Annonce
Egtved

Købmandsgård har haft ekstra mange gæster i år

Ulla Poulsen fra Snertinge, Sjælland, og hendes mand (der ikke er med på billedet) tager stort set altid forbi Bindeballe Købmandsgård, når de besøger venner og familie i Jylland. Også selvom det måske ikke lige er på vejen. For der er så hyggeligt. Nogle gange som i dag bliver det til et stykke kage og en kop kaffe, og andre gange køber de blot lidt af den gode snaps. Foto: Mette Mørk
Flere danskere har fået øjnene op for den gamle købmandsgård i Bindeballe, som har haft en rigtig god sommer.

Bindeballe: Hvert år besøger over 100.000 mennesker den gamle købmandsgård i Bindeballe. Sommeren i år har været ekstra godt besøgt og givet ekstra travlhed.

- Jeg har en klar oplevelse af, at vi har haft ekstra travlt i år - især på lørdage og søndage, hvor der er kommet rigtig mange henover hele sommeren, fortæller Jonna Søgaard, der i ti år har været frivillig medhjælper hos Bindeballe Købmandsgård.

Den gode sommer passer godt i tråd med den generelle udvikling.

- Stedet bliver mere og mere kendt på den gode måde. Vi har i forårsmånederne mange hold af besøgende i busser, måske 50 eller 100 ad gangen, som kommer og oplever stedet. De fortæller ofte andre, de kender om deres besøg og bliver på en måde en slags ambassadører for os, kan vi mærke, forklarer hun.

Annonce
Alle stole og kaffekopper er forskellige, og ifølge Jonna Søgård kan ofte høre, at besøgende ser en kop eller en stol magen til dem, deres forældre eller bedsteforældre måske havde, eller som de selv havde engang. Det vækker gode minder. Foto: Mette Mørk

Kaffehus trækker mange gæster til

For tre år siden åbnede købmandsgården et hyggeligt kaffehus bagved købmandsbygningen, hvor man købe lidt at spise, en kop kaffe og vælge mellem et stort udvalg af lækre kager. Det har en god betydning for besøgstallet.

- Vi har en del, der ikke bor så langt herfra, som har gjort det til en tradition at komme her og få deres søndagskaffe måske en gang eller to i måneden. Andre har fundet ud af, at man kan købe frokost her. Når de så skal have gæster og ikke orker eller evner at lave mad selv, så kan de invitere deres gæster med herud og kombinere det med et besøg i købmandsgården, siger Jonna Søgaard.

Ved siden af kaffehuset er der en fin legeplads, hvor børnene kan hygge sig.

- Man kan få en del tid til at gå her og have en hyggelig dag her sammen, uanset om man er barn, ung eller voksen, og det er der stille og roligt flere og flere, der får øjnene op for, og det kan mærkes. Det er rigtig dejligt, siger hun.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce