Annonce
Egtved

Jernaldercenter bringer folk tilbage til den skærmløse tid

Den familievenlige sommerhøjskole byder på et væld af aktiviteter, hvor der kan hakkes, skæres, flettes og bages på gammeldags manér. Foto: Aske Visser Ottosen
Flere familier har i en uges tid byttet iPad og mobiltelefon ud med jernalderredskaber.

Vingsted: En uge uden mobiler, computere og tablets. Ja, det kan jo næsten lyde som et moderne barns værste mareridt, men på Vingsted Jernalderlandsbys sommerhøjskole foregår tingene næsten som for tusind år siden.

Familierne skal blandt andet sove på halmmadrasser, passe landsbyens husdyr og lave landbrugsarbejde.

Annonce

Vi er fyldt op på nærvær og fællesskab og er kommet helt ned i gear. Det er fantastisk.

Line Simonsen, midlertidig indbygger i Vingsted Jernalderlandsby

Lever tæt sammen

Blandt de mange familier er Line Simonsen fra Gårslev, som endnu en sommer har valgt at deltage i sommerhøjskolen sammen med sine tre børn.

- Det er tredje år, vi er her. Det var egentlig et tilfælde, at vi opdagede det for tre år siden, fortæller hun og tilføjer, at hun som barn ofte var på besøg i Vingsted Jernalderlandsby.

I jernalderen boede man som storfamilier, så derfor bor deltagerne på sommerhøjskolen også sammen på den måde. Fordelt på tre store jernaldergårde skal de, i løbet af de fire dage højskolen varer, få en hverdag op at køre.

- Vi bliver enige i familierne om, hvem der gør hvad hver dag. Det er for eksempel vigtigt, at der altid er nogen, der laver mad, fortæller Line Simonsen.

Gammelt håndværk

Når der ikke er praktiske gøremål, som skal ordnes, er familierne i gang med forskelligt jernalderhåndværk såsom pottemageri, smedning og fletning. I et af husene har et dusin unge og gamle forsamlet sig omkring slyngstokke, hvor der produceres snore.

- Rød. Blå. Rød. Blå, lyder det monotont fra en mor, der guider to børn til at flette de forskellige snore sammen i den rigtige rækkefølge.

Da det ikke er første gang, at Line Simonsen er med på sommerhøjskolen, er hun en af de mødre, som hjælper børnene med at komme i gang med aktiviteterne i huset. Og lige nu gælder det fletning af snore.

- De flettede snore kan bruges i dragter eller som armbånd, siger hun om håndværket.

Line Simonsen er med på sommerhøjskolen for tredje gang sammen med sine tre børn på 8, 12 og 14 år. Her viser hun nogle af pigerne, hvordan de skal gøre med slyngstokkene. Foto: Aske Visser Ottosen

Fyldt op på nærvær

Med sig på sommerhøjskolen har Line Simonsen sine tre børn på otte, 12 og 14 år. På trods af børnenes alder har hun ikke oplevet noget bøvl i forhold til, at sommerhøjskolen foregår uden mobiler og tablets.

- Det er dem, der beder om at komme her. Selv den store på 14 år sagde, at vi selvfølgelig også skulle herud i år, siger hun med et smil og tilføjer, at det faktisk ikke er så svært for hendes børn at vænne sig til livet uden elektronik, når de først er afsted.

- Det er helt vild fedt at have de her fire dage, hvor der ikke er noget digitalt overhovedet. Vi er fyldt op på nærvær og fællesskab, og er kommet helt ned i gear. Det er fantastisk, lyder det fra hende.

Ved siden af sin mor - også i gang ved slyngstokken - står otteårige Kornelia, der som resten af sin familie er med for tredje gang. Ligesom sin mor synes hun, at det er rart at have en lille uge uden de digitale følgesvende.

- Det er fint. Så kan jeg rende og lege med andre, jeg ikke har set før, siger hun, mens hun og en veninde hjælper moren ved slyngstokkene.

Hun er slet ikke i tvivl om, hvorvidt hun gerne vil vende tilbage næste år.

- Jeg vil gerne med alle de år, jeg kan komme til det, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce