Da jernbanerne i sidste halvdel af 1800-tallet bredte et fintmasket net ud over det ganske land, medførte det store ændringer i danskernes liv.
Kommunikationen mellem land og by og mellem landsdelene blev langt lettere. Den hidtil især på landet afslappede holdning til tiden blev strammet op, da tiden blev køreplansbestemt, og sidst, men ikke mindst: der dukkede en hel masse nye byer op ude på landet.
Hidtil havde der kun været landsbyer - som regel ved en kirke og en kro - og så var der købstæderne, der for de flestes vedkommende lå ude ved vandet.
Nu skete der det, at der blev anlagt stationer på jernbanerne uden for købstæderne, og de stationer blev som regel placeret, hvor en landevej skar jernbanen. Børkop er et godt eksempel på det, idet stationen her blev anbragt nær landevejen fra Gauerslund til Pjedsted, og så blev der etableret en stikvej hen til stationen fra landevejen.
Samtidig med stationen eller kort tid efter kom der ofte en kro og/eller købmandshandel over for stationen, og det blev starten til en lille by, hvor driftige handelsmænd og håndværkere slog sig ned og begyndte på en ny tilværelse. Stationsbyen var skabt, og mange steder voksende den hurtigt kirkebyen over hovedet med hensyn til folketal.
Men disse nye byer blev ofte set ned på. Købstæderne opfattede dem med rette som konkurrenter, og der var af og til noget wild west over dem, ligesom arkitekturen i byerne blev udsat for megen hån og nedsættende bemærkninger. Det var en grim gøgeunge, der var skudt op i det danske bylandskab, mente man, og vi skal helt frem til 1980’erne, før historikere og arkitekturhistorikere begyndte at tage stationsbyerne alvorligt, men så skete der også noget i form af en perlerække af videnskabelige værker, der behandlede alle sider af stationsbyernes liv og virke.
Gamle dage
Vejle, verden og avisen: Vigand Rasmussen skriver om Gamle dage hver tirsdag.
Det var dog ikke alle steder, at en jernbane og en station var ensbetydende med, at der opstod en by. En jernbane som Vejle-Vandel Jernbane, der åbnede i 1897, førte ikke mange stationsbyer med sig. I Skibet opstod der noget bebyggelse omkring stationen, og Vandel fik også vokseværk med banens ankomst. Men ellers lå banens stationer ret alene på strækningen ud gennem ådalen.
Det var ellers ikke, fordi de lokale iværksættere ikke havde opdaget mulighederne med banens ankomst.
Ved Ravning Station åbnede Peter Koch onsdag den 8. september en velassorteret kolonial-, vin-, isenkram-, manufaktur og foderstofforretning, og det var dagen før, at indvielsestoget kørte på den nye bane.
I Bindeballe var Jeppe Christensen en smule tidligere på færde, thi han åbnede en tilsvarende forretning allerede fredag den 3. september 1897. Løfterne var store. ”Da jeg har sat mig i Forbindelse med de største og bedste Grossister og derved gjort fordelagtige Indkøb, kan jeg tilbyde mine Kunder gode Varer og til uhørt billige Priser,” som han skrev i en annonce i Vejle Amts Folkeblad den 1. september.
Som mange andre iværksættere kom Christensen fra et helt andet erhverv. Han var bondemand, men han så mulighederne ved at bygge en købmandsgård lige over for den kommende station i Bindeballe. Det blev et stort byggeri, hvor tømmeret blev fældet i Ravning Skov. Og så måtte man grave en brønd, så man kunne få vand til blandt andet støbearbejdet. Det var et projekt, der gav arbejde til mange mand, men det blev færdigt til tiden, tilmed med en rejsestald og et mølleri.
Jeppe Christensen havde også fået bevilling til at udskænke spiritus, og det kunne hænde, at en af kunderne havde kigget lige dybt nok i snapseflasken, så han blev meget træt. Men så lagde Christensen og møllerkarlen ham ud i vedkommendes hestevogn, hvorefter hestene selv fandt hjem med den sovende bonde. Om krabasken så ventede, melder historien ikke noget om.
Jeppe Christensen havde også bevilling til at udskænke spiritus, og det kunne hænde, at en af kunderne havde kigget lige dybt nok i snapseflasken, så han blev meget træt.
Der var købmandsgård i Bindeballe i 20 år med en del skiftende ejere.
En af dem var Anders Eriksen, som stod i spidsen for købmandsgården i perioden 1906 til 1912, og den sidste købmand var Juhl Mathiasen, der i 1916 solgte købmandsgården til de lokale, hvorefter den blev en brugsforening med lærer Martin Andersen som bestyrelsesformand.
Brugsforeningen åbnede den 1. januar 1917, og den eksisterede til den 3. februar 1973, hvor brugsen lukkede, og stedet blev solgt til Maja og Reinholdt Jensen.
På det tidspunkt var det mange år siden, at jernbanen lukkede, så etablissementet over for stationen overlevede således banen i mange år, men der kom ikke rigtig nogen by omkring station og købmandsgård i Bindeballe.
Det var en skæbne, som stedet delte med en del andre fra jernbanealderens sidste fase. Jernbanens bydannende effekt var ved at klinge ud sammen med det 19. århundrede.
Kilder: Vibeke Kruse: Historien om Bindeballe Købmandsgård. 2007. - Vejle Amts Folkeblad 1897
