Annonce
Kultur

Kan du huske, da Kirkebakkeskolen var splinterny? Dengang sagde man De til læreren?

I august 1966 gik elever og lærere i samlet trop ned ad Kirkebakken til den nybyggede Kirkebakkeskole. Foto: Vejle Stadsarkiv
Det var helt specielt, da 18 gamle elever og to lærere fra Kirkebakkeskolen forleden genså hinanden.

Bredballe: Forleden mødtes 18 tidligere elever fra Kirkebakkeskolen med to af deres gamle lærere. Gensynet blev ikke bare en hyggelig oplevelse. Deltagerne fik også bekræftet hinanden i, at Kirkebakkeskolen i Bredballe har givet dem en helt særlig erfaring med ud i livet.

- Selvom vi kom med vidt forskellig baggrund, blev vores sammenhold i den grad sammentømret på den nye skole. Samtidig fik det stor betydning for vores udvikling, at vi var med til at forme skolen. Vi fik simpelthen så stor indflydelse, og det var nyt dengang, fortæller Karen Schmidt.

Karen og hendes klassekammerater kom fra henholdsvis Hornstrup, Bredballe og Engum skoler. Tilbage i 1966, da de som de første indtog skolen, stod der kun to fløje med klasseværelser færdige, og først nogle måneder senere blev skolens øverste fløj med faglokaler taget i brug.

- Vi var så stolte over lokalerne til fysik, håndarbejde, sløjd og husgerning. Vi var slet ikke vant til så fine lokaler, husker Karen Schmidt.

Der var heller ingen gymnastiksal. Den blev først færdig lige inden vinter, så hele efteråret spillede eleverne rundbold på en plæne bagved skolen i gymnastiktimerne.

Annonce
Kirkebakkeskolen kunne i 2016 fejre 50-års jubilæum. Det blev markeret med et foto af alle skolens 750 elever og 70 ansatte. Foto: Michael Svenningsen

Danmarks yngste inspektør

Blandt de ting, som har gjort stort indtryk på klassekammeraterne var, at de fik skolens inspektør, Jørgen Dall-Hansen, til klasselærer. Han var dengang den yngste skoleinspektør i Danmark.

Skolen havde ingen skolesekretær i begyndelsen, så Jørgen Dall-Hansen skrev alle meddelelser på skrivemaskine og kopierede dem på spritduplikator.

Eleverne var stadig på efternavn med lærerne, men som noget helt nyt måtte de sige "du". De første år voksede lærerstaben med fem til 12 nye lærere hvert år. Eleverne fik et nært forhold til mange af disse nyuddannede, unge lærere, og det medvirkede til den helt særlige Kirkebakke-ånd, som de betegner som sprængfyldt af energi og virkelyst.

Gensyn med Dall-Hansen

Eleverne i den sammensatte klasse, der rummede både 8. klasse og 1. real, fik lov til at være med til at starte elevråd og kom til at præge skolens kultur. De indstiftede eksempelvis den årlige skolefest, og pionerånden blandt elever og lærere var med til at skabe et fantastisk sammenhold.

Foruden de 18 gamle klassekammerater mødte lærerne Jørgen Dall-Hansen og Sonja Andersen op for at mindes de gode gamle dage.

Eleverne genså hinanden 50 år efter, at de gik ud af skolen. Bagest fra venstre er det: Steffen Madsen, Åge Kristensen, Finn Orvad, Henrik Schultz, Ole Mikkelsen, Hans Ulrik Rasmussen, Else Valdemar, Heinz Schmidt, Ulla Nielsen og Peter Bøegh Larsen. Forrest fra venstre er det forhenværende inspektør og klasselærer Jørgen Dall-Hansen, Lillian Albertsen, Per Palm, Lena Jensen, Karen Støjberg Schmidt, Grethe Grønkjær, Vibeke Ulriksen, Inge Lise Nielsen, Irene Dalgas og lærer Sonja Andersen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny forretning: Et klip med gyldne fingre

Annonce