Vejle: Coronafrygt. Det er årsagen til, at flere af Vejles restauratører nu får huller i deres julefrokost-bookninger.
Et eksempel er Danske Fragtmænd, der har valgt at trække stikket til medarbejdernes julefrokost på grund af coronafrygt. Ifølge Henriette Kjærholm Aagaard, kommunikationschef hos Danske Fragtmænd, er der tale om et bevidst valg.
- Smittetrykket er i år lige så stort som i julemåneden sidste år. Vi er et transportfirma med terminaler fordelt over hele landet, og vi kan ikke risikere, at vores medarbejdere på en af vores terminaler bliver ramt af corona, siger Henriette Kjærholm Aagaard.
Danske Fragtmænd har foruden hovedsædet i Aarhus terminaler i Aalborg, Aarhus, Herning, Taulov, Odense og Taastrup.
Ifølge Henriette Kjærholm Aagaard er der stor forståelse for beslutningen blandt de 1100 medarbejdere, der nu bliver ramt.
- De er selvfølgelig kede af, at de ikke kan mødes til julefrokost med deres kolleger. Det er vi alle sammen, siger kommunikationschefen.
Vejle-restauratører ramt
En af de Vejle-restauratører, der bliver ramt af beslutningen i Danske Fragtmænd, er Torvehallerne i Vejle.
- Vi har selvfølgelig stor forståelse for en sådan beslutning - bare aflysningen kommer i god tid, så vi har mulighed for at sælge pladserne til anden side. I værste fald risikerer vi, at vi har indkøbt råvarer og har kaldt folk på arbejde, og så kommer det til at koste på bundlinjen, siger medejer af Torvehallerne Terje Thesbjerg.
Han nævner, at det så anderledes ud for blot et par måneder siden.
- Her oplevede vi, at vi ikke havde fredage og lørdage nok. Nu opstår der huller, og vi står pludselig med ledige pladser, siger Terje Thesbjerg.
Han oplyser, at weekenderne frem mod jul - på nær aflysningerne fortsat - er fuldt booket til årets festlige julefrokostarrangementer, og at han ser frem til at byde gæsterne velkomne med et gyldigt coronapas i hånden, da det jo heldigvis er den eneste restriktion, man er blevet pålagt.
Terje Thesbjerg, medejer af og direktør i TorvehallerneVi har selvfølgelig stor forståelse for selskabets beslutning, bare aflysningen kommer i god tid, så vi har mulighed for at sælge pladserne til anden side. I værste fald risikerer vi, at vi har indkøbt råvarer og har kaldt folk på arbejde, og så kommer det til at koste på bundlinjen.
Koster på bundlinjen
En af de restauratører, der allerede har tabt penge, er René Hviid, som er indehaver af Restaurant Hviids Vinstue i Gormsgade.
- Vi oplevede forleden et selskab, der meldte fra på dagen. Det betød, at vi både stod med råvarer og havde kaldt medarbejdere på arbejde.
- Der var heldigvis tale om et mindre selskab på 14, og derfor er tabet ikke så stort. Men vi står med et tab, siger René Hviid.
Han slår på, at der i disse tilfælde burde være en akut hjælpepakke.
- Når firmaer og gæster melder fra, hænger det blandt andet sammen med de skrækscenarier, regeringen og Sundhedsstyrelsen melder ud, og fordi folk ikke gider bøvlet med coronapas, forklarer René Hviid.