Annonce
Erhverv

Danske butikker måtte spejde langt efter boom i julesalg

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Detailsalget i december skuffede for danske butikker. Erhvervslivet frygter salget er flyttet ud af landet.

Dansk erhvervsliv sidder skuffet tilbage, efter at Danmarks Statistik har opgjort, hvor meget danske butikker har solgt for i december sidste år.

Det fremgår af tal for den danske detailhandel i december, som Danmark Statistik har fremlagt mandag.

Her kan man læse, at handlen i december var lavere i 2019 end i 2018.

Særligt tøjkøb faldt i december 2019 sammenlignet med december 2018.

Faldet giver skuffende miner hos dansk erhvervsliv.

- Julehandlen i butikkerne skuffede, skriver underdirektør i Dansk Industri Morten Granzau i sin analyse af tallene.

- Salget i månederne november og december steg med bare 0,1 procent sammenlignet med de samme måneder i 2018. Julehandlen er detailbranchens vigtigste periode, hvorfor den svigtende julehandel vil sætte sig spor i branchen.

Han føler særligt for de fysiske butikker, der fortsætter med at tabe salg til de udenlandske netbutikker.

Han peger på, at internethandel på udenlandske netbutikker ikke måles i Danmarks Statistiks tal. Derfor kan forbruget sagtens have været større - i så fald er det muligvis bare gået de danske butikker forbi.

Også Dansk Erhvervs økonom Kristian Skriver vurderer ud fra tallene, at "detailsalget slog fejl".

- Det er naturligvis bekymrende for de mange danske butikker, der forventede at slutte 2019 af med et brag af et julesalg, men den drøm har dagens tal punkteret.

En del af historien er, at noget af det traditionelle gavekøb ser ud til at være flyttet til november. Her lokker shoppingdagen Black Friday og netshoppingdagen Cyber Monday med tilbud.

Detailsalget i Danmark var ifølge Danmarks Statistik svagere i december end måneden før, hvis man korrigerer for de to måneders normale niveau.

- En forklaring kan være, at en del af julesalget er flyttet til november på grund af Black Friday og andre store handelsdage, skriver Danmarks Statistik.

Opgørelsen over detailsalget korrigeres for det, der hedder sæsonudsving og effekten af handelsdage. Det gøres for at få nogle sammenlignelige tal på tværs af månederne.

Og her faldt detailhandlen for december altså i forhold til november.

Noget af det, der får Danmarks Statistik henvise til julegavesalget, er de varegruppe, der oplever ændringerne.

Mens en gruppe som fødevarer og andre dagligvarer faldt med 0,1 procent, var faldet i den kategori, der hedder "andre forbrugsvarer" og dækker over elektronik, møbler og nethandel i danske netbutikker, på 1,1 procent.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Manden der skabte Legofiguren er død

Annonce