Annonce
Debat

Kære Troels Lund Poulsen: Løj statsministeren virkelig?

Mogens Ingemann Thomsen. Arkivfoto

Læserbrev: Kære Troels Lund Poulsen - du har i flere læserbreve beskyldt statsminister Mette Frederiksen  for at lyve i forbindelse med nedlukningen af Danmark.

Nedlukningen skete som bekendt på pressemødet den 11. marts sidste år, hvor statsministeren blandt andet sagde, at det skete på myndighedernes anbefaling.

Statsministerens indledende tale på omtalte pressemøde kan læses på internettet, og jeg kan ikke finde, hvor det står, at nedlukningen skete alene på sundhedsmyndighedernes anbefaling.

Myndighederne er for mig at se et vidt begreb, og der har sikkert været input fra mange sider, eksempelvis fra statsministeriets embedsmænd, som jo også er en myndighed. Derfor er det efter min mening ikke rimeligt at påstå, at statsministeren løj.

Det er det heller ikke, selv om det af Jørgen Grønnegård-rapporten fremgår, at sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm ikke var fuldstændig enig i alle dele af nedlukningen.

Jeg har stor tillid til sundhedsmyndighederne og mener selvfølgelig, at man skal lytte til dem, men lige præcis på dette tidspunkt, mener jeg, at Brostrøm tog fejl, og at det var godt at regeringen også lyttede til andre myndigheder, for så til sidst at tage den nødvendige politiske beslutning.

Det betød nemlig efter min mening, at vi her i landet fik styr på smittespredningen langt hurtigere end i andre lande.

Men jeg vil gerne medgive, at dette ikke kun var regeringens fortjeneste. På det tidspunkt stod der et enigt folketing bag de forskellige restriktioner, der blev pålagt, og det gjorde, at restriktionerne blev fulgt, og derfor kom der styr på smittespredningen.

Det viste, at når der opstår en virkelig stor krise, kan vore folkevalgte politikere sætte egne politiske interesser til side for sammen at løse problemerne. Det synes jeg, vi skal rose politikerne for, uanset hvilket politisk standpunkt vi har.

Når det er sagt, er der noget, jeg bliver nødt til at sige til dig, Troels:

Det er helt i orden, at du kritiserer regeringen og statsministeren, men som tidligere minister og fremtrædende medlem af Venstre, synes jeg, at du skulle lade din kritik komme til udtryk på en mere konstruktiv måde end via de personlige og nedladende beskyldninger, dine læserbreve indeholder.

Jeg kan jo ikke vide det, men jeg tror og håber, at de fleste almindelige mennesker vil være enige med mig i det.

Her til sidst har jeg et par spørgsmål til dig:

Mener du - set i bagklogskabens lys - at det var helt forkert, at regeringen valgte at foretage den omfattende nedlukning? Kan man få den opfattelse ved at læse Grønnegård-rapporten?


Kære Troels Lund: Var det helt forkert, at regeringen valgte at foretage den omfattende nedlukning?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Vejle er i top fem over hårdest ramt kommuner: Smittetal dykker en smule

Jelling

Kommunal kovending: Anbefaler trafikplan for Jelling - og dropper to vejprojekter til 1,4 millioner kroner

Annonce