der potentielt er i risikogruppen, siger han.

Jens Nielsen har prøvet at blive ringet op otte gange, siden han tilmeldte sig. Sker det, at telefonen plinger, tager Jens sin hjerteløber-vest på, sætter sig i bilen og kører afsted.

At være hjerteløber

Hjerteløbere er forholdsvis nyt fænomen i Danmark. I Region Syddanmark har det været muligt at melde sig siden juli 2018, i Region Hovedstaden startede det i september 2017 og Region Midtjylland gik med i ordningen i oktober 2018. Projektchef hos TrygFonden Grethe Thomas udtalte i 2018 til Samvirke, at selvom der er omkring 18.000 hjertestartere rundt om i Danmark, er det ikke nok.

- Formålet med hjerteløber-ordningen er derfor at lave en organisering, så hjertestarterne kommer i spil i hele landet, og flere dermed vil kunne overleve hjertestop, sagde Grethe Thomas til Samvirke.

Jens Nielsen har en app på sin telefon. Med den kan alarmcentralen se, hvor Jens befinder sig og dermed sende ham et sted hen, hvis der er brug for hans hjælp. Når der bliver afgivet alarm, og Jens har tilkendegivet at han kan hjælpe, kører han.

På bilturen gør Jens Nielsen sig nogle tanker om, hvilken opgave det er han skal ud på. Han kan blive kaldt ud med tre forskellige formål. Det første er at yde primær førstehjælp - hvilket betyder, at Jens går i gang med såkaldt hjertelungeredning. Det andet er at skulle assistere en anden livredderperson, der allerede er ankommet til stedet, og det tredje er, at eller sørge for at der kommer en hjertestarter.

- Vi kan blive kaldt ud mellem syv morgen og 23 aften. Jeg har prøvet at blive kaldt ud om natten, men det var vist en fejl. Det er også for langsomt at sende os ud, når vi først skal i tøjet, forklarer Jens Nielsen.

To overlevede, én gjorde ikke

Jens er blevet kaldt ud otte gange, men han har kun skulle assistere ved tre af kaldene. Enten fordi en ambulance allerede var ankommet, eller fordi der allerede var kommet andre førstehjælpere.

Den ene gang Jens Nielsen blev kaldt ud, var det for sent. Jens ankom fire minutter efter kaldet, men den pågældende person havde ligget for længe, inden der kom hjælp, så hans liv stod ikke til at redde. Det er ikke en oplevelse, Jens har haft problemer med at skulle håndtere. Han ser det som en del af opgaven.

- Vi har mulighed for at kunne ringe til nogen professionelle, men det er ikke noget, jeg har haft brug for. De læger og paramedicinere, vi møder ude på opgaverne, er generelt også gode til at snakke med os. Men jeg er nok god til at adskille tingene, og lægge det fra mig. Men det kan jo være det kommer engang, siger Jens.

De to øvrige gange Jens har ydet førstehjælp er det endt godt, og han har været med til at redde liv.

Hjerteløber

Hvis man er over 18 år og har en smartphone kan man blive hjerteløber. Alt det kræver er en app, hvor man udfylder en tilmeldingsformular. Herefter fungerer det således:

  • Når alarmcentralen modtager et opkald om hjertestop, kan de automatisk sende en besked til de hjerteløbere der er tættest på personen med hjertestop.
  • Som hjerteløber bliver du enten bedt om at hente den nærmeste hjertestarter, eller tage direkte hen til personen og yde hjertelungeredning.
  • Hvis du bliver kaldt ud, kommer der en alarm på din telefon, hvor du kan svare, om du kan løbe afsted.
  • Det er en fordel, men ikke et krav, at du har været på kursus i livreddende førstehjælp.
  • App'en hedder: Hjerteløber

Bliv hjerteløber

Jens Nielsen har givet kurser i førstehjælp flere steder, blandt andet hos spejdere og i forsvaret. Jens er selv frivillig hos politihjemmeværnet, og har været det i snart 40 år. Her giver han også kurser i førstehjælp.

Inden da var han ansat på Syddansk Erhvervsskole i 32 år, hvor han i de sidste ti år også underviste i førstehjælp. Hjerteforeningen kalder også nu, og Jens har lige søgt om at blive instruktør i førstehjælp for dem. På trods af sin alder, og tilværelsen som pensionist, sidder Jens ikke stille.

Jens opfordrer til, at alle som har muligheden burde blive hjerteløbere.

- Det har sin berettigelse, hjerteløberfunktionen, for alle kan komme ud for at have brug for hjælp, slår Jens Nielsen fast.

Når Jens Nielsen bliver kaldt ud tager han sin vest på. Så kan folk se, at han er kommet for at hjælpe med hjertelungeredning eller hjertestarteren. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt igen - og den bedste var på midten

Annonce