Annonce
Børkop

Journalisten hoppede på bobslæden: Kælkebakken er meget ufarlig, og det er nu meget godt

Bakken venter, og bobslæden glæder sig. Det gør journalisten også. Foto: Jørgen Flindt
For en gangs skyld ligger sneen smukt og med tilpas fylde, så lokalredaktøren tog bobslæden under armen og testede Kælkebakken i Peder Breth Parken.
Annonce

Børkop: I Børkop har man kælkebakken. Ja, man har mange bakker, der kan og bliver brugt, men i Peder Breths Parken bag højskolen ligger en bakke, der kaldes netop: Kælkebakken.

Og hvordan er den så? Bakken.

Hvad er godt og hvad er skidt, når man har lyst til at kælke. Jeg tog ud for at afprøve bakken, og derfor var den blå bobslæde fundet frem fra gemmerne.

Måske er det bare mig, men jeg tror den bobslæde er blevet mindre, siden jeg brugte den for snart ti år siden.

Nå, men den er stadig smølfeblå, og på toppen af bakken virker slæden nærmest lidt som de køer, der kommer på græs hvert forår. Den lugter sne. Og aktion.

Men ok, her på toppen må vi, altså bobslæden og jeg, sande, at en nordmand nok ikke engang bemærke, at her er en bakke. Men en bakke er det, trods alt, og det går nedad i retning åen og jernbanen. Ingen af delen har man en kinamandschance for at kælke helt hen til, så bakken er ret ufarlig.

Annonce

På mange måder.

Jeg sætter mig i bobslæden, og  jeg når at tænke, at bakken er så flad, at der kommer mine 90 kilo da aldrig nedad, for jeg er for tung. Men atter beviser tyngdekraften, at nedad skal man nok altid komme.

Det går huj hej nedad, og bobslæden følger et spor, som en bobslæde tidligere har lavet, så her er glat nok til at det faktisk går fint hurtigt.

Og alt er jævnt undervejs. Der er ingen hop eller skjulte hemmeligheder under sneen, hvilket er meget godt for en halvgammel stodder som mig. Jeg kan sagtens kælke uden at brække nogen lemmer, og for børnene må bakken være endnu mere oplagt. For den er blød og venlig, men stadig tilpas lang til at man glider nedad i mange sekunder.


Der er ingen hop eller skjulte hemmeligheder under sneen, hvilket er meget godt for en halvgammel stodder som mig.

Jørgen Flindt, journalist og bobslædekører


Jeg tæller dog ikke sekunder, for jeg skal styre samtidig, og det er vanskelig nok, men pludselig flader det så meget ud, at slæden stopper.

Mine ben er sneet til, og jeg griner glad og tilfreds. En tur mer

65 skridt op, altså voksneskridt, og så er jeg og bobslæden atter klar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce