Annonce
forside

Kærestepar varetægtsfængslet for indbrud og hæleri

Vejle - En dommer valgte fredag formiddag at varetægtsfænslet et kærestepar fra Vejle, efter at de torsdag eftermiddag blev anholdt under en politiaktion i Aarhus og Vejle.

I parrets hjem i Vejle fandt politiet det, man formoder er 30 forskellige tyvekoster primært bestående af guldsmykker.

På tre andre adresser i Vejle og i en bil i Aarhus blev der under samme aktion fundet sammenlagt yderligere ti formodede tyvekoster.

Politiet kom på sporet af kæresteparret, efter at de begge blev prøveløsladt tidligere på året. De afsonede domme fra juni 2014 for omfattende designtyverier, og politiet ville sikre sig, at de ikke gik ned af samme sti igen, når de kom ud fra fængslet. Derfor blev der holdt øje med parret, fortæller anklager Jannie Kramer, der mødte i retten til grundlovsforhøret.

- Politiet lagde sig i kølvandet af dem, og efter et indbrud i Vonge i februar kom der et DNA-hit på dem, fortæller anklageren.

Ville ikke med

Parret blev fremstillet sammen med en 28-årig vejlenser, som blev løsladt, fordi dommeren ikke mente, at han nødvendigvis vil begå yderligere kriminalitet frem til, at sagen skal for retten.

Det samme gjorde sig ikke gældende for kæresteparret, som blev varetægtsfængslet for fire uger, sigtet for indbrud og hæleri.

- Efter vores opfattelse har de forsøgt at afsætte tyvekosterne. Nogle har vi fundet og nogle er blevet genkendt via fotos, fortæller Jannie Kramer.

Den 26-årige mand er ligeledes sigtet for vold og trusler mod tjenestemand, da han satte sig til modværge ved anholdelsen.

En fjerde person er også sigtet i sagen. Han blev anholdt, da han sad i en bil sammen med én af de andre sigtede under anholdelsesaktionen i Aarhus torsdag.

- Jeg ved ikke, hvordan han er endt der. Han er ikke tidligere kendt af politiet for berigelseskriminalitet, siger anklageren.

Nægter alt

Det nu varetægtsfængslede par nægter alle beskyldningerne imod dem.

- De sagde, at de koster, politiet har fundet, ikke er tyvekoster. Hvordan deres DNA kunne være på et gerningssted, kunne de ikke svare på, siger anklageren.

Hun tilføjer, at politiet nu skal have arbejdsro til at finde hoved og hale i de mange formodede tyvekoster og finde frem til, hvem de mulige ejermænd kunne være.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce