Annonce
Indland

Køreskoler er klar til at afvikle pukkel af elever

Fra tirsdag åbner landets køreskoler efter at have været lukket siden december. Eleverne skal ankomme med mundbind eller visir, og de skal fremvise en negativ coronatest ved indgang til teorilokalerne. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dansk Kørelærer-Union håber, politiet vil åbne for flere køreprøver, som skal afvikle pukkel af elever.

Landets køreskoler er klar med nysprittede biler og teorilokaler, når de igen åbner for elever tirsdag.

Det fortæller Bent Grue, som er landsformand for Dansk Kørelærer-Union og ejer af Grues Køreskole i Kalundborg.

- Det har været en lang sej periode. Fra Dansk Kørelære-Unions side kan jeg sige, at kørelærerne hungrer efter at komme i gang igen. Alle er super klar til i dag, siger han.

- Vi har glædet os siden december. Vi er som små glade påskelam, der skal på græs. Vi glæder os rigtigt meget efter en lang nedlukningsperiode, siger han.

Køreskolerne åbner tirsdag sammen med resten af det liberale erhverv - herunder frisører og tatovører.

Siden december har skolerne været lukket for både undervisning, teori- og køreprøver.

Det har skabt en pukkel af tusindvis af elever, som mangler at få taget den afsluttende køreprøve.

Det fortæller Bent Grue, som efter et møde med Rigspolitiet kan berette, at mellem 10.000 og 12.000 prøver blev aflyst under nedlukningen.

- Der er et ansvar fra politiets side at få lagt det antal prøver ud, som vi skal bruge. Rigspolitiet har sagt, at det har høj prioritet. Nu er det op til politikredsene selv at få det antal prøver ud, der mangler i landet, siger Bent Grue.

Rigspolitiet oplyser i en skriftlig kommentar, at det har fokus på at håndtere genåbningen og komme godt i gang med at afvikle de aflyste køreprøver med kortest mulig ventetid.

- Det er en prioriteret opgave i alle landets kredse at håndtere efterspørgslen på køreprøver, som forventes at kunne blive større end vanligt, både fordi mange har fået aflyst køreprøver på grund af nedlukningerne, men også da en række kørelærere formentlig vil uddanne flere nye elever end normalt, siger Tenna Wilbert, politiinspektør hos Rigspolitiet.

Bent Grue vurderer, at det vil tage en måneds tid at indhente efterslæbet af elever, der har fået aflyst deres køreprøve.

Og så understreger han, at nedlukningen har givet køreskolerne incitament til at få eleverne igennem, så man kan begynde at starte med efterslæbet af nye elever, der ellers skulle have startet på kørekortet i januar, februar og marts.

- Køreskolerne har overhovedet ikke været nogen indtægt i fire måneder. Det betyder, at vi er ekstra klar til at få afviklet de elever, som har fået aflyst deres prøver.

Eleverne skal fremvise et coronapas inden undervisningens start. Det betyder, at de skal have negativ test, der er op til 72 timer gammel, have været smittet inden for de sidste 12 uger eller være vaccineret.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
VEJLE

NPV afviser kritikken af Gammelhavn: 'Det bliver en moderne og bæredygtig by for alle aldre'

Egtved

Gourmetrestaurant glæder sig over genåbning: Men en vandskade forsinker det hele to uger

Annonce