Annonce
Erhverv

Jurist bliver ny formand for Finanstilsynet

Professor Nina Dietz Legind erstatter David Lando, hvis formandsperiode i Finanstilsynet udløb onsdag.
Annonce

Nina Dietz Legind, der er jurist og professor på Syddansk Universitet, bliver ny formand for Finanstilsynet.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Hun erstatter David Lando, der har haft posten siden maj 2018. Hans periode som formand udløb onsdag.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) glæder sig over, at man får en jurist i sædet som formand.

- Nina Dietz Legind vil bidrage med solide juridiske kompetencer, dyb indsigt i det finansielle område og stor erfaring fra sit øvrige virke, siger han i pressemeddelelsen.

Finanstilsynets opgave er blandt andet at udføre kontrol med landets banker, investeringsselskaber og forsikringsselskaber.

Tilsynet hører under Erhvervsministeriet og har også til opgave at orientere ministeriet i sager af større politisk betydning.

Selv siger Nina Dietz Legind, at man ikke kommer til at mærke en radikalt anderledes linje end den, den tidligere formand anlagde.

- Nu skal jeg lige sætte mig ind i formandsopgaven. Det er mit indtryk, at der er defineret en god linje for, hvordan Finanstilsynets bestyrelse skal arbejde. Min forventning er derfor også, at jeg vil fortsætte den linje, David Lando har lagt, siger hun.

Hun kalder det en opgave med "stor kompleksitet".

- Finanstilsynet har jo stor samfundsmæssig betydning, og derfor er jeg naturligvis også glad for, at ministeren har valgt at pege på mig som den nye formand, siger Nina Dietz Legind.

Bestyrelsen i Finanstilsynet består foruden Nina Dietz Legind af fire andre medlemmer, herunder Karsten Biltoft, vicedirektør i Nationalbanken og Preben Lund Hansen, der er tidligere direktør i Sydbank.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Husk at sortere: Eksplosion i skraldebil skyldtes gasflasker

Annonce