Annonce
Hedensted

Jubler over millionregn: Multihus får vitalt tilskud til at transformere byen

Ca. sådan her kommer et nyt Byens Hus i Løsning til at tage sig ud. Illustration: Krads Arkitekter
Det nye budgetforlig øremærker 17,5 mio. kr. til projektet Byens Hus i Løsning. Endnu mangler der fortsat nogle millioner, inden de frivillige bag den kommende selvejende institution kan sætte spaden i jorden.

Løsning: Der var god grund til at finde de brede smil frem i Løsning, da byrådet i Hedensted Kommune sidste uge kunne melde ud, at der var enighed om næste års budget.

I den fremgår det nemlig også, at der i 2021 og 2022 skal afsættes i alt 17,5 mio. kr. til at gøre visionen om et Byens Hus til virkelighed.

Det kommende multihus på Vestergade har været officielt undervejs, siden en frivillig arbejdsgruppe i 2016 satte sig for at gøre noget ved drømmen. Siden er en skitse indeholdende moderne springfaciliteter, åbne glaspartier og plads til alt fra organiseret foreningtilbud til mindre aktiviteter blevet præsenteret.

Og med udsigten til en økonomisk håndsrækning af de helt store er der nu for alvor udsigt til, at Løsning kan gå ind i en ny æra.

- Jeg er selvfølgelig inhabil i at svare på, hvor vigtigt projektet er, men jeg ser det som en vital del i processen om at transformere byen arkitektonisk og fysisk, så vi kan gøre klar til at flere borgere forhåbentlig flytter til byen. Selvfølgelig er Byens Hus ikke den eneste faktor i at skabe udvikling i Løsning, men det spiller rigtig godt sammen med fremtiden, siger Ruben Skydstofte Nikolajsen fra arbejdsgruppen.

Annonce

Med den vitale indsprøjtning kommer der også en forventning om, at vi selv kan rejse de sidste penge - at vise kommunen og resten af landet, hvordan erhvervslivet og byen i flok også kan rejse Løsning op.

Ruben Skydstofte Nikolajsen

Mangler fortsat millioner

Præcis hvad prisen på Byens Hus bliver, er endnu for tidligt at sige, men en absolut minimumspris på 20 mio. kr. har før været nævnt.

Derfor er der også fortsat en rum vej at tilbagelægge, inden første spadestik til den selvejende institution kan tages. Håbet er, at særligt det lokale erhvervsliv vil være med til at finansiere den resterende del.

- Vi kan ikke sige noget om tidsplanen ud over, at pengene er blevet sat af på pågældende budgetår - og at det har givet blod på tanden til for alvor at komme ud over stepperne, siger Ruben Skydstofte Nikolajsen.

Foruden Byens Hus er der lavet en overordnet udviklingsplan for Løsning, der blandt andet indeholder nye byggegrunde og et nyt stadion - begge på den østlige side af jernbanen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Er du træt af private p-vagter? Kommunens p-vagter har venlige postkort med i tasken

Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce