Vejle: Det var uopmærksomhed, der var forklaringen på, at en 34-årig chauffør fra Farum torsdag aften bragede ind i en skiltevogn, der holdt i første vognbane på Vejlefjordbroen for at markere det igangværende vejarbejde på stedet.
Der skete betydelig materiel skade, og lastvognen var ikke i stand til at køre fra stedet. Derfor måtte bjærgningsmateriel føres frem, og der skete en nødflytning af lastvognen.
Sydøstjyllands Politi oplyste fredag morgen, at Vejlefjordbroen var spærret mellem klokken 20.09 og 20.42.
Chaufføren kan formentlig se frem til en bøde for uopmærksomhed, i og med han påkører en holdende skiltevogn med lys og reflekser. Desuden vil der være en forsikringssag med Vejdirektoratet om den smadrede skiltevogn.