Fredericia: FC Fredericia kommer ikke til at rykke op i Superligaen i indeværende sæson. Til det er distancen op til den oprykningsgivende andenplads - 17 point - simpelthen for voldsom.
Men da FC Fredericia spillede 1-1 mod Vendsyssel i den sidste grundspilskamp og sikrede sig en plads i oprykningsslutspillet, sikrede klubben sig samtidig retten til at få en afgørende fod med i, hvem der rykker op og ej.
Og således bliver det, for især de to sidste runder af sæsonen får formentlig markant betydning.
I næstsidste runde møder FC Fredericia Viborg på hjemmebane. Viborg er lige nu stukket af i toppen og har otte point ned til tredjepladsen, men det kan alligevel ende med, at viborgenserne kan sikre sig oprykning netop denne dag, hvis altså det lykkes forfølgerne fra Silkeborg og Esbjerg at hale ind.
Mere interessant bliver det dog i sidste runde, hvor FC Fredericia skal en tur til Silkeborg. Alle tre oprykningsbejlere, Viborg, Silkeborg og Esbjerg, afslutter sæsonen på hjemmebane, og kampen om andenpladsen mellem Silkeborg og Esbjerg ligner en, som kan ende med at blive afgjort helt til sidst.
FC Fredericia spiller ude mod Silkeborg i sidste runde og kan altså med en sejr måske sende Esbjerg i Superligaen, mens et nederlag potentielt vil sende Silkeborg op i landets fineste selskab.
Det hele kan også være afgjort inden da, og det vil selvsagt give sæsonen en mere flad svanesang.
FC Fredericia møder oprykningskandidaterne to gange hver, og der er tale om en ilddåb, når slutspillet begynder den 5. april:
Først kommer Esbjerg til Monjasa Park, og blot fem dage senere går turen til Viborg.
Kamp om de sekundære pladser
Kigger man isoleret på FC Fredericia, kommer slutspillet til at handle om de sekundære placeringer. Med to point ned til sjettepladsen og fire point op til fjerdepladsen, er det fortsat åbent, hvem der skal sætte sig på positionerne lige bag top-6.
Man må i vid udstrækning forvente, at de tre tophold gør rent bord, når de møder Helsingør, FC Fredericia og HB Køge. Så kampen om placeringerne skal afgøres internt mellem de tre.
Det første indbyrdes opgør spilles for FC Fredericias vedkommende søndag den 18. april hjemme på Monjasa Park mod Helsingør. En lille uge senere går turen til HB Køge.
Sæsonens tredjesidste kamp ligner på forhånd en, som kan afgøre hvem der ender på fjerdepladsen i tabellen. Her spiller FC Fredericia på udebane mod Helsingør.
Kampprogrammet for FC Fredericia
Programsatte kampe:
Mandag 5. april kl 14: FC Fredericia-Esbjerg
Lørdag 10. april kl kl 13: Viborg-FC Fredericia
Søndag 18. april kl 14: FC Fredericia-Helsingør
Lørdag 24. april kl 13.30: HB Køge-FC Fredericia
Søndag 2. maj kl 14: FC Fredericia-Silkeborg
Endnu ikke programsatte kampe:
FC Fredericia-HB Køge
Esbjerg-FC Fredericia
Helsingør-FC Fredericia
FC Fredericia-Viborg
Silkeborg-FC Fredericia