Annonce
FC Fredericia

Kan FC nå tredjepladsen? Ja, der er sket vildere ting i fodbold

Nicolaj Ritter mener bestemt, at FC Fredericia kan nå tredjepladsen. Men det er ude af klubbens egne hænder, og det er frustrerende. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
FC Fredericia har fire point op til tredjepladsen med to runder tilbage af 1. division. Nicolaj Ritter mener, at det kan lade sig gøre. Der er sket vildere ting i fodbold end det, mener han.

Fredericia: FC Fredericia er fortsat med i kampen op tredjepladsen.

Med to kampe tilbage er der fire point op, og FC Fredericia har den store fordel, at Fremad Amager på tredjepladsen har en markant dårlige målscore. Og det kan snildt blive afgørende. Klubbens faste venstreback, Nicolaj Ritter, mener bestemt at det er muligt.

- Der er sket vildere ting i fodbold, end et forspring på fire point er blevet hentet med to runder igen. Jeg tror ikke, det er umuligt. Som trup har vi en reel tro på, at det kan lade sig gøre, siger han.

Han mener, at truppens tilgang til træningen viser, at den er mere end klar til at gribe den lille chance, der er.

- Se hvordan vi træner i dag. Der er fuld skrald på. Jeg har før oplevet at være en del af en trup, hvor man virkede lidt frakoblet på nuværende tidspunkt af sæsonen, fordi det var slut. Her har der ikke været nogen ændring, siger Nicolaj Ritter.

Faktum er, at FC Fredericias skæbne er ude af klubbens hænder. Fremad Amager må ikke vinde i sine to sidste opgør - mod Silkeborg og Viborg, og Næstved må maksimalt hente tre point mod Lyngby og Thisted.

- Det er frustrerende. For når vi kigger tilbage i sæsonen, kan vi finde masser af kampe, hvor vi kunne hente de point, vi mangler. Der har været flere kampe, hvor vi ikke har fået det ud af det, vi skulle, end der har været kampe, hvor vi har været heldige med at få et resultat, siger venstrebacken.

Annonce
Vi skal sørge for at vinde og gøre vores del. Og så må vi efter kampen se, hvordan de andre hold har klaret sig.

Nicolaj Ritter, venstreback i FC Fredericia

En svær sag

Kampen mod Roskilde er noget særligt. Ikke kun på grund af dens betydning for FC Fredericias kamp i toppen, men også fordi, den er den første, siden FC Roskildes famøse matchfixing-sag begyndte. Cheftræner Christian Lønstrup er blevet suspenderet, fordi han på et spillermøde beskyldte truppen for matchfixing.

- Det er en sag, som er svær at finde hoved og hale i, siger Nicolaj Ritter.

- Vi har selvfølgelig talt om det, og vi har fået reglerne ridset op for os igen. Men det er også det. Jeg tror, at Roskilde kommer ud med samme vilje som sædvanligt. De kæmper for at overleve og vil gøre alt for at vinde. Det bliver en fed kamp, siger backen.

FC Fredericia har både gode og dårlige minder i kampe mod Roskilde denne sæson. Den første vandt FC Fredericia med 3-0 i Roskilde, mens den anden i Fredericia blev tabt med hele 7-1.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle Boldklub

Befrielsesaktion skabte kortvarig tumult efter kampen mellem Vejle og Kolding

Annonce