Annonce
Hedensted

Københavnsk rengøringsfirma rykker ind på nedlagt kro

Den københavnske rengøringsvirksomhed Suveren har købt Åstedbro Kro for at indrette den til udstationerings-bolig for medarbejdere, der i en kortere eller længere periode er i Jylland. Direktør Peter Nielsen vil indrette 10 værelser samt hyggerum med fx sofaer, tv og playstation. Foto: Morten Pape
Rengøringsvirksomheden Suveren har købt den mere end 300 år gamle kro på Nr. Snedevej. Stedet skal i første omgang huse virksomhedens udsendte medarbejdere, der gør rent på byggepladser i området.

Åstedbro: Det bliver ikke suppe, steg og is, men snarere spand, kost og klud, når der igen kommer liv i den gamle landevejskro, Åstedbro Kro, på Nr. Snedevej mellem Hvirring og Klovborg.

Efter godt to år på ejendomsmarkedet er den nedlagte kro nemlig blevet købt af en københavnsk rengøringsvirksomhed, der i første omgang vil indrette stedet som opholdssted for sjællandske medarbejdere, der er på kortere eller længere udstationering i det jyske.

Det fortæller den nybagte kroejer og direktør for Suveren, Peter Nielsen.

- Vi har længe haft planer om at etablere os i Jylland, for vi har allerede en del kunder herovre. På Sjælland gør vi rent på kontorer, virksomheder og byggepladser, og det er i første omgang byggepladserne, vi også vil satse på i det jyske, siger Peter Nielsen.

Annonce
Åstedbro Kro er mere end 300 år gammel, men det er syv år siden den blev nedlagt som kro. Foto: Morten Pape

Grill og teltplads fortsætter

Han etablerede selv Suveren for 20 år siden, og virksomheden, der har hovedsæde i Hvidovre, har i dag 250 ansatte. En del af dem er af og til i Jylland, blandt andet på arbejdsopgaver for Horsens-virksomheden Casa.

- Vi har kigget efter et landsted, hvor der kunne indrettes værelser og hyggelige rum til medarbejderne, så de ikke skal bo i skurvogne, når de er herovre. Den gamle Åstedbro Kro ligger godt placeret nær Trekantsområdet, hvor vi har mange opgaver, og hvor der er gang i byggeriet. Og så er omgivelserne med teltplads og en grillbar helt perfekte, siger Peter Nielsen.

Købet af Åstedbro Kro indebærer også en overtagelse af både teltplads og Åstedbro grillen. Begge aktiviteter kører videre, sidstnævnte dog med en ny forpagter.

Kro kan blive til flere ting

For så vidt angår selve hovedbygningen, der indeholder et stuehus og den gamle kro, er Suveren allerede gået i gang med renoveringen.

Stuehuset bliver indrettet med 10 værelser og nogle hyggeområder til medarbejderne. Den gamle kro, der efter mere end 300 år som kongelig privilegeret kro blev lukket i 2012, er der ikke specifikke planer for endnu.

- Den trænger til en kærlig hånd, men hvad der skal ske, har vi ikke taget stilling til endnu. Det kan være, der skal være kontorer eller flere flere værelser, men det er også en mulighed at vi lejer det ud til restaurant eller noget andet. Der har været flere henvendelser fra nogle, der vil lave catering, siger Peter Nielsen og understreger, at det kræver en række tilladelser, inden der bliver pillet ved selve krobygningen.

Åstedbro Kro har en lang historie, men ophørte som kro i 2012. Foto: Morten Pape

Vil skabe nye lokale jobs

I første omgang glæder Peter Nielsen sig til at give sine medarbejdere nogle gode forhold, og så håber han, at etableringen af afdelingen i Åstedbro kan skabe basis for endnu flere opgaver i Jylland.

- Trekantsområdet er et af de mest driftige erhvervsområder, og vi har ambitioner om at udvide virksomheden. Vi forventer, at det vil skabe nye jobs for medarbejdere, som bor i lokalområdet, siger Peter Nielsen.

Suveren er allerede nået langt med renoveringen af hovedbygningen, hvor der skal indrettes 10 værelser til udstationerede medarbejdere. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Fra ondt til værre: Gammelhavn vil være lukket i månedsvis, forudser Trefor-direktør

Annonce