Annonce
Kultur

Kæmpescoop: Give Tennisklub putter den danske tenniselite i 'Gryden' - og ryger på Eurosport!

Holger Rune er blot én af en række store tennisnavne, der kommer til Give i Kristi himmelfartsferien for at deltage i Give Tennisklubs invitationsturnering. Foto: Jim Hoff
Danmarksmestrene i Elitedivisionens holdturnering fra Give Tennisklub lancerer en “gryderet” af de allerfineste inden for tennissporten herhjemme, når klubben i Kristi himmelfartsferien er værter for topnavne som Holger Rune og Frederik Løchte, der skal op mod klubbens egne spillere i en invitationsturnering med 35.000 kroner på spil.

GIVE: Hvis du er til god sport og gerne vil se tennissportens ypperste atleter folde sig ud, så er Give Tennisklub sammen med ØBG Silkeborg klar med en “gryderet” af de allerlækreste, når klubben i Kristi himmelfartsferien med sportschef Lars Baes som absolut primus motor lancerer klubbens første invitationsturnering med deltagelse af nogle af spidserne indenfor dansk tennis anno 2020.

Naturligvis stiller de forsvarende danmarksmestre selv med spillere til turneringen i skikkelse af Anders Grinderslev og Rasmus Michelsen, og derudover lyder den virkelig interessante tennismenu på topnavnene Holger Rune, verdens bedste tennisspiller under 18 år i 2019 (HIK), Frederik Løchte Nielsen (Lyngby), Søren Hess-Olesen (KB), Christian Sigsgaard (Gentofte), Eric Vansheilbom KB) og Martin Pedersen (KB).

Spillere der gør sig og har gjort sig på Daviscup-holdet for Danmark, ATP-Touren, samt en enkelt spiller, Frederik Løchte, der i 2012 vandt doublen i Wimbledon med sin makker Jonathan Marray.

De otte spillere bliver delt op i puljer ved lodtrækning i B & O Silkeborgs lokaler tirsdag den 19. maj. Her sender Give Tennisklub i samarbejde med Christian Daugaard fra Give Foto live fra lodtrækningen på klubbens Facebookside.

Torsdag spilles der indledende puljekampe i Silkeborg og Give, og fredag bliver semifinalerne og finalen afviklet i ‘Gryden’ i Give. Kampene starter torsdag klokken 12.00, mens der er start klokken 11.00 fredag.

Som et lille sjovt kuriosum kan nævnes, at Danske spil vil udbyde odds på den samlede vinder af turneringen samt de enkelte head to head-kampe.

Annonce

Det er faktisk Eurosport selv, der har henvendt sig til os, så det er da rimelig fedt. Vi har gennem flere år sukket efter noget eksponering på TV, og det får vi så nu - og så endda via vores helt egen turnering

Lars Baes, sportschef Give Tennisklub

Eurosport sender direkte fra Gryden i Give

Da der ikke må være tilskuere til kampene i forhold til forsamlingsforbuddet, vil kampene blive streamet torsdag fra Give med Christian Daugaard som tovholder, og fredag sender Eurosport 2 fra ‘Gryden’ i Give.

- Det er faktisk Eurosport selv, der har henvendt sig til os, så det er da rimelig fedt. Vi har gennem flere år sukket efter noget eksponering på TV, og det får vi så nu - og så endda via vores helt egen turnering, lyder det med et skævt smil fra Lars Baes.

Turneringen har det mundrette navn ‘B & O Silkeborg/Give/ØBG - invitational’ og sponsoreres af en lang række sponsorer fra både lokalt og regionalt hold.

- Via gode sponsorers hjælp kan vi sammenlagt lancere en præmiesum på 35.000 kroner, så der bliver mere end æren at spille om, konstaterer Lars Baes.

Han har ikke haft problemer med at skaffe spillere til turneringen. Tværtimod har der været stor interesse omkring turneringen, ikke mindst fordi, at de forskellige turneringer både i Danmark og internationalt har ligget stille, så spillerne er sultne efter at komme ind i tennismanegen.

- Jeg har i forbindelse med rekrutteringen af spillere oplevet, at der står stor respekt om Give Tennisklub og de resultater, vi har skabt. Spillerne ved godt, hvem vi er - og hvad vi står for. Ikke mindst vores DM-titel i 2019 har vakt genlyd i den danske tennisverden, så folk vil gerne til Give og spille tennis og se, hvad det er vi kan herovre i det jyske, konstaterer Lars Baes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Klar tysk melding om grænseåbning: Åbne sluser til Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce