Annonce
Trekantområdet

Kanonrør løftet væk på grund af risiko - borgmester klar til at skyde penge i nye trælavetter til at bære dem

Trælavetterne er mørnede, så de tunge kanonrør blev onsdag taget ned og lagt i depot. Mandskab fra BMS klarede opgaven for Museerne i Fredericia. Foto: Søren Gylling
De gamle, sorte trælavetter under kanonrørene ved Det Hvide Vandtårn og på Prinsessens Bastion skal skiftes ud. Borgmester Jacob Bjerregaard er klar til at finde pengene på budget 2021, så befæstningen kan blive hel igen til foråret.
Annonce

Fredericia: BMS-kranen løfter med et let træk den 2200 kg tunge stålkanon ud af trækonstruktionen for foden af Det Hvide Vandtårn. Kanonen er en af fem kanonrør, som Jesper Pedersen, Casper Ørum og Torben Falster fra BMS skal have løftet ned onsdag.

De fem tunge kanonrør fra Prins Georgs Bastion ved Det Hvide Vandtårn og Prinsessens Bastion skal løftes af og sendes i depot. Lavetterne, der har båret kanonrørene i mange år, er i så dårlig stand, at det er for risikabelt at have dem stående længere.

- Vi kunne ganske enkelt ikke gå på sommerferie med den viden, at lavetterne er i så dårlig stand. Det var vi nødt til at reagere på her og nu, siger museumsleder Karsten Merrild Sørensen, som følger processen sammen med andre tilskuere på voldanlægget.

Han har ikke fået lavet en beregning på, hvad nye lavetter vil koste at få fremstillet, men han forventer, at opgaven er så stor, at den skal i udbud. Det vil sige en pris over 1,6 mio. kroner.

Borgmester Jacob Bjerregaard er indstillet på, at pengene skal findes.

- Selvfølgelig skal vi have kanonerne på plads igen, og vi må finde de nødvendige midler. Jeg indlægger finansieringen i det budgetforslag, jeg lægger frem for partierne til august, og så håber jeg, at de vil være med. Desværre er rapporten omkring kanonernes tilstand først landet nu, for ellers kunne vi have taget det med i fordelingen af de ekstra anlægsmidler, vi har aftalt i forbindelse med coronaen, siger Jacob Bjerregaard til Fredericia Dagblad.


Kanonerne er en afgørende del af fæstningens fortælling, så det vil være helt forkert, hvis vi skulle undvære dem.

Borgmester Jacob Bjerregaard


- Kanonerne er en afgørende del af fæstningens fortælling, så det vil være helt forkert, hvis vi skulle undvære dem. Jeg håber, at partierne er med på at finde pengene, så vi kan få nye lavetter lavet hen over vinteren, og kanonerne kan komme på plads inden næste sommer, siger Jacob Bjerregaard.

Annonce

Grene skåret ned

Arbejdet med at flytte de tunge kanoner viste sig at kræve en ekstra hånd fra skovarbejder Jacob Gade fra Fredericia Kommune. Han dukkede op med en stangsav, som kunne fjerne kastanjetræernes grene, som hang så lavt, at den store kranbil fra BMS havde svært ved at komme under.

Skovarbejder Jacob Gade fra Fredericia Kommune blev kaldt til assistance for at bane vej for den store BMS-kran.  Foto: Søren Gylling

Da grenene var fjernet gik det i langsomt tempo op til kanonstillingen ved vandtårnet og derefter baglæns ned igen. Derfra fortsatte BMS-kranen og mandskab til Prinsessens Bastion og fik de sidste kanonrør med, inden turen gik til entreprenørgården, hvor rørene skal i depot, indtil nye lavetter kan stå klar.

Det er eksperter fra restaureringscentret ved museet i Dybbøl og en privat konsulent, der har udarbejdet rapporten, som med voldmester og kulturarvsinspektør Mikael Holdgaards øjne er trist læsning.

Det viser sig, at lavetterne er malet med maling, der ikke tillader træet at ånde, og at der derfor er gået råd i dem. Andre af voldens lavetter er også i dårlig stand, men ikke så akut, at det er nødvendigt at fjerne kanonrørene.

Kanonrør i depot

Kanonrørene vejer op til 2200 kg og bæres af lavetter af træ.

Derfor har der været sat afspærringsbånd omkring kanonerne, efter det blev klart, at trælavetterne, der bærer dem, er i meget ringe stand.

Onsdag blev de fem kanonrør fjernet og kørt i depot.

Det drejer sig om to 84 punds granatkanoner og en 24 punds kuglekanon på Prinsessens Bastion ovenfor Danmarks Port.

To 24 punds kuglekanoner på Prins Georgs Bastion ved Det Hvide Vandtårn.

Derudover er en kanon udenfor Prinsens Port kørt i depot for et år siden, og endnu en følger.

Voldmester og kulturarvsinspektør Mikael Holdgaard Nielsen havde forladt sit skrivebord og gav en hånd med, så kanonrørene kunne løftes af trælavetten. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Husk at sortere: Eksplosion i skraldebil skyldtes gasflasker

Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce