Annonce
Navne

Jernhårde Hoffmann sætter Gud over guld

Anette Hoffmann var med til at vinde olympiske guld i 1996 og 2000. Arkivfoto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
For Anette Hoffmann, der 5. maj fylder 50 år, er den kristne tro større end de mange guldmedaljer, som fløjspilleren i 1990'erne vandt med håndboldlandsholdet.

Fødselsdag: "Spil venstrefløjen fri, så scorer Danmark".

Det var næsten så sikkert som amen i kirken, da Anette Hoffmann fra Jelling i perioden 1990 til år 2000 huserede på fløjen hos "de jernhårde ladies".

Hoffmann, der onsdag 5. maj fylder 50 år, blev noteret for over 600 scoringer for Danmark.

Annonce

Hun var en af de bærende kræfter på det hold, som vandt alt, der var værd at vinde: To OL-guld, to EM-guld og et VM-guld samt en række sekundære mesterskabsmedaljer.

Men måske blev Anette Hoffmann og den øvrige stjerneparade med spillere som Janne Kolling, Anja Andersen, Camilla Andersen og Anne Dorthe Tanderup begunstiget med hjælp fra oven.

Anette Hoffmann betonede i 2019 i et interview med Kristeligt Dagblad, at hun altid har vægtet Gud over guldmedaljer.

Det har givet hende en indre ro, før hun har skullet spille finaler under stort pres og massiv bevågenhed.

Har haft sin kristne tro med sig

- Da flaget gik op, og nationalsangen lød, da vidste jeg med hver en fiber i kroppen, at ingenting af det, der for alvor betyder noget, stod og faldt med, om vi vandt eller tabte. For alverdens guldmedaljer og jordiske æresbevisninger kan ikke gøre noget, når vi engang skal stå over for Gud. Her gælder kun det kors, som i vores flag er hvidt.

- For nok havde jeg hele tiden vidst, at jeg ville give alt, hvad der stod i min magt, for at vi skulle vinde. Men der var noget, som var større end en guldmedalje og en titel, og det var den kristne tro, som jeg har haft med mig siden barndommen, sagde Anette Hoffmann til Kristeligt Dagblad.

Hun fortalte også, at hun ikke kunne forestille sig et liv uden kirken og det kristne fællesskab.

Gennem hendes 14 år lange karriere på topplan spillede hun for Kolding, Viborg samt en enkelt sæson i spanske Corteblanco Bidebieta - i dag kendt som Bera Bera.

Anette Hoffmann er uddannet pædagog. Hun gik på seminariet i både Viborg og hjembyen Jelling. Hun arbejder i dag som key account manager i eco2Light, der blandt andet laver lys til håndboldhaller og andre idrætsfaciliteter.


Da flaget gik op, og nationalsangen lød, da vidste jeg med hver en fiber i kroppen, at ingenting af det, der for alvor betyder noget, stod og faldt med, om vi vandt eller tabte

Anette Hoffmann


/Ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Nærmede sig diskvalifikation: Carelink vandt kviktest-udbud i Syddanmark trods kritik for mangelfuld plan

Annonce