Annonce
Kultur

Jonas udgiver Benny Andersen som malebog: En Vejle-musiker mødte en helt almindelig mand

Indra Jonas Kure Klit sendte en mail til forfatteren Benny Andersen. Det startede et bekendtskab og siden samarbejde om en male- og sangbog med nogle af Benny Andersens sange. Nu arbejder Jonas med støtte fra forfatterens familie på at udgive projektet. Foto: Mette Mørk
En mail blev til et møde, og nu forbereder Indra Jonas Kure Klit sig på at udgive en bog med nogle af Benny Andersens mest kendte sange. En bog, de havde talt om at lave sammen.
Annonce

Vejle: Næste år udkommer en malebog med nogle af den afdøde forfatter Benny Andersens bedst kendte sange. Børnene kan høre sangene, mens de nørkler med at lægge farver på bogens detaljerige illustrationer.

Ideen til bogen fik Indra Jonas Kure Klit fra Vejle og Benny Andersen sammen for fire år siden. Nu gør Indra Jonas Kure Klit bogen færdig, og Benny Andersens enke, Elisabeth Ehmer, der har boet i Vejle, skriver forordet.

Det hele begyndte på en barselsferie i Vietnam for fem år siden:

Indra Jonas Kure Klit var afsted med kone og datter og læste undervejs en biografi med titlen "En helt almindelig mand".

Bogen fortalte om forfatteren og musikeren Benny Andersen. Den var inspirerende og kunne inddrages i undervisningen, tænkte han.

- Jeg skrev en mail til ham, og tænkte, at jeg ikke ville være ked af det, hvis han ikke svarede, for han fik sikkert mange henvendelser. Men en uge efter kom der en mail fra Benny Andersen. Han skrev, at han aldrig var blevet spurgt på den måde, at jeg lød som en spændende fyr, og så var jeg ikke journalist. Så han ville gerne give en kop kaffe. Et par dage efter skrev han, at han og hans hustru havde bestemt, at jeg skulle komme til frokost den 16. maj 2016. Min kone grinede ad mig og spurgte: "Hvad har du nu rodet dig ud i?

En tegning fra den kommende bog: Jonas og Benny er hovedpersoner i den nye malebog og suser her afsted i den farverige sofa og er klar til musikalske eventyr. Illustration: Viki Munksgaard

Det spurgte Jonas også sig selv om. Men han kørte derover. Da han holdt på Lyngby Torv, var han nervøs.


Det er et kæmpeprivilegium at få lov at arbejde sammen med Benny Andersen og være med til at udgive noget af det sidste, der kommer fra ham.

Indra Jonas Kure Klit


- Men de fik mig til at føle mig velkommen. Benny kom ud i joggingbukser, tøfler og cardigan. Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvorfor de havde inviteret netop mig, for de måtte jo få mange henvendelser, fortæller Jonas.

De lavede frokost sammen, spiste, snakkede om alting, også om, at Jonas ser anderledes ud  - han er adopteret fra Indien, men føler sig som en midtjyde fra Bording.

På et tidspunkt siger Benny Andersen: "Skal vi ikke lave en malebog sammen? Du har fingeren på pulsen i forhold til de unge og kan udvikle i klasseværelset. Det kan jeg ikke, for hvis jeg går ind i et klasseværelse, kan jeg ikke få arbejdsrum."

Det er problemet ved at være kendt.

Indra Jonas Kure Klit har spillet trommer, siden han var seks år. Her er han i øvelokalet i villaen i Grejsdalen. Foto: Mette Mørk

Jonas føler, han er med til at bære en kulturarv videre. Kendskabet til Benny Andersens sange vil på en ny måde blive videregivet til kommende generationer.

- Det er et kæmpeprivilegium at få lov at arbejde sammen med ham og være med til at udgive noget af det sidste, der kommer fra ham, konstaterer Indra Jonas Kure Klit.

Malebogen skal indeholde syv store illustrationer skabt af Viki Munksgaard. De kan børnene bruge en masse tid på at farvelægge, mens de hører syv af Benny Andersens sange, der via QR-koder eller link. De genindspilles til lejligheden af et band, som Jonas har sammensat.

Fra Indien til Bording

  • Indra Jonas Kure Klit blev adopteret fra Indien, da han var seks måneder.
  • Han er opvokset i Bording, har gået på Vesterlund Efterskole og Ikast Gymnasium og har blandt andet spillet trommer, siden han var seks år.
  • Han var trommeslager ved de beredne gardehusarer. I militærtiden ved flyvevåbnet sparede han civiluddannelse op, som han brugte på en læreruddannelse.
  • Han er fast vikar på Fælleshåbsskolen. Han har desuden arbejdet i musicalgenren, spillet til masser af baller og været kapelmester i Aarhus.
  • Han er gift, har en datter på  fem år og bor i Villa Arnen i Grejsdalen.
  • Bogen ventes præsenteret på den store bogmesse i oktober 2021.
  • Illustrationerne er skabt af Viki Munksgaard ud fra den idé, Benny og Jonas havde om blandt andet barndommens land.

Han har jævnlig kontakt med Benny Andersens enke, Elisabeth Ehmer. Hun har forberedt ham på, at når bogen udkommer, efter planen i cirka oktober 2021, kan han lige så godt indstille sig på at være én, mange vil tale med.

Det forstærkes af, at udgivelsen af malebogen skal ledsages af en turne med 15 Benny Andersen-sange.

- Benny er stadig én, der skaber glæde og sælger mange bøger, og videregivelsen af hans ting igennem mig, og Bennys og min fælles fantasi og interesse og ligheder gør, at det er noget, folk vil have mange spørgsmål til, konstaterer Indra Jonas Kure Klit.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VEJLE For abonnenter

Totalt kaos på plejehjemmet: Mens deres 94-årige mor lå for døden, måtte Lone og Hanne hjælpe med at gøre rent og lave mad til hele afdelingen

Erhverv

Julefrokosten blev corona-aflyst: Personaleforening sender 160 medlemmer på restaurant i stedet

Danmark

Professor om coronavacciner: Den fulde effekt kommer først i sidste halvdel af 2021

Annonce