Annonce
Læserbrev

Kære politikere, husk de små landbrug

Læserbrev: Valgplakater i alle farver pryder allerede lygtepælene, snart er der valg til Europa-Parlamentet, og 5. juni skal vi til stemmeurnerne igen for at stemme til Folketinget.

Et af emnerne i valgkampen vil være en bedre balance mellem by og land. Hvordan får vi skabt mere liv i landområderne?

Landbrug & Fødevarer er gået sammen med Landdistrikternes Fællesråd om kampagnen "Stemmer på Landet", der netop skal vise, at der er masser af liv uden for København og Aarhus.

Meget af det liv er skabt af landmændene. Både de store landbrug, men bestemt også de små producenter, som er med til at bibeholde liv på landet.

Det er dem, vi har fokus på i Familielandbruget. Vi vil sikre, at der er fair rammevilkår for de mindre producenter.

Vi har netop vundet en vigtig sejr for de mindre ægproducenter over hele landet. Til trods for at Henrik Rasmussen fra Otterup kun har 250 høns, skal han betale over 17.000 kr. årligt i veterinærkontroller. Da Familielandbruget gik ind i sagen, blev vilkårene heldigvis markant bedre.

Et andet eksempel på de unfair vilkår for de mindre producenter er puljen til moderniseringsstøtte, der blandt andet bliver brugt til at modernisere stalde.

Fordi der er blevet søgt om flere penge, end der er afsat, er de enkelte ansøgninger blevet sammenholdt i forhold til deres økonomisk effekt. Har den økonomiske effekt været den samme i flere ansøgninger, er det antallet af pladser, der har vægtet højest.

Det har betydet, at det er alle de største producenter, der i forvejen får flest støttekroner, der får igen.

Det er simpelthen ikke en fair fordeling af støttekronerne. Støtten skal gavne både store som små landbrug og både små og store projekter.

I Familielandbruget fortsætter vi kampen for de mindre producenter. Vi er vigtige aktører, når det gælder liv på landet og arbejdet for natur og biodiversitet, og vi skal sikre, at fremtidens landbrug består af både små og større landbrug.

Husk derfor at stemme til både europaparlamentsvalget og folketingsvalget. Det er politikerne, der har indflydelse på, om landdistrikterne skal udvikles eller afvikles.

Lone Andersen. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Jeanette og Kenneth fra Jerlev overtog Humlum Kro i februar: - Det ser meget håbløst ud lige nu

Annonce