Annonce
Vejle

Dyrekølle og vildtragout på menuen: John laver gourmet-mad til de frivillige på lystbådehavnen

John Bech Jensen anretter forretten til de 22 Onsdagsklub-medlemmer, som er mødt frem for at give en hånd med. I dag består forretten af hjemmerøget dyrekølle med appelsinløg og selleri. Foto: Michael Svenningsen
Der var dyrekølle og vildtragout på menuen, da Vejlen-besætningen besøgte Onsdagholdet i Brejning Lystbådehavn

Børkop: - At spise er det vigtigste i livet - og så skal vi også spise godt.

Ordene kommer fra pensioneret kok John Bech Jensen, der selvom han gik på pension for syv år siden, med jævne mellemrum trækker i kokketøjet og indtager køkken-regionen i sejlerstuen på Brejning Lystbådehavn.

Her laver han middag til de frivillige på Onsdagsholdet, der er en flok frivillige, som mødes 30 onsdage om året og udfører større og mindre vedligeholdelses- og bygge-opgaver på og omkring havnen, som tidligere på året var så venlig at lægge kajplads til Vejlen under dens togt i Vejle Fjord.

De frivillige modtager ingen løn for deres arbejde. I stedet forkæles de med en gratis kokke-middag et par gange i løbet af sæsonen.

Til de 22 frivillige, der er mødt op onsdag i uge 41 har John Bech Jensen lavet to retter fra øverste hylde.

- Til forret skal de have hjemmerøget dyrekølle med kolde appelsinløg og strimler af marineret selleri. Til hovedret er der vildtragout med perleløg og pastinakker samt asier og hvide kartofler, fortæller John Bech Jensen, der har fuldstændig frie hænder til at sammensætte menuen.

- Menuen bestemmes efter, hvad jeg nu kan finde. Onsdagsholdet har ingen indflydelse på det, men de får lige at vide, hvad der venter dem til middag, når de går ud til opgaverne om morgenen, fortæller John Bech Jensen.

Annonce
Foto: Michael Svenningsen

John Bech Jensen har tidligere ejet og drevet Restaurant Børkop Vandmølle i 10 år, ligesom han har været køkkenchef på Munkebjerg Hotel og underviser desuden i kokkelever i teori, ligesom han sidder i uddannelsesudvalget på Hansenberg.

Han har uddannet stribevis af kokke - blandt andre Thomas Herman og Michael Munk fra MeMu - og har arbejdet som kok i blandt andet Tyskland, Holland, Frankrig og Sverige.

Nu er han pensionist, men griber altså stadig sit fags arbejdsredskaber og kokkererer for de frivillige i Onsdagsklubben.

- Det er ikke et fag, man bare lige slipper. Min involvering i Onsdagsklubben kommer af, at jeg selv har sejlet i 42 år og har min båd liggende her i havnen. Jeg kan ikke selv hjælpe ude på pladsen, fordi jeg har en stiv ankel, men så kan jeg lave mad til dem, der arbejder og det har jeg gjort i et par år efterhånden, fortæller John Bech Jensen.

Omkring middagstid myldrer de 22 frivillige ind i sejlerstuen.

Nogle lægger lige vejen forbi gryderne og suger duften ind, mens andre går direkte til det dækkede bord og fylder glassene op med rødvin.

Snakken går lystigt - om stort og småt, om dagens opgaver og om maden, John har lavet til dem.

Ifølge en opgørelse udfører Onsdagsholdet i løbet af en sæson arbejde til en værdi af 1,3 millioner kroner på og omkring Brejning Lystbådehavn og i dag har de frivillige blandt andet repareret et bord- og bænkesæt, gjort pladsen klar til vinteroptagning af både, renset et drænrør og malet havnens store grejskur.

Det giver appetit og John Bech Jensen fortæller, at de frivillige - alle mænd og de fleste pensionister - tager godt imod - og for sig af - retterne, han tryller frem i havnens køkken.

- Det er gode og rare mennesker at lave mad til, fordi de sætter pris på god mad og er interesserede, fortæller John Bech Jensen, der trækker paralleler til det sidste job, han havde, inden han gik på pension for syv år siden.

- Jeg var ansat i køkkenet på Krogårdens Børnehave i Smidstrup og den måde, børnene tog imod maden på, var helt fantastisk. De var nysgerrige og de så og smagte på maden med en nysgerrighed, som er så anderledes end voksnes måde at gå til mad på, fortæller John Bech Jensen.

Der er vildtragout i gryden til Onsdagsklubben. Foto: Michael Svenningsen
Snakken går lystigt omkring middagsbordet, hvor de 22 frivillige nyder et glas rødvin og John Bech Jensens middag. Foto: Michael Svenningsen.
Bøjet over tallerknerne gør John Bech Jensen forretterne klar til de frivillige. Foto: Michael Svenningsen
De frivillige har sat sig til rette og venter på maden. Foto: Michael Svenningsen
John Bech Jensen forkæler de frivillige på Onsdagsholdet i Brejning med en gourmet-middag. Foto: Michael Svenningsen
Onsdagshygge i sejlersturen på Brejning Lystbådehavn. Foto: Michael Svenningsen
Onsdagshygge i sejlersturen på Brejning Lystbådehavn. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce